Læsetid: 5 min.

En kanon er i bedste fald musik

Og hvad kan litterær musik bruges til?
5. oktober 2005

Ordet kanon kommer fra græsk og betyder faktisk et rør. Det kunne føre tanken hen til f.eks. dybereliggende vejarbejde, rørpost eller et trut i trompeten, som den søgen mod nye forbindelser oprettelsen af en kunstnerisk kanon er eller kunne være.

I stedet for den nu helt nedslidte og misbrugte association til skydevåbnet kanon, der endda også udtales anderledes, kan man få noget bedre ud af at tænke musikalsk på den betydning, ordet også har, kendt helt fra børnehaven, hvor de fleste af os har sunget med på Mester Jakob, ham der sover og ikke hører klokken slå, bim, bam, bum! En kanon synges flerstemmigt, tidsforskudt for de forskellige stemmer i beregnet samklang.

Og sådan forholder det sig i kunstens verden, tydeligt artikuleret i litteraturen, hvor et mellemtekstligt, sprogmusikalsk samvirke hersker. Motiver og temaer og former genoptages fra tid til anden, fra forfatter til forfatter, fra land til land. Det kan gøre med bevidste hentydninger og dobbeltspil eller som udtryk for dybereliggende fællesskaber. På den måde kan dansk digtning ikke adskilles fra udenlandsk litteratur uden at komme til at ligne en ung blond, pige, der går og nynner lidt. En énstemmig dansk sang.

Litteraturen er tværtimod et 'mødende kor af alt', som Oehlenschläger forberedte en på i optakten til sit spil om Dyrehavsbakken, en kakofoni af udråberstemmer og musik: Allons! Allons! Courage! Courage! Skiønne Rariteter, Løier og Spas! Hans Sanct Hansaften-Spil stjal da også med arme og ben fra alverdens anden litteratur og moderniserede sin samtids digtning og sprog.

To stemmer

Inden for den del af nyere litteratur, der betegnes som modernisme, finder man to grundlæggende erfaringer, som tilmed nærmest modsiger hinanden. Altså en form for tostemmighed: Kunsten begynder hver gang så at sige forfra ved at undsige alle vedtagne dogmer, æstetiske, politiske, religiøse. Læseren må derfor også begynde forfra hver gang og gå ind i nye selvopførte bygninger og sproglige konstruktioner. Det kræver en vis kurage i spillet mellem fornyelse, kontinuitet og brud i poesi, prosa og dramatik. I sig selv et moderne drama.

Den anden yndlingsforestilling er, at alting er til stede samtidigt. Hele den historiske, litterære tradition er en levende organisme som bevidsthedsfænomen, hvis man åbner sig for den - og får lidt pædagogisk hjælp! Trods alle splittelsessymptomer udgør traditionen en sammenhængende tekst, som digterne skriver videre på og forandrer, idet ethvert betydeligt værk sætter et andet lys på forgængerne og medfører nye tolkninger. På den måde er litteraturen et omfattende kunstnerisk netværk af bevidste, ubevidste, tilfældige alliancer. At vælge tekster er at gå på nettet.

Forestillingen om store sammenhænge - med et nu meget brugt udtryk: store fortællinger - hører hjemme i vores drømme og forhåbninger og derfor også i videnskab, tro og kunst, der kan handle om begyndelsen på det hele, verdens skabelse, eller om de kommende tider som konsekvenser af den måde, vi aktuelt forvalter tilværelsen på. Biblens og mytologiernes skabelsesberetninger, Apokalypsen og Vølvens Spådom er sådanne fantastiske historier og drømme, og de mindskes ikke af 'tidens hastighed' hos f.eks. Michaels Strunge, der skrev: "Det kommende/er bjerge i flammer af livslyst/og sangfugle der vil synge spinkelt og stærkt/om jordens genopstandelse".

Alt er nyt, og alt er til stede samtidigt.

Frie valg

Man kan foretage sine frie valg af konfrontationer på tværs af tid og rum og nationalitet og opdage den litterære socialitet i en betragtning af, hvad Marcel Proust og Knud Sønderby og man selv oplever ved duften af en blomstrende hvidtjørn. Eller hvordan persisk, kinesisk og japansk lyrik mødes hos Ezra Pound og Gustaf Munch-Petersen, hos Gøren Palm, Jan Erik Vold og Per Højholt i deres samtale om naturelementer, kunst og mennesker. I det uendeligt små ligger store perspektiver af historiske og kulturelle nærheder og afstande.

Og i store værker fornemmes måske suset af evigheden, som når Dante med sin guddommelige komedie målretter menneskets tilværelse som vejen mod det himmelske lys eller mod helvedets pinsler, og når Harry Martinson med sit store epos sender rumskibet Aniara af sted mod intethedens grænseløse rum i modernitetens tragiske konsekvens af en ubeboelig jord. Men den er stadig det jordiske paradis, når Sophus Claussen forsvarer den mod Atomernes Oprør, og når Inger Christensen besværger den med sit Alfabet, hvor atombomben findes, men også abrikostræerne findes.

En hovedstrømning

Når litteraturen frigør sig fra forudgivne dogmer, fra den herskende kanon, kommer den til at bero på sig selv. Gennem ordenes frihed opnår den en egeneksistens, en selvgyldighed. Friheden er også en byrde, men udvikler en evne til at bære tvivlen, usikkerheden, helt ud i det absurde. En sidste værdi.

Allerede Georg Brandes erklærede i sin programforelæsning 1871 om litterære hovedstrømninger, at en litteratur lever ved at sætte tingene under debat. Han tænkte bl.a. på ægteskabet som institution, religionen, ejendomsretten, forholdet mellem kønnene, selve samfundet, fremgår det af hans eksempler fra udenlandsk litteratur. Han forestillede sig næppe rækkevidden af debatten, der kom til at omfatte litteraturen selv som institution, bl.a. gennem den uanede mængde af formelle eksperimenter, dens 'desertering fra det vi kalder samfundet', med et udtryk af Ivan Malinowski.

Milan Kundera skriver i sin bog om Romankunsten (1986) om det gådefulde i kunsten målt med de totalitære systemer, hvor digterens gerning i sit væsen er uberegnelig og paradoksal: "Kafkas romaners vældige sociale, politiske, profetiske rækkevidde beror just på deres 'anti-engagement', det vil sige på deres totale autonomi i forhold til politiske programmer, ideologiske begreber og futurologiske prognoser."

Man kunne ironisk tilføje, at et hovedmotiv hos Kafka er den ubestemmelige følelse af skyld.

Klassikere

Tiden vælger ud, hvem og hvad der kan betragtes som klassikere. Det er blevet sagt, at en klassiker er en bog, som overlever alle nytolkninger. Men det blandede kor af traditionsbevidste traditionsbrydere ejer enkeltvis og tilsammen en viden om verden, en erfaring om himmel og jord og især om sproget, der også i oversat skikkelse kommer dansk til gode. Det store kanoniske kor af gammelt og nyt ligner en mægtig netbank, cyberspace fiction, som enhver ihærdig låner vil kunne bruge som tilskud til sit liv, til kendskab om meget af det liv, man ikke har mulighed for at indhente.

Czeslaw Milosz siger det:

Men bøgerne vil stå på hylder-

ne, sande skabninger,

Som engang dukkede op, fri-

ske, stadig våde

I lighed med blanke kastanjer

under et træ om efteråret.

Litteraturen har en elementær nytteværdi, på en måde som ingen encyklopædi i den grad formår at gøre til en personlig eller fælles oplevelse. Og den kan slet ikke bruges til at underststøtte visse værdier frem for andre.

Torben Brostrøm er medredaktør af Gyldendals kommende litteraturudvalg for dansk i gymnasiet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu