Læsetid: 3 min.

Kan en streg være pæn?

23. februar 2000

MENS ØSTRIG i weekenden stod på den anden ende, fordi den ene halvdel af befolkningen demonstrerede mod den anden, drog kunstneren Friedensreich Hundertwasser sit sidste suk om bord på det gode skib, Queen Elisabeth II, på vej fra Europa
til New Zealand. Man kunne fristes til at se det som noget symbolsk, en timet kommentar i tråd med de krav, de 200.000 mennesker i Wiens gader højlydt stillede til højrepopulisten Jörg Haider om at trække piben ind. Sådan er det selvfølgelig ikke, men fristelsen var der, fordi Hundertwasser var en af Østrigs verdenskendte, moderne kunstnere, og fordi Haider har røbet et kunstsyn, der ikke er verdens mest nu-
tidige.
Men mens Haider selv har travlt med at forklare, at han ikke er så slem, som omverdenen tror, har udlandet travlt med at afbryde rejser, kulturaftaler, skolebesøg etc. for at trække en linje i sandet. En linje, Hundertwasser måske kunne have gouteret, selvom han generelt var imod lige linjer.
DEMONSTRANTERNE i Wien fik påvist, at
Østrig ikke er synonymt med Haider og hans
parti. Ligesom man siger om USA, at det er et
område, der rummer 'det bedste og det værste', kan man sige, at Østrig historisk set har det lidt på samme måde: Hitler i den ene ende, Mozart i den anden.
Østrig har trods sin relative lidenhed ydet rige
bidrag til kulturlivet: Egon Schiele, Gustav Klimt, Herbert von Karajan, Sigmund Freud, Haydn, Schubert, Strauss, bliv selv ved. Hundertwasser, der opnåede at få sit eget museum, mens han endnu levede, blev 71 år.

DER HAR næppe været skrevet den nekrolog i gårsdagens aviser verden over, uden at Hundertwassers modvilje mod den lige linje har været nævnt, og den har da også været et mantra for hans livsværk. På den måde nedstammer han i - ja, undskyld - lige linje fra den danske, klassiske forfatter, Jens Baggesen, der under en rejse i Tyskland sidst i 1700-tallet, gjorde ophævelser over de lige linjer, som byen Mannheims gader var bygget efter, en forsmag på den moderne arkitektur, hvis linjer er bestemt af kranspor snarere end noget andet. Uhyggeligt, mente Baggesen.
Hundertwasser udbredte sig gerne om, at den lige linje var skyld i, at folk, der boede i firkantede huse og lejligheder, fik det direkte dårligt, at de blev som slaver i bure, og at den gjorde dem voldelige og på andre måder kriminelle. Det værste var, at børne-
skolerne var firkantede. "Vor civilisations største
fejltagelse", mente han - og gjorde sit til, at der
kom andre glade former og farver og boller på
suppen.

MAN KAN synes, at Hundertwassers hadske angreb på den rette linje var noget overdrevet. Kan man ikke forestille sig, at lige linjer også har lidt ret? At lige linjer kan være pæne? F.eks. er der sikkert mange fodbold-fans, der synes, at en nyoptrukket fodboldbane med hvidt kridt, grønt græs og blå himmel kan være et ganske smukt syn. Hundertwasser foretrak spiralen. Men hvis man skulle spille fodbold på en spiralbane, kunne det komme til at se mærkeligt ud.
Der er dog ingen grund til at gøre det til en filosofisk diskussion om linjen kontra spiralen, når man kan nøjes med at konstatere, at Hundertwasser, der var lidt af tusindkunstner, med de huse i Wien og kirken i Bärnbach, som han tegnede, og de mange billeder og ornamenter, han skabte, satte fantasien til magten. Husene var fulde af krinkelkroge, udposninger, tårne, uventede former og stærke kulører.

HUNDERTWASSER hed oprindeligt Friedrich Stowasser, men tog navneforandring, idet sto
betyder hundrede på slavisk. Han kaldte sig Friedensreich Hundertwasser Regentag Dunkelbunt(!). Kritikere har i øvrigt villet se hans fantasifuldhed som lidt for flødekageagtig, og hans bygninger som Pippi Langstrømpe-huse, henlagt til Kardemomme By.
Men så kunne man jo også se på Astrid Lindgren med forbehold, og hvorfor skulle man det? Hans erklærede forbillede var i øvrigt Barcelona-arkitekten Gaudi.
Den østrigske kunstner var også optaget af politik - mod EU og for økologi. Som han mente, at den moderne ikke-arkitektur var en forurening for øjet, mente han, at mennesket skulle leve mere i pagt med naturen, hvorfor han gerne trak grønne planter og træer ind i sin arkitektur. Han var desuden pacifist og engagerede sig i 80'ernes økologiinteresse.
Altsammen så politisk korrekt, men pudsigt nok var han samtidig fortaler for, at det Habsburgske kejserdømme skulle genindføres. Og så kunne man igen kende kunstneren på travet som en, der med Rifbjergs berømte term ikke er for fastholdere.Bjørk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu