Læsetid: 7 min.

Kan Vesten rumme islam?

Hvem skal vi støtte - reformislamister som Tariq Ramadan eller islamiske dissidenter som Ayaan Hirsi Ali? Skal islam provokeres, udfordres og tvinges til at tilpasse sig demokratiets værdier, eller skal vi vise åbenhed og anerkendelse og tilpasse demokratiet, så det også kan rumme islam
15. februar 2007

Skal man i Vesten yde islam aktiv modstand, underkaste den nådesløs kritik og tæmme den, så den bedre passer sammen med demokratiets sekulære værdier og traditionen fra oplysningstænkningen? Eller er det mere i tråd med de samme værdier at tolerere troende muslimer i deres anderledeshed og dermed stole på islams evner til at reformere sig selv i en ny 'europæisk' udgave?

Hvem skal vise vejen for Europas muslimer - islamkritikeren Ayaan Hirsi Ali eller den muslimske reformtænker, 'euroislamisten' Tariq Ramadan? Dette spørgsmål deler lige nu den vestlige offentligheds førende penne.

Den intense intellektuelle diskussion har været ført, siden den franske filosof Pascal Bruckner i slutningen af sidste måned kom med et voldsomt udfald mod to prominente kritikere af Hirsi Ali.

Hollandsk-somaliske Ayaan Hirsi Ali gør krav på at ville løfte arven fra den franske 1700-tals-filosof Voltaire, der talte om religionens destruktive magt over samfundet og menneskers sind.

Aggressiv religionskritik

Og det burde Hirsi Ali ikke gøre, hvis man spørger den hollandske forfatter Ian Buruma eller for den sags skyld den engelske historiker Timothy Garton Ash. De kalder hende 'oplysningsfundamentalist'. Ifølge dem har hun udskiftet fanatisk islamisme med fanatisk dyrkelse af Europas oplysningstid. Og nu viderefører hun denne tradition for aggressiv religionskritik og 'dogmatisk' forvisning af religion til privatsfæren.

At bekrige islam med 'provokationer', som Ali gør, er for Buruma og Ash ikke en farbar vej til at tilpasse vores samfund til harmonisk samliv med troende muslimer. At ville videreføre Voltaires projekt er uden mening i dag. Voltaire var jo oppe imod sin tids mest magtfulde institution, den katolske kirke, der holdt datidens samfund i et jerngreb, mens Hirsi Ali og hendes meningsfæller blot falder over "en sårbar minoritet i hjertet af Europa".

Og her det så, at Bruckner siger eftertrykkeligt fra. Hirsi Ali er ifølge ham tværtimod en fornem forvalter af oplysningstidens idealer. I sit essay skriver han:

"Hirsi Alis eneste våben er overtalelse, gendrivelse og argumentation, og hvad Ali er oppe imod, er ikke sårbare muslimske minoritetssamfund, for i globaliseringens tidsalder har islam ikke længere grænser. De muslimske minoritetssamfund bakkes op af en milliard troende kloden over, og afhængig af hvilke kulturelle påvirkninger de udsættes for, kan de enten blive fortrop for en fundamentalistisk offensiv eller forbillede for en ny type religiøsitet, der harmonerer bedre med fornuften."

Bruckner, der sidste år udgav den kontroversielle bog Angerens åg om vestlig 'masochistisk' selvlede, hører til europæisk åndslivs skarpeste kritikere af multikulturalisme. Som han anfører i sin polemik mod Ash og Buruma: "Multikulturalismen har sin oprindelse i en antiimperialistisk antropologi, der kræver alle kulturers ligeværd for at sikre fredelig sameksistens mellem befolkningsgrupper af forskellig kulturel og etnisk herkomst. I multikulturalismen har hver befolkningsgruppe sit eget særpræg og sin egen legitimitet, der danner grundlag for dens eksistensberettigelse og betinger dens samvær med andre. Kriterier som retfærdighed og uretfærdighed, kriminelt eller barbarisk, forsvinder bag dette absolutte kriterium: respekten for forskellen. Der findes ikke længere evige sandheder, og fastholder vi en tro, ligger vi blot under for naiv vestlig etnocentrisme."

Men, skriver Bruckner, der er forskel på at anerkende, at medborgere af anden etnisk og religiøs baggrund har ret til egne overbevisninger og ritualer og så at velsigne, at fjendtligt sindede minoritetssamfund rejser volde imellem sig selv og resten af samfundet.

"Multikulturalismens paradoks er, at den tildeler lige rettigheder til alle slags etno-religiøse fællesskaber, men ikke til de enkelte individer. Individerne nægtes friheden til at befri sig fra deres traditioner. Bag gruppeanerkendelsen ligger knægtelsen af individet. Troskab over for fortiden sættes over viljen hos dem, som vil bryde med de gamle skikke og traditionsbundne familier og f.eks. frit vælge, hvem de vil forelske sig i."

Resultatet bliver, hvad Bruckner kalder "antiracisternes racisme". Ved at tilkende særrettigheder til kulturelt og religiøst definerede minoritetsgrupper skabes en ny form for 'apartheid'.

Trussel mod frie samfund

Den hollanske forfatter Ian Buruma understreger, at han både beundrer og savner Hirsi Ali (hun har forladt Holland) og er enig med hende og Bruckner om, at det liberale demokrati selvfølgelig må beskyttes mod voldelig ekstremisme og kvinder mod overgreb, men siger så, at "den slags har vi ordensmagten til".

Hirsi Alis opgør med islam betragter han først og fremmest som kontraproduktivt.

"Bruckner beundrer oprørere, men skal vi kun støtte oprørere, hvis synspunkter, vi synes om? En frisindet borger tolerer ikke andre skikke eller kulturer, fordi han finder dem vidunderlige, men fordi han tror på friheden."

Det er afgørende at hindre voldsideologier i at infiltrere mainstreammuslimer i Vesten og dermed true de frie samfund. Men ifølge Buruma opnås det ikke ved antiislamiske kampagner, sådan som det kommer til udtryk, når Hirsi Ali kalder islam for 'tilbagestående' og profeten Muhammed for 'pervers'. At isolere de ekstreme og bekæmpe deres farlige dogmer er for vigtig en opgave at overlade til polemikere som Bruckner og Ali," skriver Buruma.

Buruma ser også med skepsis på frygten for de såkaldte parallelsamfund.

"Hvorved adskiller åbningen af et muslimsk hospital i Rotterdam og italienske strande forbeholdt muslimer sig fra de kosher-restauranter og nudistreservater, vi har kendt i Vesten i årevis? Det er skudt langt over målet, når Bruckner sidestiller den slags med apartheid."

Buruma afviser desuden Frankrigs sekulært-republikanske model, som Bruckner er fortaler for, og vender sig mod hans (og præsidentkandidat Nicolas Sarkozys) tanker om, at statsmagten må nå en bestemt islamversion, der er 'tilpasset' demokratiske værdier.

"Bruckners forestilling om, at staten skal blande sig i dogmer og fortolkning af helligtekster, er en rigtig dårlig idé. Der er mange grunde til, at det ville være ønskeligt for muslimer at føle sig frie til at genfortolke deres religiøse tekster, men at gøre dette til et statsanliggende er at åbne vejen for et autoritært samfund."

Buruma tror mere på Tariq Ramadan som inspirationsfigur. "Ramadan anviser en anden vej. Hans forestilling om et opgør med vestlig materialisme på grundlag af 'overlegne åndelige værdier' er ganske vist et gammelt projekt, der har haft mange fædre og endnu aldrig været det liberale demokrati venligt stemt, men som jeg forstår Ramadans bud på en islamisk socialisme, så er den måske nok hverken sekulær eller særligt liberal, men den er heller ikke del af en hellig krig imod det vestlige demokrati. Ramadans euroislam er "et alternativ til vold, hvilket i sidste instans må være grund nok til, at vi tager hans udfordring op. Ikke ukritisk, men uden frygt."

Ny europæisk fortælling

Timothy Garton Ash beklager den skarpe tone hos Bruckner og føler sig misforstået.

"Det sørgelige er, at der er en vital debat her - en debat, som de frie samfunds fremtid i Europa vil kunne komme til at afhænge af. Sandheden er, at hverken den ekstreme version af den separatistiske, lev-og-lad-leve multikulturalisme, som Ali med rette kritiserede i Holland, eller den sekularistiske, republikanske monokulturalisme, som forkyndes af Bruckner og delvist praktiseres i Frankrig, har formået at få de muslimske indvandrere til at føle sig hjemme i Europa. Eller formået at få dem til at føle sig som europæiske borgere. Hvad debatten burde handle om er, hvordan elementer fra hver af de to modeller bedst kan kombineres for at få dette til at ske. Og hvad andet kan vi gøre for at fremme dette end at forsøge at skabe en ny europæisk fortælling, om hvordan europæere med meget forskellig baggrund og fortid sammen kan styre imod en fælles fremtid baseret på fælles mål."

Alis og Bruckners strategi virker ikke, insisterer Ash. "En politik baseret på den forventning, at millioner af muslimer blot vil opgive deres fædres og mødres tro, er ikke realistisk. Hvis det budskab, de hører fra os, er, at den nødvendige forudsætning for at blive europæere er, at opgive deres religion, så vil de vælge ikke at blive europæere. Skønt vi må forsvarerdet fri samfunds værdier med næb og klør, herunder ytringsfriheden, så har vi brug for en stor tolerance i forhold til kulturel diversitet, værdipluralisme. Og brug for at erkende, at religiøse mennesker udmærket kan være fornuftige personer og gode borgere."

Ashs og Burumas svar til Bruckner har affødt flere reaktioner. Bruckners diagnose støttes af den indiske tænker og økonom Amartya Sen:

"Reelt er forsvaret for multikulturalisme som oftest en forbøn for plural monokulturalisme. Hvis en ung pige i en konservativ indvandrerfamilie ønsker at blive kæreste med en engelsk dreng, så ville dette i sandhed være et multikulturelt initiativ. At hendes vogtere vil hindre hende i dette, er derimod næppe et multikulturelt fremskridt, da hensigten er at holde kulturer adskilte. Alligevel er det forældrenes forbud, som bidrager til at fastholde den plurale monokulturalisme, som synes at tiltrække sig højrøstet støtte fra multikulturalisterne. Som om den unge kvindes kulturelle frihed var uden relevans, og distinkte kulturer for enhver pris måtte holdes adskilt i lukkede kasser."

Naiv islamopfattelse

Den tyrkisk-tyske forfatter Necla Kelek mener, at Buruma og Ash kun "synker dybere ned i kulturrelativismens sump". Begge er naive i forhold til islam, som er langt mindre mangfoldig end de forestiller sig. Og begge tager fejl, når de påstår, at man ikke kan fremsætte sådanne generaliserende udsagn om islam, som Hirsi Ali gør. Islam er en langt mere sammenhængende doktrin, end islamapologetiske multikulturalister vil give det udseende af, hævder Kelek. Han henviser til den såkaldt islamiske menneskerettighedserklæring, som 45 muslimske nationer ratificerede i Cairo i 1990.

Denne erklæring befatter sig slet ikke med rettigheder for individet, men for ummaen, det muslimske verdensfællesskab, og skønt den fastslår, at kvinder er ligestillet med mænd i henseende til værdighed, så er kvinder på grund af koranens og sharialovens autoritet ikke ligestillede i henseende til rettigheder. Det er derfor for Kelek bekymrende, at der i Rotterdam er blevet oprettet et hospital kun for for muslimer og badestrande i Italien forbeholdt muslimske kvinder. Disse skridt vidner om en systematisk bestræbelse på at gennemføre islamisk kønsapartheid og segregation på alle niveauer af de frie europæiske samfund. Debatten vil uden tvivl fortsætte lang tid endnu.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu