Læsetid: 7 min.

Kan vi rumme al den tro?

3. marts 2006

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har fået en ny mærkesag: Han vil have religion ud af det offentlige rum. Han vil ikke bare have adskilt religion og politik, men religion sendt hjem i det private rum.

Det er dristigt, når man betænker, at præster optræder over alt i offentligheden efterhånden, at tro og etiske spørgsmål tilsyneladene betyder mere og mere. Genkristningen ligner noget, der er kommet for at blive.

I begyndelsen af dette år trykte Information et essay af den tyske filosof Jürgen Habermas, hvor han tager stilling til religionernes voksende indflydelse. Habermas argumenterer for, at både den sekulære, liberale stat og de forskellige religioner kan have gavn af at anerkende hinandens betydning og nødvendighed.

Siden har konflikten omkring Jyllands-Postens Muhammed-tegninger gjort de problemer, Habermas behandler i sit essay, endnu mere påtrængende. Men hvor langt rækker Habermas' løsningsforsøg?

Lektor i historie på RUC, Henrik Jensen, mener, at Habermas gør 'et prisværdigt forsøg' på at forholde sig til en verden, der ser anderledes ud end for ganske få år siden.

"Når religionerne nu åbenbart ikke vil gå væk! Men det, man møder, er også en lille filosofinørd, der sidder i Tyskland og skal have verden til at stemme."

"Habermas mener, at moderniteten er et uafsluttet projekt, jeg mener, det er afsluttet i Vesten," siger professor i Idehistorie Hans-Jørgen Schanz, Aarhus Universitet.

"Habermas har aldrig opdaget, at der midt i moderniteten kan gøres plads til religionen. Derfor får han et chok nu. Jeg mener, moderniteten bliver udvidet ved at blive indskrænket. Modernitetens normative præstationer er ret begrænsede."

- Hvor er gevinsten ved at understrege det i nuværende situation?

"Man behøver ikke opleve det som et chok! Revitaliseringen af religionen i Vesten har meget lidt at gøre med islam. Moderniteten er et pragmatisk anliggende med begrænsede normative effekter, den har ikke meget at sige om eksistentielle kriser og grænseerfaringer. Det, moderniteten kan tilbyde, er kriseterapi, og det er for så vidt godt nok."

Også Henrik Jensen mener, at Habermas har problemer med moderniteten: "Hans udgangspunkt er moderniteten, hvordan moderne mennesker skal forholde sig for at få fred på bagsmækken. Han overser, at den vestlige model udefra set blot er én form for kultur blandt flere."

"I Vesten tror vi, at hvis bare de andre lande får fat i markedet, så kommer det alt sammen. Det, mener jeg, er tvivlsomt, se på Kina."

Denne opfattelse deles af Hans-Jørgen Schanz: "Der er ikke modernitet i resten af verden," siger han, "kun modernisering."

"Vi har som udgangspunkt, at det er forbudt at forbyde, og overfor det står en islamisk fundamentalisme, der forbyder til højre og venstre," konstaterer Henrik Jensen. "Her siger Habermas, at vi må forholde os rationelt til at have en stat og et sekulært samfund, herunder inddrage religiøse stemmer i det offentlige rum, og det kalder han det 'postmetafysiske samfund'. Han advokerer for en fornyelse af kulturradikalismen i en anden retning, han kræver, at vi alle skal specificere vores udgangspunkt for at deltage i den offentlige debat. Det er flot, men også et tankespind."

"Hans grundmodel er rationel argumentation, men situationen er snarere et kaos, der høvler folk tilbage i deres skyttegrave."

Henrik Jensen øjner samtidig en voksende tvivl i Vesten på den vestlige rationalitet og modernitet: "Der er en tendens til at gribe dybere efter nogle kulturelle værdier, en forestilling om, at moderniteten fører os frem til et ubehageligt, ikke nødvendigvis hierarkisk, men fladt massesamfund," siger han.

- Dansk Folkeparti er snarere bange for et multikulturelt samfund.

"De fokuserer på, hvad, de mener, er et fremmedlegeme i nationen, men blandt folk som flest er der en fornemmelse af, at vores kultur ikke er den eneste saliggørende, der er megen ubehag og angst i vores type samfund."

"Moderniteten må lære at leve med, at til de spørgsmål, mennesker stiller - hvorfor er jeg her; at vi skal dø - hentes svaret fra andre kilder," fastslår Hans-Jørgen Schanz.

- Det mener Habermas vel også efterhånden?

"Det er jeg ikke sikker på, men det kommer måske, hvis han bliver gammel nok!"

Professor i etik og filosofi ved Aarhus Universitet, Svend Andersen er mere positiv over for Habermas' nyorientering.

"Det, der er sket i forhold til tidligere, er, at Habermas tager mere det alvorligt, at der i det liberale demokrati findes mennesker, der er religiøse, og samtidig seriøse medborgere."

Ifølge Svend Andersen nærmer Habermas sig den amerikanske filosof John Rawls' begreb 'overlappende konsensus' (se resumé). Borgerne må være enige om den politiske grundordning, men samtidig kan de have forskellige religiøse og alle mulige andre opfattelser.

"Tidligere mente han, at der var en veldefineret størrelse i et samfund, den sekulære fornuft, og den måtte alle acceptere. Nu erkender han, at moderne samfund er pluralistiske, vi er ikke enige om alt, men vi kan være enige om demokratiske grundprincipper."

Svend Andersen understreger, at Habermas har to begreber om offentlighed. "Der er den offentlige uformelle sfære, hvor alt er muligt, og så er der offentligheden i snæver politisk forstand: De argumenter, vi bruger, når vi træffer politiske beslutninger, og lovgiver."

På den baggrund finder Svend Andersen det "fuldstændigt uacceptabelt, at statsministeren på den ene side kan bandlyse religion fra det offentlige rum og samtidig acceptere, at de kristne, der har politisk indflydelse, fylder det med religion, samtidig med, at de hævder at adskille politik og religion".

Som eksempel nævner Svend Andersen Jesper Langballe der fra Folketingets talerstol skal have advokeret for blasfemiparagraffens afskaffelse med den begrundelse, at vi lever i et kristent land med Jesus som en ydmyg konge, vi dyrker ikke 'en kriger som Muhammed'.

Lektor i filosofi Nils Holtug er ikke enig i kravet om en sekulær diskurs i den politiske offentlighed: "Jeg ikke se grunden til, at religiøst funderede partier ikke må fremføre religiøse argumenter i parlamentet. De afskærer sig fra dem, der ikke nærer religiøse opfattelser, men det er jo alle politiske partiers skæbne at afskære sig fra dem, der mener noget andet."

Holtug kan heller ikke skrive under på Habermas' sekulariseringsbestræbelser i videre forstand: "Habermas fokuserer ikke særligt på religiøse opfattelser, men lægger et meget bredere fokus, som staten skal være neutral overfor. Jeg tror ikke, at statslig neutralitet er ønskelig for eksempel i uddannelsessystemet. Jeg mener ikke, at darwinisme og kreationisme skal være ligeværdige,"

- Er det ikke noget andet med lovgivningen?

"Det er betænkeligt med religiøse argumenter for lovgivningen. Jeg er ateist, så i mine øjne hviler de på mindst én falsk præmis. Der er masser af eksempler i verden på, at religiøs lovgivning er forfærdelig. Men når den er det, er det ikke, fordi den er religiøs, men fordi den undertrykker, gør forskel, og krænker menneskers frihed og integritet."

- Lighed for loven, frihed og individets integritet er vel netop, hvad vi forstår ved sekulære begreber?

"Det er på den ene side rigtigt, men omvendt kan jeg ikke se, at man ikke må give religiøse begrundelser for lighed og frihedsværdier."

- Men så nærmer vi os vel det, Rawls kalder 'overlappende konsensus'?

"Jeg er ikke så optimistisk som Rawls, forskellen på Habermas og Rawls er, at denne slår mere på ikke at inddrage religiøse argumenter i offentlig diskurs."

Lektor dr. theol. og sognepræst Niels Grønkjær griber spørgsmålet an på en anden måde.

"Må Habermas ikke integrere religionen i sit fornuftsbegreb på den måde, at han anerkender, at kristendommen har medvirket til dets udvikling," spørger han. Alle religioner er ikke lige gode ifølge Niels Grønkjær.

"Vi slipper ikke i længden for at diskutere, om nogle religioner og nogle religiøse forestillinger bidrager mere til modernitetens landvindinger og udvikling end andre. Under den synsvinkel brutalt sagt: er nogle religioner 'bedre' end andre?"

"Når Michael Rothstein og andre slår sig op på en scientisme, som i udgangspunktet anser alle religioner for lige (skadelige), så indebærer det, at spørgsmålet om normativitet ikke kan drøftes fornuftigt. Det bliver ikke en integreret del af videnskaben. Men så meget voldsommere værdidomme afføder det, når videnskabsmænd svarer på spørgsmål om deres 'personlige vurdering'. Rothsteins forhold til kristendommen er et nærliggende eksempel. Den slags har Habermas ikke nogen særlig respekt for. Heller ikke jeg. Blandt andet også fordi sådan noget som kritisk religionsvidenskab er født af en oplysningstænkning, som kristendommen både har bidraget til og vendt mod sig selv."

Grønkjær hæfter sig her ved sammenhængen mellem kristendom og sekularisering. Ifølge ham er der i kristendommen en iboende sekularisering.

"Kristendommen er parthaver i udviklingen af det, Habermas kalder sekulær fornuft. Det er ikke bare sådan, at fornuften har fortrængt religionen, snarere er kristendommen i pagt med en fornuft, som begrænser sig selv," siger han. Menneskerettigheder, demokrati, religionsfrihed, teknisk naturbeherskelse osv. - kan ikke tænkes uden den kristne tradition, mener Grønkjær.

"Samtidig beror hele denne udvikling på, at fornuften løsriver sig fra religionen. Derfor kan religionen ikke begrunde og legitimere samfundets institutioner: den sekulære stat."

Derfor er Niels Grønkjær også positiv overfor, at Habermas holder fast ved denne "som en helt uopgivelig tankegang, hvis oplysningens lys ikke skal slukkes og ende med at blive opslugt af fundamentalismernes mørke".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her