Læsetid: 5 min.

Kan man se månen fra Iran?

For Marjane Satrapi er det største problem i verden, at vi ikke ved nok om hinanden. Det var det, der fik hende i gang med at lave en helt usædvanlig tegneserie
10. september 2005

"Nu har jeg stået her og blinket til alle de blondiner, der går forbi," griner Marjane Satrapi, da jeg kommer fem minutter for sent til vort møde på en café, som viser sig at være lukket. For jeg har sagt, at jeg ligner en dansker, og hun har sagt, at hun ligner en iraner, og så passer vore fordomme måske alligevel ikke helt.

Marjane Satrapi ligner en tegning, hun har lavet af sig selv: Hun har stadig de plateaustøvler på, hun tillagde sig i Østrig i starten af punkfirserne, og det sorte hår bølger om det hvide ansigt, ganske som i hendes selvbiografiske tegneserie Persepolis, der er på vej jorden rundt og nu også er kommet til Danmark.

"Det er jo helt ad helvede til, hvordan det går i verden i øjeblikket," begynder hun straks, mens vi trasker af sted. "Det billede af muslimer, der er ved gøre sig generelt gældende, er jo præcis det, bin Laden vil have Vesten til at tro på. Det gør mig rasende".

Marjane Satrapi ligner især stadig den lille pige, der er hovedperson i første bind af Persepolis. Som først vil være profet og så vil være revolutionær. Inden vi så meget som er nået hen til en anden café og har fået os bænket med kaffe, har hun både nået at fortælle, hvor fantastisk det er at se sine små sort-hvide figurer komme til live i den tegnefilm, hun er ved at lave, og hun er også kommet langt i forklaringer om, at muslimer er alt muligt andet end selvmordsbombere og fanatikere.

Hun flår cigaretpakken op. "Man har simpelthen skabt et billede af Mellemøsten, der intet har med virkeligheden at gøre. Og Mellemøsten, det er muslimer, og muslimer, det er bin Laden. En muslim er fanatisk og har langt skæg, og konen er undertrykt og så videre. Der er over en milliard muslimer på jorden, og der er måske fem procent, der er tilbagestående fanatikere." Satrapi har allerede talt sig varm.

Muslim i lårkort

"Jeg kender en masse folk, der lever almindeligt og frit og betragter sig selv som muslimer. Man kan gå i lårkort og bede til Allah. Men der er stor krise i den vestlige verden, og det er den, man projicerer over på de andre. Jeg synes, det i den grad er farligt at blande det hele sammen. Og hvis man fortsætter med at sige, at alle muslimer er nul og niks, så vil de konstante ydmygelser få alvorlige konsekvenser."

Det var den manglende forståelse af det iranske folk, grænsende til karikatur, der fik Marjane sparket i gang med sin tegneserie i romanform.

"Efter at have gået på kunstskole i Strasbourg - det var jeg nødt til, for at få opholdstilladelse i Frankrig, selvom jeg egentlig allerede var uddannet kunstner - landede jeg helt tilfældigt i et fællesatelier i Paris, hvor de andre lavede tegneserier. Det var dem, der pressede på, for at jeg skulle fortælle min historie. Jeg var ustandselig konfronteret med folk, der forestillede sig ting om Iran, der ikke på nogen måde svarede til mine oplevelser."

Satrapi har lavet en smuk, lille tegneserie fuld af humor. Men det er svært at holde hende fast på et spor, der kun handler om kunst. Der går straks politik i det.

"Ja, jeg kan ikke gøre andet. Jeg begyndte at skabe, fordi jeg havde noget bestemt, jeg gerne ville sige. Nu var det ikke mig, der begyndte at interesse sig for politik. Det var politik, der interesserede sig for mig."

Vi tager skraldet

I Persepolis er der fortællingerne om, hvordan nære venner og familiemedlemmer udsættes for fængslinger og tortur både under Shahen og under præstestyret. "Hvis regeringer tog beslutninger og så selv led under dem, ville det være fint, men det er altid andre, der tager skraldet. Du eller jeg. Hvis der ikke havde været ført en bestemt politik, så ville jeg stadig leve i Iran, og livet havde taget sig anderledes ud".

- Det er der ellers masser af mennesker, der sagtens kan...

"Ja, indtil det bliver for påtrængende. Man kan enten vælge at forsøge at glemme det hele eller at fordybe sig i det. Sandt nok prøvede jeg i lang tid at glemme det hele - ligesom jeg havde gjort dengang jeg kom til Europa som fjortenårig - da jeg kom tilbage til Iran efter krigen, var det eneste, jeg tænkte på, at feste med vennerne. Det var bare så skønt, at det var slut med at få bomber i hovedet."

Men snart blev det politiske alligevel for påtrængende. Og selvom Persepolis har undertitlen "min iranske barndom" og tager udgangspunkt i alle den lille Marjanes voldsomme oplevelser, betragter Satrapi det ikke som en selvbiografi.

"For mig går en selvbiografi ud på, at man får gjort op med de problemer, man har haft med sin familie og sine omgivelser. Det var ikke det, jeg var ude på. Jeg ville bruge mine oplevelser til at fortælle en vigtig historie om et folk, en nation. Og problemet er jo netop, at en nation er abstrakt, mens mennesker er konkrete. Det var derfor, jeg ville fortælle historien gennem et enkelt menneskes liv. Jeg er hverken historiker eller sociolog, men jeg er er født et bestemt sted og har set ting med mine egne øjne."

Alle kan svigte

Da første del af Satrapis tegneserie var færdig, skulle hun finde en forlægger. "Det var ikke noget, der gik mig på. Hvis det ikke var lykkedes, ville jeg bare have fotokopieret den til mine venner." Det lille non-profit-forlag l'Association, der allerede i slutningen af firserne begyndte at udgive umulige ting, trykte bogen, og det blev en kæmpesucces. "Jeg troede måske, der ville være tyve mennesker med interesse for noget etnisk, der købte den." Men hun er glad for successen, for hun har et budskab:

"Ja, jeg tror på universelle værdier. På retten til at udtrykke sig frit, og retten til at tro, hvad man vil. Og jeg tror, vi har godt af at få et nuanceret billede af hinanden. Jeg tror også, at vi alle kan svigte. Der var engang på gaden i Iran, hvor jeg var ved at blive arresteret, fordi jeg havde rød læbestift på. Jeg afledte opmærksomheden ved at anklage en helt uskyldig mand for at have sagt obskøniteter til mig. Så arresterede de ham i stedet for."

Historien går hende tydeligvis stadigvæk på.

"Men jeg tror, at den største forskel på folk handler om, hvor oplyste de er. Det må jeg tro på. Og der findes meget uoplyste mennesker i alle dele af verden. Ja, der er selvfølgelig Bush" griner hun og fortsætter så alvorligt. "For nylig mellemlandede jeg i Salt Lake City, og en meget amerikansk dame, der havde fået fortalt mig hele sin livshistorie på et kvarter, spurgte så omsider, hvor jeg kom fra. Jeg orkede ikke at sige, at jeg er iraner, så jeg sagde, bare at jeg lige var kommet fra Paris. Og så var det, hun spurgte mig: "Sig mig, kan man se månen fra Frankrig?"

Satrapi svarede: "Nej", og så sukkede de længe sammen over, hvor smuk månen var, og hvor fantastisk det var omsider at se den.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu