Læsetid: 9 min.

Kanalerne er vore voldgrave

De er socialdemokrater, humanister og optaget af religiøs dialog, tolerance og for Europa. Men John og Anne Willemsens stemmer sandsynligvis begge nej ved EU-afstemningen i Holland på onsdag. De er meget bekymrede for det Holland, de har set vokse frem de seneste 10 år. Og for Europas udvikling
27. maj 2005

AMSTERDAM - "Før jeg gik på pension, arbejdede jeg for Philips, den multinationale elektronikgigant, her i Holland. I min fritid var jeg aktiv i et socialistisk-pacifistisk parti. Det var ikke noget jeg tænkte over. At jeg måske ville kunne få problemer på mit arbejde på grund af mine private overbevisninger. Men hvis nogen havde spurgt mig, ville jeg have sagt, at det var sådan, det skulle være. Og jeg ville have været stolt over, at jeg levede i et tolerant og liberalt samfund - et samfund båret af humanistiske ideer. Ligesom jeg også i dag er stolt over og glad for, at der i Holland er fri abort, at homoseksuelle kan gifte sig, og at uhelbredeligt syge mennesker har ret til at dø under ordnede forhold, hvis de selv ønsker det."

John Willemsens er 71 år. Det kan man ikke se på ham, som han sidder i sin og sin hustru Annes lejlighed i det indre Amsterdams kanalkvarter.

Den omkring 1,90 meter høje og solbrændte mand kunne være næsten jævnaldrende med sin 17 år yngre livsledsagerske, Anne.

Tilsammen er de to et ikke atypisk par, hvis man skulle give en karakteristik af Holland, som vi danskere typisk ser landet: internationalt orienteret, udadvendt, nysgerrigt, tolerant og åbent.

John er vokset op i Argentina. Hele hans hollandske familie udvandrede før Anden Verdenskrig til Sydamerika, men under krigen meldte hans far sig til krigstjeneste under det britiske flag i The Princess Irene Brigade.

Han var ikke meget familiemenneske, men han havde en stærk fornemmelse for, hvad der var rigtigt og forkert, og en stærk pligtfølelse. Det gav han videre i sin opdragelse.

I 1960'erne vendte det meste af familien - og til sidst alle - imidlertid tilbage til Europa.

Langt senere mødte John så Anne, der er født i Holland i 1951. Hendes forældre var flyttet til Holland fra Indonesien i 1950, da den tidligere koloni opnåede selvstændighed.

Hendes mor havde såvel indonesiske som ungarske aner, mens hendes far var etnisk hollænder. Annes far kæmpede også i Anden Verdenskrig som pilot for de hollandske tropper i the East Indian Air Force.

Hendes barndom i Holland var med hendes egne ord præget af en "stærkt katolsk opdragelse. Jeg gik i skole hos nonner."

For 10 år siden elskede de begge deres liv i Amsterdam. John har i lang tid brugt det meste af sin tid på inter-religiøst arbejde.

Han er i dag buddhist og ansvarlig for en web-site, hvor kodeordene er dialog og tolerance. Han tager til møder over hele verden og har skrevet flere bøger. Anne arbejder som embedsmand i det hollandske integrationsministerium, men er i sin fritid også aktiv bl.a. i en tvær-kulturel og religiøs kvindegruppe i kvarteret.

"Amsterdam er en meget frisindet by. Langt mere liberal end Haag, hvor jeg arbejder. I mange år har sloganet på kanalbådene været: Amsterdam, byen hvor alt er muligt."

Alt er under forandring

De understreger begge to, at det frisindede ikke handler om de i udlandet så berømte coffee-shops med fri hash eller det kendte luderkvarter, Red Light District.

"Det er jo noget, som turisterne flokkes til. Det betyder intet for os, for vi bruger dem ikke. For os har det liberale ligget i, at vores kvarter rundt om kanalerne har været - og fortsat i vid udstrækning er - som en åben landsby. Et tolerant sted, hvor folk accepterer hinanden som de er, et afslappet sted."

Men alt er ved at forandre sig, føler de to. Ikke til det bedre.

Det handler om udlændinge, om store konservative islamiske grupper, som foragter alt hollandsk, som ikke ønsker at lære at tale sproget, som ser ned på det samfund, de bor i og som ikke uddanner sig.

Tolerance går begge veje

Og det har forvandlet det indre Amsterdam til en ghetto, hvor de nu bor. En ghetto af etniske hollændere under pres udefra:

"Det er sørgeligt, men sandt. Vi føler, vi er under belejring, og at kanalerne er som forsvarsværker rundt om en borg. At det overhovedet kan lykkes for os at leve i fred i vores kvarter, er de høje ejendomspriser. Disse mennesker har ikke råd til at flytte ind her, fordi de er dårligt uddannede. Og vi håber, det bliver ved med at være sådan," siger John. Det lyder hårdt, som en ekstrem påstand, og ser endnu værre ud på papir.

Hvordan kan de mene det med den baggrund, de selv har, og med den tolerance, som de dyrker i deres privatliv ?

"Tolerance må gå begge veje. Hvis man mødes med foragt, hvis man ikke selv tolereres, så bliver det umuligt. Disse mennesker ønsker for det første ikke at have noget med os at gøre, og de ser ned på os. De anser vores kultur og religion som værende underlegen. Vi taler ikke om de mange mennesker fra eksempelvis Surinam eller Indonesien, som er integreret fint i det hollandske samfund. Eller om de enkelte veluddannede eller velintegrerede tyrkere eller marokkanere. Vi kender begge flere af slagsen. Og de er mønsterbrydere. De ses ned på blandt deres egne. Og hvis de har en offentlig profil, kommer mordtruslerne," indleder John, som fortæller om deres lokale rådmand, Abou Taleb, der er af marokkansk afstamning:

Ingen respekt for vores

"Efter mordet på filmmanden Theo van Gogh optrådte Abou Taleb i masser af tv-programmer og til offentlige møder. Han talte til det marokkanske muslimske samfund og forklarede, at uanset hvor meget han havde imod de ting, Van Gogh stod for, så var det forkert at slå ham ihjel. Han kom med et budskab om tolerance, lokaldemokrati og uddannelse. I dag har han politibeskyttelse døgnet rundt."

Anne fortsætter:

"De mestendels tyrkiske og marokkanske grupper, vi har boende i Holland i dag, kommer ikke fra storbyerne. De kommer fra de konservative provinser i begge disse lande. De er lukkede, meget traditionelle, og de fleste af mullaherne, som taler deres sag, er lige så konservative. De få talsmænd, der vil dialogen, er ikke repræsentative, og de må hele tiden forklare, hvor ekstremt forsigtige, de bliver tvungne til at være, for at der overhovedet er nogen, som vil tale med dem."

John siger: "Den historie, som vi har i Holland f.eks. med erfaringerne fra Anden Verdenskrig, som vi talte om før, interesserer dem ikke, og det betyder heller intet for disse grupper. For nyligt blev der i Holland som i resten af Europa nedlagt kranse for at mindes holocaust-forbrydelserne. Efter kransene var lagt ned, kom der en gruppe marokkanske unge, og spillede fodbold med dem."

En voksende frygt

Anne supplerer:

"For et stykke tid siden skulle jeg køre igennem den smalle gade hen til vores lejlighed i min bil. Der holder en hel række taxier, alle med marokkanske chauffører, og spærrer vejen. De er ulovligt parkeret alle sammen, og jeg kan ikke komme forbi. Jeg beder dem høfligt om at flytte sig. Jeg taler pænt, truer ikke med noget, heller ikke med politiet, da jeg får at vide, at den pågældende chauffør ikke vil bevæge sig. Men jeg kører heller ikke væk, fordi jeg skal hjem til mig selv. Jeg har parkeringstilladelse, og jeg vil gerne igennem. Taxichaufføren gik ud af sin bil og spyttede mig lige i ansigtet. Det var chokerende for mig. Og jeg vil påstå, at det gør han, fordi han ikke respekterer mig. Fordi jeg er kvinde, og ikke en af hans. Den slags gør indtryk. Det får en til at føle sig alene, som marginaliseret og udsat, som et mindretal i sin egen by."

- Er det den manglende uddannelse, religionen eller en kombination, som I tror er problemet ?

"Det er begge dele. Og husk, at i den traditionelle og gammeldags islam, som dominerer i de hollandske indvandrermiljøer, skiller man ikke politik og religion. Nøjagtigt som man ikke gjorde i kristendommen i gamle dage."

Den frygt, Anne og John fortæller om, hænger snævert sammen med deres holdninger til den nye EU-forfatning, som hollænderne skal stemme om onsdag den 1. juni. Meningsmålingerne tyder på et massivt nej. Da interviewaftalen blev indgået havde John tænkt sig at stemme ja, og Anne nej. I dag har han skiftet mening og hælder også til et nej.

- Hvorfor ?

"Tyrkiets mulige indtræden spiller en rolle for os. Vi mener ikke, landet hører hjemme i Unionen. Men først og fremmest er vi nok bange for, at vi kommer til at miste det samfund, vi sætter pris på. Det, der er Holland for os. Vi er bange for, at vor kulturelle egenart er truet af det nye Europa og de liberale landvindinger, som Holland traditionelt har stået for," siger han.

Ja-siden er nedladende

"Den europæiske Union føles i dag som et hurtigtog, du ikke kan stoppe," tilføjer Anne, og John fortsætter:

"Det er også hollændernes første chance nogensinde til at vise, hvad de mener om EU. Der er opbygget en retro-aktiv frustration og modstand. Vi blev ikke spurgt om euroen f.eks. Jeg er også dybt skuffet over den regering, vi har. Folkeafstemningen er en chance for at vise det, indimellem de almindelige valg. Se bare på Balkenende (den hollandske, borgerlige premierminister, red.). Den arrogante måde, han taler ned til folk på. Forleden sagde han på TV, at hvis man ikke forstod forfatningen, så behøvede man jo ikke at stemme. Og vores udenrigsminister sagde i forgårs, at den almindelige borger jo alligevel intet forstår. Hvad er det for en måde at tale til folk på?," siger John.

Anne fortæller, at det liberale parti for nyligt udsendte, hvad der skulle have været en valgfilm op til afstemningen. Der blev bragt billeder af holocaust, "og så blev der sagt, at hvis vi stemte nej, ville Europas fremtid ende sådan igen. Der var en storm af protester mod den argumentation. Og filmen blev stoppet."

Modbydeligt

John konkluderer: "Vi hører simpelt hen ingen argumenter, når det gælder Europa. Jeg mener selv, jeg er velorienteret. Jeg ser debatprogrammer, interesserer mig for politik, læser udenlandske aviser, ser både BBC og hollandsk tv. Og jeg går ind for et europæisk samarbejde af ligeværdige stater, stater, som har bevaret deres egen identitet, og som kan være stolte af deres bedrifter. Et sådant Europa kan spille en rolle i verden, være noget andet end og konkurrere med USA og Kina. Og et sådant Europa er ikke bare en befolkning af forbrugere."

På et sidste spørgsmål fra Information om, hvorvidt de to mord på henholdsvis politikeren Pim Fortuyn og filmmanden Theo van Gogh har spillet en rolle for det standpunkt, de to socialdemokratiske vælgere har i dag, svarer de begge:

"Ja. Fortuyn var den allerførste i en hel generation, der sagde de politisk ukorrekte ting, som mange havde tænkt i et stykke tid," indleder John, og Anne overtager:

"Det var et chok at høre ham tale. Ånden blev sluppet ud af flasken. Han var den første, som overhovedet turde nævne, at der var grænser for indvandring. Han gav stemme til den angst, vi selv havde følt. Men han var også liberal og tolerant. Og det var derfor, mordet på ham var så chokerende. Han var karismatisk og intelligent. Van Gogh var langt mere uelsket. Vi brød os f.eks. ikke om ham. Men han skulle naturligvis have ret til at udtrykke sig frit. Da han blev myrdet, tog vi vores gryder og grydelåg med til demonstration og hamrede på dem sammen med det meste af vores nabolag. Det var en modbydelig forbrydelse."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her