Læsetid: 6 min.

Vi kan ikke undvære religion

Er religionens rolle i det offentlige rum udtryk for et legitimt behov eller en trussel mod europæisk civilisation? Den svenske forfatter og intellektuelle, Göran Rosenberg, blev torsdag udfordret af Weekendavisens Martin Krasnik
18. november 2006

Det var to, der på hver deres vis havde et eksistentielt forhold til aftenens emne, som torsdag dystede i Nationalmuseets filmsal. Emnet var Det 21. århundrede: Religionens tidsalder?, og dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX havde sammen med Lettre Forum inviteret Göran Rosenberg, svensk forfatter, intellektuel, essayist og klumnist, der blev interviewet af Weekendavisens Martin Krasnik. De er begge jøder, hvilket betød, at jødedommen kom til at spille en rolle, omend ikke som den, der bragte debatten ud over "den allestedsnærværende modstilling mellem islam og kristendom," som programmet annoncerede. Derimod fik publikum et åbenhjertigt indblik i, hvordan religiøse forestillinger kan styre vore handlinger, selv når vi ikke vil vide af dem.

Ateist og agnostiker

- Er du religiøs?, ville Martin Krasnik vide, efter at han havde fortalt om sit eget, for ham selv uforståede forhold til religion. Han var erklæret ateist, fastslog han. Endda den første i en slægt, der kunne føres helt tilbage til det første tempels ødelæggelse. Men ikke desto mindre havde han kaldt sin søn for David og 'omskåret ham', ligesom han ikke kunne spise en baconsandwich og blev nervøs, hvis der kom flæskesteg på bordet juleaften.

Han kunne ikke selv forklare, hvorfor det var sådan, "men det skyldes ikke Pagtens Ark!" At noget havde bidt sig fast, måtte han dog indse.

Göran Rosenberg erklærede sig her overfor som 'agnostiker, ikke ateist.' "En agnostiker er en, som ikke ved, og der er meget, jeg ikke ved. Men én ting ved jeg: Jeg har et meget stærkt behov for at finde ud af, hvorfor jeg er til. Vi har ikke bedt om at blive født, vi fødes med dette besværlige apparat, vi kalder bevidsthed, og vi må knytte os til andre mennesker. Hvorfor har vi dette behov for at høre til?," spurgte Rosenberg.

Alle samfund har religion

Med religionssociologen Emile Durkheim som forbundsfælle slog Göran Rosenberg indledningsvis fast, at vi ikke kan undvære religion. Den var "et sociologisk, socialt menneskeligt fænomen," men uundværlig. "Der har aldrig eksisteret et religionsfrit samfund".

Ej heller har religionen været død i Europa, sagde Rosenberg. Oplysningen har svækket gamle, kollektive forestillinger, men i stedet er trådt sekulære, utopiske ideologier, såsom liberalismen, der må tilhøre den religiøse sfære.

"Hvis religionen bare var irrationel, ville den før eller siden blive afskaffet. Men religionen bygger på forestillinger om, hvordan verden ser ud uden for det, vi kan forstå, religionen beskæftiger sig med, hvilken rolle vi spiller i verden," sagde Rosenberg.

Og det spørgsmål må mennesker stille sig, for "den eksistentielle ensomhed det mest skræmmende, et menneske kan forstille sig".

Muhammed-sag revisited

Det lå dog ikke til de to panelister ikke at indblande politiske og samfundsmæssige problematikker. Martin Krasnik syntes, at Muhammed-krisen lige skulle vendes endnu en gang. Det var gået udmærket med debatten i den danske offentlighed, indtil Mellemøsten var begyndt at blande sig, mente han. Krasnik erklærede sig som 'ytringsfrihedsfundamentalist', og han gjorde det klart, at han betragtede kampen med islam om retten til at definere, hvad der måtte gå for sig i det offentlige rum, som en gentagelse af europæernes historiske kamp for frihedsrettigheder.

Muhammed-krisen bragte intet nyt i forhold til den islamofobiske retorik, vi allerede havde i Danmark, mente her over for Göran Rosenberg, og advarede kraftigt imod at lave lovgivning på et kulturelt grundlag:

"Det absolut grundlæggende for retsstaten er lighed for loven."

Danskerne havde vænnet sig til at synes, at det var ok at tale på den måde, men så fik holdningen pludselig international spredning, og fordi Danmark i forvejen diskriminerede muslimer, blev Muhammed-tegningerne sat ind i hele deres danske perspektiv.

Hvordan kommunikere?

Problemet var ikke et spørgsmål om ytringsfrihed, men om hvordan vi overhovedet skal kommunikere i et demokratisk samfund. Hensigten med kommunikation må være, at dem, vi taler til, skal forstå, hvad vi mener. I Danmark "vil man ikke forstås, man vil misforstås, der findes en undertekst. Derved underminerer man en af samfundets uskrevne grundvolde."

"Ytringsfrihed er ikke retten til at sige hvad som helst, men til at sige det, man mener. Vi skal ikke blive forsigtige, men vi må blive bedre til at sige, hvad vi mener, og at sige det til dem, vi taler om, ikke nogle andre," fastslog Rosenberg.

- Men hvordan respektere andres religion uden at underlægge sig deres forestillinger om, hvad man må og ikke må?, ville Krasnik vide, hvilket gav Göran Rosenberg anledning til igen at slå fast, at det allervigtigste fundament var ligheden for loven. Kulturelle love burde under alle omstændigheder være bandlyst.

Bushs strømpefødder

Rosenberg angreb sidestillingen af islamisme og fascisme. Islamisme og jihadisme som den findes i revolutionære grupper, der vil have kalifatet som styreform, er lige så meget produkt af islam som den sekt, der sprængte Oklahoma State Building i luften er et produkt af kristendommen, mente han.

Det var en gigantisk fejl at identificere Osama bin Laden og al Qaeda med islam.

Men alle vestlige ledere har jo sagt det samme, indvendte Martin Krasnik og henviste til George Bushs strømpefødder i moskeen oven på 11. september 2001.

"De gør ikke, hvad de siger," replicerede Göran Rosenberg.

"Det er et spørgsmål om praksis, ikke retorik, og praksis efter 11. september har forstærket jihadismen. Den kan gøre skade, men det hindrer ikke, at bevægelsen også har sociologisk forklaring."

Fortræffelige svenskere

I Danmark ser man den andens religiøse, islamiske tilgang, men man ser ikke sine egne stiltiende udgangspunkter, grundværdier, sagde han. Der var dog ikke større forskel på Sverige og Danmark her, mente han, så Danmarks store fortjeneste i udlændingedebatten var, at vi havde "sikret svenskernes behov for at føle sig fortræffelige."

Hvor Rosenberg så terror og globaliseringsramte radikale fundamentalistiske grupperinger, fandt Krasnik imidlertid magtfulde stater som Iran, Saudi-Arabien og Egypten. "Er det sket et regimeskifte i Saudi-Arabien," forhørte Rosenberg sig retorisk.

"I en verden, hvor grænser opløses, hvor der sker migration, og der bliver sat spørgsmålstegn ved, hvad man duer til, bliver behovet for at finde en vej ud af den eksistentielle ensomhed større. Man forstår ikke, hvad der sker i Europa, hvis man ikke ser, at religionens symboliseringer imødekommer et genuint behov, og at andre sekulære trossystemer er havareret."

Hvilke sekulære forestillinger ville Martin Krasnik vide?

"Nationen, folkhemmet, at alle er solidariske, at man hjælper hinanden, den udvidede familie - ja, demokratiet," remsede Rosenberg op. Den store fælles forestilling om, at man hører sammen, er under nedbrydning."

Hertil kom videnskabens hybris, sagde han.

"Den har gjort sig til sig talsmand for et verdensbillede, der er tomt og koldt, og hvor vi mennesker er en tilfældighed. Det kan være sandt, men det skaber et tomrum for mennesker, som vi ikke kan leve med."

Hvorfor kan man ikke have et samfund med en iskold videnskab og ved siden af en sekulær filosofi?, indvendte Krasnik.

"Det bliver nogle gange stillet op, som at videnskaben beskæftiger sig med det, vi ved, og religionen med det vi ikke ved. Men religionen ved en masse om mennesker, der ikke tilfredsstilles af en reduktionistisk videnskab. Vi har andre behov, og vor tid er den første, der ikke har forstået det. Nu ser vi reaktionerne," svarede Rosenberg.

"Al moral kræver legitimitet," fastslog han.

"Men alt, hvad der har med moral at gøre, kommer ikke til udtryk i deklarationer om menneskerettigheder, det kommer til udtryk i menneskelig handling i specifikke samfund. Moralen skal ind i bevidstheden, ellers bliver det til den double talk, vi er vidne til i vore samfund, der bliver mere og mere uciviliserede, jo mere vi snakker om civilisation."

Med fundamentalister

Under den efterfølgende dialog med salen indvendte en mand, der præsenterede sig som iransk flygtning, at man kan ikke have dialog med fundamentalister. "Iran er besat af sine egne fundamentalister," sagde han, "de er fascister, de opfylder alle kriterier. Det er Iran, der har opbygget Hizbollah. Hvis sharia kommer til Danmark, er jeg død, fordi jeg er ateist. Det er fascisme."

"Iran er et politisk problem. Det er rigtigt, at man ikke kan tale med fundamentalister, men jeg tror, man kan tale med staten Iran," svarede Göran Rosenberg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu