Læsetid: 11 min.

Jeg kan ikke sætte livet på spil hvis jeg ikke tror på det vi laver...

27. januar 2006

Om to uger er Thure Krarup på vej hjem fra Camp Danevang efter nogle grænseoverskridende måneder i det mishandlede Irak. Det vil tage en generation at skabe stabilitet, mener han. Han mener også, at den danske militære indsats er vigtig og nødvendig en tid endnu

Irakeren hævder, at der er arabisk blod i Thure Krarups årer. Han kan ligefrem se, at den høje, rødblonde og fregnede dansker har rødder et sted i Mellemøsten, siger han.

"Shukran,"siger Thure, - tak. Og ryster smilende på hovedet.

Thure Krarup, 27 år, er soldat og tolk ved den danske bataljon i det irakiske kaos. 'Talemaskine', som han selv siger. Og således via sin arabiske kunnen en af de danske soldater, der på godt og ondt kommer tættest på irakerne og uden filter oplever både deres glæde og deres vrede over de fremmede troppers tilstedeværelse.

Efter dagens tolkeopgaver, der har omfattet en militær høflighedsvisit hos nogle af de tvivlsomme militser i Basra-området, fortæller Thure over en kop kaffe i solen, hvorfor han er endt i Camp Danevang, Sydirak, på en kontroversiel, vanskelig og personligt grænseoverskridende militærmission.

"Jeg har læst fire år på statskundskab på Århus Universitet. På overbygningen begyndte jeg at interessere mig for mellemøstlige forhold, terrorisme og demokratisering. Men jeg savnede noget virkelighed at hænge al teorien op på. Og da sproget er den bedste nøgle til at forstå mennesker, valgte jeg at droppe ud af statskundskab - jeg gør det færdigt, når jeg kommer hjem - for at starte på en toårig uddannelse som sprogofficer på Forsvarsakademiet. Det omfatter fire måneders basal militærtræning efterfulgt af 10 måneders rent sprog og som sidste del en kombination af ren officersuddannelse og militærfagligt arabisk sprog."

"Da jeg var færdig, stod jeg pludselig med valget, om jeg ville tage en udsendelse eller ej. Det var Irak, der var tilbuddet, og det var en svær afvejning. Men jeg ville gerne udøve det hverv, jeg har lært, og se tingene med egne øjne."

- Hvad sagde dine omgivelser til, at du skulle ned og være med i en krig?

"Min familie har ikke haft det godt med, at jeg skulle ned og sætte livet på spil. Og man hørte jo mange steder fra, at krigen og vor tilstedeværelse er formålsløs. Hvis man kom til at betale den højeste pris, ville det være for ingenting. På den anden side kunne min familie godt forstå, at når man har taget en uddannelse og oparbejdet en professionalisme omkring et fag, så vil man også gerne udøve det, og de har støttet mig hele vejen igennem. Man kan lide det eller ej, men når man har fået en uddannelse som min, så har man vel også en vis pligt til at betale tilbage, når der er brug for en."

"Min kæreste var relativt meget imod krigen, og jeg selv var fra første færd imod de præmisser, man gik ind i Irak på. På den anden side mente jeg - og det gør jeg stadig - at når nu vi er hernede, så gør vi en positiv forskel. Jeg mener faktisk, at vi spiller en ekstremt vigtig rolle. Og som tolk skal du være mediator - i midten mellem dem og os."

Thure Krarup kom til Camp Danevang i oktober, og starten var barsk. Den danske premierløjtnant Bjarke Kirkmand, som Thure kendte fra sergentskolen, var netop blevet slået ihjel af en vejsidebombe, der havde været andre bomber, og bataljonen kørte som reaktion en række hårde operationer.

"Da jeg hørte, at Bjarke var slået ihjel, vidste jeg, at det ville ændre alt, og det tror jeg også, det har gjort. Der var et hårdt klima i lejren - folk sagde, at i det område, hvor det skete, der sætter vi hårdt mod hårdt. Der er nogle folk, vi skal have fat i, så vi kan få stoppet det her."

Efter den barske oktober har der været mere ro i det danske ansvarsområde - forstyrret den seneste uge af nye vejsidebomber og trusler - og Thure synes selv, at han har været med til at udføre en række positive opgaver under opholdet, der slutter med Hold 6's hjemsendelse om et par uger.

"Jeg kommer hjem som en træt soldat, men også beriget med ekstremt mange - også grænseoverskridende - oplevelser på godt og ondt. Både om det menneskelige sind og om, hvad man selv troede, man kunne. Jeg kommer forhåbentlig også hjem som et mere åbent menneske, der har fået øjnene op for, hvor forskellige mennesker er, og hvor meget vort liv i Danmark kontrasterer det liv, der leves i Irak.

- Hvad er det for højdepunkter på godt og ondt?

"Det positive er at tale med mennesker, der synes, at vi gør et fantastisk arbejde og en stor positiv forskel for deres liv. Det ersmå ændringer, vi kan præstere med de danske genopbygningsprojekter, men der er mange, der har udtrykt denne spontane glæde over, at vi er her."

"En dag var vi ude på fodpatrulje i Basra-forstaden Al Hartha, som er et af de mest belastede områder overhovedet. Vi bliver som sædvanlig omringet af skrigende børn, der vil have ting af os, men også synes, at vi er spændende og seje. Så kommer der to børn hen og tager mig i hånden. Jeg spørger, hvad de vil, og den ene siger 'aani ahibbak' - jeg elsker dig. Det var selvfølgelig bare noget gas, han fyrede af, men han gik rundt og holdt sig tæt på mig i flere timer. Det var ret fint."

"Jeg har også gået steder, hvor jeg kunne se, at de bare hadede mig. Hvis de havde muligheden, ville de dræbe mig, skyde mig og smide bomber efter mig. Vi får også konkrete trusler: 'Hvis I begynder at lede efter de personer, så slår vi jer ihjel.' Den slags tager på en, ikke mindst som tolk, hvor man får budskabet direkte, uden filter. Man kan se på en iraker, når han er glad, men man kan også se, når han hader dig. Det kan de ikke skjule."

Den danske bataljons irakiske tolke bliver i særdeleshed truet på livet for deres samarbejde med besættelsesmagten. I december blev en af de lokale tolke dræbt af oprørere på vej hjem fra en opgave for danskerne.

"Han var en enormt sød fyr. Det var mig, der fik forelagt billederne og blev spurgt, om det var vores tolk. Han var blevet skudt i hovedet, ansigtet var væk, og jeg skulle så granske bilederne for at afgøre, om det var vores mand. I sådanne situationer kommer man langt ud i følelsesregisteret, men udadtil skal man være fuldstændig kontrolleret."

- Bliver du ikke aggressiv af den slags oplevelser?

"Helt ærligt, det har jeg ikke følt. Folk hernede er ufatteligt krævende, og man kan godt tænke 'Så hold dog op', men man er nødt til at mønstre den største tålmodighed, man overhovedet kan mobilisere. Man må hele tiden sige til sig selv: Du er her for dem. Og minde sig selv om, hvorfor de er så krævende. For det er der ret mange gode grunde til. De er måske blevet lovet noget af danskerne, briterne eller amerikanerne og har ikke fået det. Og så har de jo gennemlevet mange, mange års total undertrykkelse og hårde sanktioner. Det er ikke mærkeligt, at de prøver, hver gang de støder på én, der potentielt kan forbedre deres situation."

Thure siger, at der er folk i lejren, som måske har været her for længe, og som har opbrugt tålmodigheden. Selv rejser han ikke hjem med et billede af, at irakerne hader de danske soldater, men tværtimod, at de synes, at bataljonen gør noget godt for dem.

- I har en regulær genopbygningsenhed på blot 10 soldater. Kunne man ikke med fordel erstatte dem med civile, der har en professionel baggrund og ikke behøver at rejse hjem efter et halvt år, sådan som I gør?

"Jeg er enig i, at der foregår for lidt genopbygning. Der er grænser for, hvor mange projekter vore få folk kan løfte, og hvor mange penge de har fået stillet til rådighed. Så på sigt er det optimalt at få det militære islæt i baggrunden og genopbygningen i forgrunden. Jeg har mange gange hørt folk tale om, hvor fantastiske japanerne er hernede - de laver næsten kun genopbygningsarbejde."

"Så hvis Anders Fogh mener, hvad han siger, bør der så snart som muligt skrues op for genopbygningsbidraget. Jeg tror bare ikke, vi er der endnu, hvor civile kan overtage det. Der er stadig vejsidebomber og trusler mod lejren, og civile vil ikke kunne køre ud uden militæreskorte."

- Vi får at vide, at det er ekstreme religiøse fraktioner, der placerer vejbomber og fører hellig krig for at få den multinationale styrke ud. Men er det så ikke netop jeres tilstedeværelse, der skaber truslerne? Ville der være den slags angreb, hvis den danske tilstedeværelse bestod af civilister og ngo'er?

"Det er det rædsomme dilemma lige nu. Det er et faktum, at selve vor tilstedeværelse trigger mange af disse operationer, og det giver ikke meget mening, hvis vi i virkeligheden udfolder en stor militær indsats blot for at beskytte os selv. Vi skal passe på, at vi ikke ender i den situation. Jeg tror bare ikke, at situationen endnu er moden til, at vi overgiver det til civile."

Thure Krarup siger, at man som soldat i Irak er nødt til at være en lille smule idealistisk omkring det projekt, man er del af.

"Jeg er nødt til at anlægge den vurdering, at vi gør noget rigtig positivt. Jeg ved ikke, om jeg skal revurdere det, når jeg kommer hjem, men jeg kan simpelthen ikke køre ud ad den port og sætte livet på spil, hvis jeg ikke tror på det, vi laver. Det gør jeg så."

- En ting er den danske indsats. Men I er jo del af et stort spil, der er præget af amerikanerne og af oprøret i den sunnimuslimske del af landet. Alt det positive, I måtte gøre, kan jo blive væltet, hvis amerikanerne ikke kan håndtere det, de har gang i. Må man ikke have det med i overvejelserne?

"Jeg havde nær sagt: Det er deres problem. Du har så meget i hjernen i forvejen, er under så meget pres og har så mange følelser i sving, at du ikke kan forholde dig til den uløste amerikanske konflikt og al den modstand, de møder, og som bare synes at blive stærkere. Hvis du skal kunne klare dit job, må du holde dig på mikroniveauet, filtrere baggrundsstøjen fra og fokusere på at gøre det så godt som muligt i dag og i morgen. Når du kommer hjem efter dagens opgave, skal du kunne sige: I dag har jeg udrettet dette for at gøre irakernes tilværelse bare en lillebitte smule bedre. Du bliver sindssyg, hvis du begynder at anfægte din opgave. Du må simpelthen beslutte, at dette er rigtigt og vigtigt."

- Det er jo ikke de danske politikeres situation. De har indskrevet Danmark i et amerikansk projekt, og hvis det ikke kan bedømmes som sundt i sig selv, er det vel et regeringsansvar at komme ud af det. Det hjælper ikke, at vi laver smukke ting, hvis det store projekt kører galt.

"Det hører helt bestemt med i den danske stillingtagen. Og måske er der brug for en anden type indsats, som er mere acceptabel for befolkningen hernede."

En fuldstændig dansk tilbagetrækning inden for et år tror Thure Krarup ikke på som en rigtig beslutning.

"Meget store dele af de irakiske sikkerhedsstyrker består af urutinerede folk, som mere eller mindre er blevet hevet ind fra gaden. De har brug for træning og for folk, der kan fortælle dem, hvordan man skal opføre sig, hvis man gerne vil have demokrati. Det er en lang proces, og jeg mener, det vil være en fejl at trække sig ud om et år. Man vil efterlade et ekstremt skrøbeligt system med sikkerhedsstyrker, som ikke vil være i stand til at forsvare nationen og sikre stabilitet."

Thure Krarup ser også et stærkt behov for en international tilstedeværelse, der holder kontrol med politikerne og med korruptionen. Men det behøver ikke at være bundet op på et så stærkt militært bidrag, mener han.

"Det kunne være en FN-mission, hvis danske islæt bestod i genopbygning og træning af irakisk politi og den irakiske hær, eventuelt forstærket med nogle militære enheder til beskyttelse."

- Hvordan bedømmer du mulighederne for at få skabt et fungerende irakisk samfund?

"Man har set optræk til nogle gode ting, og jeg møder nogle modige og dygtige mennesker, som er klar til at bære ansvaret. Men der er ufattelig lang vej endnu. Jeg vil ikke sige, at jeg er fatalist omkring Irak, men mit bedste bud er, at det vil tage i hvert fald en generation at opnå noget, der minder om stabilitet."

- Hvad har du lært om Irak ved at være her?

"Det er hårdt at se, hvordan dette land er blevet fuldstændig smadret. Når man sidder i Danmark, er det umuligt at forestille sig, hvordan det er at leve hernede. Jeg har før rejst i Syrien, Libanon og Jordan og set noget af det smukke og æstetiske Mellemøsten. I Irak er der ikke noget tilbage."

"Landet er ikke bare fysisk smadret, det er også mentalt smadret. Der synes ikke at være plads til æstetik og skønhed mere, der handles og tænkes meget kortsigtet. Samtidig med at jeg må sige, at mange mennesker er meget åbne og glade i forhold til de traditionelt tilknappede danskere, så ser man også mange irakere, der har givet op, og det gør en trist. Som om de ikke mere tror på, at det kan komme til at fungere. Du ser det i glimt, når du kører rundt. Som den gamle kvinde, der kommer ud af sit hus, skuler lidt ondt til os og smider en pose skrald ved siden af en overfyldt affaldscontainer, som ingen tømmer. Nogle steder er folk kommet så langt ned i levevilkår, at de ikke synes at have noget håb tilbage."

"Det kræver en enorm indsats at ændre på. Herunder også at skabe erkendelsen af, at man som iraker selv må tage ansvar for genopbygningen," siger Thure Krarup.

Om 14 dage er han færdig med Camp Danevang og Irak. Færdig med at bære camouflageuniform, hjelm og gevær. Færdig med at gå ud gennem hovedvagten og vide, at livet sættes på spil. Færdig med irakere, der elsker ham, hader ham eller hævder, at han har arabisk blod i årerne. Der bliver meget at bearbejde, når sprogofficeren vender hjem til den danske hverdags trivialiteter.

Når Thure og hans soldaterkammerater er rejst, kommer et helt nyt og ubeskrevet hold, Hold 7, til Camp Danevang. De skal gøre alle erfaringerne, oplevelserne og de svære overvejelser om igen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

denne krig der er ved at blive startet at den tyrkiske state er rystende. Jeg er selv kurder, og finder dette som en skandale. U.S.A sage dengang bill clinton var præsident at U.S.A vil støtte den kurdiske befolkning. men bush her vendt den på hovedet, han går kun efter olie, penge og et mere magtfuld U.S.A jeg forstår ik hvordan EU og alle andre vil sidde på sidelinjen og se på. den kurdiske befolkning er blevet røvet ders land, og jeg troede at grunden til at sadam var blivet hængt var fordi han dræbte mange kurder og mange andre mennesker der ik havde fortjent at blive dræbt. vil i lade tyrkerne tage hans plads.

p.s vil meget gerne have nogen henvendelser angående denne sag, vi vil jo alle have en fredelig verden.

"Min kæreste var relativt meget imod krigen, og jeg selv var fra første færd imod de præmisser, man gik ind i Irak på. På den anden side mente jeg - og det gør jeg stadig - at når nu vi er hernede, så gør vi en positiv forskel."

Ja, det lyder jo overhovedet ikke selvmodsigende...

Kære Jørgen Steen,

Jeg har med glæde noteret mig at redaktionen slettede adskillige kommentarer her på denne streng. Det synes jeg man gjorde klogt i. Der var tale om enestående ufølsomme, uigennemtænkte og i flere tilfælde meget tåbelige indlæg.

Jeg var rent ud rystet over noget af det visse mennesker i deres enøjethed kan få sig selv til at skive.

Jeg håber Jørgen Steen at du og dine kammerater læse mit lille svar til dig og forstår at det bestemt ikke er alle på vestrefløjen der ikke evner at skelne mellem politiske beslutninger taget af en regering vi er uenige med og den gennemgående flotte indsats I yder i denne vanskelige situation.

Tværtimod er vi flere der godt forstår at skelne mellem soldaten, hvis indsats vi respekterer og endog generelt er stolte over, og det forhold at vi ikke mener at den siddende regering har taget en række forkerte beslutninger.

I skal ikke i mine øjne lastes for beslutninger der er taget af et folketing og en regering som jeg ikke kan lide. I sætter jeres liv på spil og fra alt hvad jeg har hørt så ydere i fyre en værdig indsats og en som i forhold til andre nationer oftest kalder på respekt endog på stolthed over jer.

Jeg har igennem årende være flere dele af venstrefløjen igennem og befinder mig stadig solidt forankret i grundlæggende venstrefløjssynspunkter (og her taler jeg til venstre for S). Jeg mener, som de fleste på fløjen, at regeringens beslutning om at Danmark skulle støtte amerikanernes Irak eventyr var en nærmest forbryderisk fejltagelse. Jeg vil ikke lægge skjul på at der i mine øjne ikke burde være Danske soldater i Irak. For mig er, og var, Afghanistan altid et helt andet spørgsmål, men det skal jeg komme tilbage til.

Havde jeg været ung soldat, ville jeg ikke have haft det mindste problem med at støtte Afghanistan operationen, hvorimod jeg formodentlig ville have forsøgt at bede mig fri for deltagelse i Irak af samvittighedsgrunde. Men, når det er sagt nærer jeg stadig den dybeste respekt for dem af jer der har valgt og vælger anderledes, måske i loyalitet og solidaritet over for deres soldater venner/kammerater og det kompagni/bataljon i nu tilhører. Jeg håber at I må have held med jeres operationer, at i kan gavne, på jeres måde, Iraks folk i en vanskelig tid. Jeg er ikke et eneste øjeblik i tvivl om at I gør os alle ære, og lad mig tilføje at jeg nærer den dybeste beundring for det valg I har truffet. Jeg ønsker jer al mulig held og lykke og håber at I der er dernede alle kommer helskindet hjem til Danmark og I vil her fra min side blive ubetinget modtaget med den respekt som jeres indsats fortjener.

Imedens vil jeg så fortsætte min politiske argumentation mod Danmarks engagement i Irak, og forhåbentlig vil valgkampen resulterer i at vi kan få nye vinde på det spørgsmål.

Hvad angår Afghanistan, så er det min opfattelse at Amerikanerne, som jeg ellers ofte er uenige i, havde gode grunde til at intervenere. Jeg mener også at der var gode grunde til at vi som deres allierede yde dem støtte. Blot ville jeg have ønsket at man fra vores regering side på det skarpeste havde protesteret over at amerikanerne bagefter svigter deres ansvar i Afghanistan og kaster sig ud i en krig som fundamentalt set var ubegrundet, det er når vi ser bort fra et hemmelighold ønske om at sikre kontrol med olieforsyningerne. Afghanistan burde have været en opgave men gjorde færdig først og med den størst mulige respekt over for det afghanske folk. Ja Amerikanerne burde have været sig deres ansvar over for Taleban såvel som Al-Qaeda bevist og for længst have interveneret mod den slet skjulte invasion af Pakistanske og arabiske religiøse fanatikere der fandt sted med dette dybt ubehagelige Taleban styre. Men burde have støtte Afghanistan på vejen til at genoprette sin frihed og uafhængighed efter sovjetstyrets brutalitet og forbrydelser.

De bedste ønsker til jeg alle og pas godt på jer selv – vi er mange der er stolte af jer

Jeg skal beklage, hvis der i tidligere kommentarer, som jeg er ophavsmand til, rettet til et indlæg fra en dansk soldat på vej til udstationering, har indsniget sig en alt for overfladisk tone; en sådan er ganske rigtigt ikke passende til dette emne. Men her har vi så følgende udsagn:

"... når nu vi er hernede, så gør vi en positiv forskel"

det opsummerer efter min mening til fulde hele problematikken ved den danske deltagelse - et udsagn, der gentages og gentages, men det bliver ikke mere meningsfuldt af den grund og er det heller ikke i oktober 2007 - det er faktisk et uholdbart udsagn, fordi:

1) Det antyder, at det er en tilfældighed, at vi er der.

2) Det antyder, at der evt. er tale om en minimal "forskel", lige over neutral.

Jeg håber, alle forstår, at al kritik i denne forbindelse gælder den danske regering, herunder dens manipulationer i forhold til at motivere soldater.

Arbejdet med Babelstårnet fortsætter, arbejde gør fri. Til arbejdet har i ret, ej til frugten deraf.

Kurt Tucholsky (Beømt tysk forfatter):

"SOLDATEN SIND MÖRDER"

Jeg går ud fra Thomsen at du mener at Kurt Tucholski tænkte på de soldater der kæmpede imod Franco facisterne i 1930erne, eller dem som nedkæmpede Hitler? Hvis ikke, så vil jeg endnu appellere til lidt mere omtanke i det mindste bare et minimum af den kritisk analytiske omtanke som man engeg var god på visse dele af venstrefløjen. Jeg synes ikke det er længe siden du synes at det var vældig genialt at man skulle støtte den irakiske - kaldte du den 'modstandsbevægelse'? Der synes at være et ret stort element af nonsens her.

Men jo, man man kan jo ikke argumenterer imof folk som slet og ret er pacifister og tror på deres budskab (Thomsen synes ikke rigtig at vide hbvad hans skal mener her),

Men jeg delere ikke pacifisternes optimisme det gør jeg ikke alene af den grund at der er og har været magthavere til i denne verden som uden at blinke ville myrde millioner af pacifister og endog er sluppet af sted med det, også lige for øjnene af venner på venstrefløjen som ikke en gang blinkede, men tværtimod var fantastiske til at putte et ægte spin på det de så og hørte.

Ikke vold har sin plads, som et midddel som kan være uhyre effektivt - ikke mindst i et demokratisk samfund - men der er situationer hvor men er nød til at svare igen militært.

Havde jeg været præsident i USA ville jeg også have beordret en invasion i Afghanistan efter 9/11. Jeg jeg mener bare at der også var grund til lidt selransagelse i USA vedrørende årtier med ofte forbryderisk politik, der var jo som bekendt også et andet 9/11. Og, man burde have ryddet op efter sig selv i Afghanistn langt tidligere og have arbejdet for, i samarbejde med acceptable styrker i Afghanistan (som f.eks. dele af nord aliancen), at sikre sig at Afghanistan efter Sovjet ikke blev invaderet og rendt overende af Pakistanske og Arabiske facister og religiøse fanatikere. Hvad angå Irak, så er der tale om en forbryderisk politik som ikke kan forsvares og som fundamentalt hander om oliforsyninger til USA og ikke andet. Og det er ikke ment som et forsvar for Hussein, han var en forbryder og man burde have støttes hans fjener i Irak noget bedre.

Til dig Hansen vil jeg sige at der er forskel på at drage en regering til ansvar og at drage en soldat til ansvar. Vi bør altid yde moralsk støtte til vore egne soldater, ikke ukritisk støtte men fundamental moralsk støtte. De er vores drenge og de sætter deres liv på spil på vegne af vores regering, hvad enten den er en regering vi kan li eller en vi støtter, og de skal og bør de gøre når regeringen ber om det og underhensyn til deres egen samvittighed.

Soldater kan man og skal man drage personligt til ansvar hvis de på jorden handler i strid med menneskerettighederne hvad enten det er på ordrer eller på eget initiativ. Men uanset vores holdninger til krigen i Irak, og jeg går ud fra at vi her er enige, så er udsagnet ikke her entydigt desangående, ligeså lidt som det er det i Afghanistan. Det er i alle tilfælde ikke entydígt på en sådan måde at man kan tillade sig at begynde at fordømme vores egne. Der er ikke noget der tyder påp at vores soldater handler eller har handlet bevidst og entydigt i strid med menneskerettighederne. Når det er sagt så må vi alle være enige i at applere til at de og deres chefer gør deres yderste for at holde deres sti ren.

Jeg mener ikke at der er grund til at stille spørgsmål ved at vore soldater vil og tilstadighed gør deres bedste for at gøre 'en positiv forskel' og også at de ofte gør og har gjort det. Jeg tror ikke at det gør den minndste forskel om man er i Irak, det tidliger Juguslavien, Afghanistan eller and re stder, vores soldater synes generel at opfører sig på en sådan måde at det kalder på min respekt, somme tider enog også på et vidst mål af stolthed.

Men det ændrer i mine øjne ikke en tøddel ved det faktum at vi ikke burde have haft soldater involveret i Irak.

Kurt Tucholsky (Beømt tysk forfatter):

"SOLDATEN SIND MÖRDER"

Efterfølgende kommentar fra Robert Jensen:

"Jeg går ud fra Thomsen at du mener at Kurt Tucholski tænkte på de soldater der kæmpede imod Franco facisterne i 1930erne, eller dem som nedkæmpede Hitler?"

Jeg skal hermed informere Hr. Jensen om, at Kurt Tucholski var en berømt antifascist. Jeg kan kun give Hr. Jensen ret, når han skriver: "Der synes at være et ret stort element af nonsens her. "

Jeg kan se at du missede pointen - jeg ved netop godt hvem Tucholski var - og jeg kan tilføje at manden var pacifist. Er du pacifist Thomsen (det ville da være noget nyt) eller er du bare total uden evne til tænke logisk?

Rober Jensen:

"Jeg kan se at du missede pointen - jeg ved netop godt hvem Tucholski var - og jeg kan tilføje at manden var pacifist."

Tak for oplysningen, Jensen.

Evner du overhodet at komme med logisk sammenhængende argumenter for noget som helst Thomsen? Du er i alle tilfælde en forbandet dårlig reklame for EL, deu ville gøre dem en stor tjeneste hvis du osse af og til prøvede at tænke dig om inden du skriver.

Med venner som dig Thomsen, er det sgu svært at forstille sig at Enhedslisten nogensinde skulle få behov for en fjende :)