"Hvad er virkelighed", spørger manden på scenen.
"Øh-," svarer han selv.
Og det er jo heller ikke så let at sige. Alligevel har teaterinstruktøren Thomas Trier skabt en debatforestilling netop om vores forhold til virkeligheden. Udgangspunktet er den forvrængning af virkeligheden, som meget reality-tv dænger os til med. Men også den forvrængning, som tidens terapi-dyrkelse skaber med navlepilleriets undskyldninger.
"Hvad er virkelighed", spørger den charmerende Kasper Leisner med det lyse hår og den døde mor. Nå nej. Sådan kan man jo ikke sige det. Men Realia på Kaleidoskop blander altså skuespillerne med scenefigurerne.
Hvad er virkelighed?, kunne den robuste Bjørn Fjæstad have spurgt. I stedet synger han en sang om sin højtbeundrede far - med en rå stemme, der har slugt både kameler og øl i stribevis. Det har udglattende Jacob Lohmann åbenbart også. Han er 'lidt i livskrise', siger han, for han skal også leve op til far, mens splejsede Karoline Munksnæs har det svært nok med at leve op til sig selv - uanset hvor meget hendes healer finder 'uåbnede æsker' i hende. Og rødhårede Rikke Lylloff leger Rasmus-modsat i kampen mod manipulerende søskende.
Oprigtigheden hos Teatret Veras Øje er dét, der bærer forestillingen hjem - et non-sted mellem et visnet træ og nogle væltede plastikstole. Men fortælleteknisk fletter scenerne sig ikke interessant nok, og de falder decideret fra hinanden mod slutningen; skuespillerne skulle nok have haft en ekstern forfatter. Når Realia alligevel er seværdig, skyldes det skuespillernes indædte turbotempo: Disse unge kunstnere sætter ensomheden på spidsen, så publikum ikke kan sige nej til dialogen-
Sundbys selvgejl
Samme dialog insisterer koreografen Søren Sundby også på med sin danseforestilling Umweltisch på Dansescenen. Her omringes publikum af fire trusseklædte kvinder siddende på massageklubpodier i rødt velour. I midten står Sundbys selvgejlende studievært og taler i tv-klicheer.
Efterhånden bryder kvinderne ud af underkastelsen - hidsige Patricia Pawlik, helleruphøflige Line Larsen-Ledet, henrivende Gabriella Grundemar, højtsparkende Alice Martucci. De bevæger sig tøvende-løssluppent ud i hver deres personlige koreografi, fra flakserier til tegneseriefagter, hvorefter publikum overmandes bagfra af Mozart himself. Imens Sven Bunchs gamle, overbærende spindoctor-type pudrer rynkerne ud på Søren Sundbys vestlige verdensmand, indtil altså at Sundby slår håret ud, spidser læberne - og tager hæklet nederdel på.
Sundbys drag-stunt virker som neglelak hældt på et stearinlys. Hadet eksploderer rundt om ham, og snart ligger han på jordet, gennemsparket og hånet af sine 'medsøstre'. Han, der sekunder forinden var den hotteste stjerne, ligger nu foragtet på jorden. Eneste forskel var et sæt sorte blonder. Og jo smukkere musik, desto vildere spark-
Heller ikke Umweltisch er en afklaret forestilling. Men den tvinger sin tilskuer til at tænke over det måske ubesvarlige:
Hvad er verden? Og hvad er virkelighed?
'Realia'. Tekst: Instruktør Thomas Trier samt de medvirkende. Scenografi: Steen Lock Hansen. Musik: Øivind Weingaarde. Dramaturgi: Barbara Simonsen. Teatret Veras Øje på Kaleidoskop i Kbh. til 29. okt. samt Entré Scenen i Århus 4-12. nov.
www.kaleidoskop.dk
'Umweltisch'. Koreografi: Søren Jakob Sundby og Line Larsen-Ledet og ensemblet. Dramaturgi: Stuart Lynch. Musik: Palle Klok og W.A. Mozart. Musikere: Palle Klok og Københavns Kantatekor (skøn overraskelse). Dansescenen, også tors 20. okt. Del af koreografiplatformen 'Kvadrillen' med Ari Rosenzweig i aften og Priscilla Rasmussen i morgen.
www.dansescenen.dk
