Læsetid: 3 min.

Kan man smage økologi?

Økologisk vin er på vej frem på markedet - og i høj grad værd at ofre opmærksomhed
17. september 2005

Der kom forleden et brev til mig fra læsere af vinspalten, som ikke kunne forstå, at jeg aldrig skrev om biodynamisk og økologisk vin. Tak for det. Det er altid rart at høre fra læsere - hvad enten det er med ros eller ris. Jeg har dog tidligere skrevet om økologisk vin fra bl.a. Godsets Vin i Asnæs. Men det er længe siden, og brevet fra læserne var en god anledning til at smage på to økologiske vine fra Spanien, som også bliver importeret af Godset, der har specialiseret sig i økologiske vine.

Biodynamisk og økologisk vin er ikke det samme. Når man taler om biodynamisk vindyrkning så er det en metode inspireret af Rudolf Steiner. Det handler om månens og stjernernes stilling på himlen i forhold til, hvordan de påvirker planternes vækst og udvikling. Biodynamisk vindyrkning vil også altid være økologisk. Det er selvfølgelig i høj grad en trossag, om man går ind for denne dyrkningsform.

Topvine

I Frankrig og specielt i Bourgogne er der flere og flere af topproducenterne, der er gået over til en biodynamisk dyrkningsform.

Det gælder bl.a. Domaine Leflaive og Domaine Leroy, som laver de lækreste rødvine til priser, der ligger uden for denne spaltes i øvrigt meget liberale prispolitiske rammer.

Der hersker en vis usikkerhed om, hvad økologisk vin og vindyrkning er. Men en række ting skal være opfyldt, før man kan kalde sin vin for økologisk: Der må eksempelvis ikke bruges kunstgødning i produktionen. Gødningen skal være organisk og der må også gerne bruges kompost. Alle form for brug ukrudtsbekæmpelse er forbudt, mens det er tilladt at bruge kobber, svovl og forskellig planteudtræk.

Kan man så smage økologi, og er det sundere end traditionel fremstillet vin? Det er svært at svare på. Omkring sundheden er der måske noget, der tyder på, at de økologisk dyrkede druer indeholder mere resveratrol end de ikke økologisk dyrkede druer. Reservatrol er en antioxidant, som bl.a. findes i druer, og først og fremmest i de røde druer. Det er et stof som vinplanterne bruger til at bekæmpe svampeangreb. Der er næsten ingen ende på, hvad stoffet kan helbrede, og går man på søgemaskinen Google er der over 10.000 hits på navnet reservatrol. Pointen er, at der måske er et større indhold af reservatrol i økologisk dyrkede druer, fordi man ikke bruger sprøjtegifte i økologisk dyrkning, og derfor må vinplanterne i den økologiske dyrkning bruge reservatrol til at forsvare sig.

Økologisk Rioja

Men lad os komme i gang med smagningen. Begge de spanske vine er fra Bagordihuset i Rioja regionen. Den dyreste til 100 kr. pr. flaske er en helt gennemført klassisk Rioja vin. Masser af modne Tempranillodruer med den karakteristiske Rioja-fad-duft. Her er fine nuancer af jordbær og peber. Den er nærmest fløjlsblød i munden. En herlig vin, hvor der ligesom i det langt dyrere område Ribera del Duero er tilsat omkring 15 procent Merlot til at blødgøre Tempranillo druen.

Til den halve pris får man en helt ung vin fra Bagordi, som nu markedsføres under husets nye navn Usoa de Bagordi. Her er en vin, som klart har behov for noget mere tid, inden den drikkes. Jeg har utrolig meget sympati for de vinproducenter, der fjerner så meget af kemien fra vin produktionen som muligt. Det er baggrunden for, at jeg selv fortrinsvis køber økologiske grøntsager. På vinområdet er det dog fortsat ganske få producenter og importører, der sender økologiske vine på markedet. Men det er et marked, som er i vækst, og som fortjener opmærksomhed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her