Læsetid: 3 min.

Kanon og det fremmede blik

30. september 2005

Personligt er jeg modstander af kanon, og da helt sikkert i den form, hvor der med djævelens vold og magt skal findes danske værker. Selv Mogens Rukov, der i gårsdagens Berlingske Tidende forsvarer kanon, fremhæver jo Godard, Dreyer, Buñuel, Bergman, Cassavetes, Tarkovski, Tarantino og Wong Kar-Wai – som den kanon, han arbejder med på Filmskolen. Stort set kun navne som min danske stavekontrol slår ud på.
Når politikere diskuterer danske medier, og public service i særdeleshed, er der utrolig fokus på at kunne tælle hvor meget dansk, der nu er i radioen og på skærmen. Hvor kommercielle kanaler »bare« skal skaffe verdens bedste lønsomme radio og tv, skal public service efterhånden være så dansk, at det skal være født indenfor landets grænser.
I søndags bragte Politiken en kronik med titlen ’Blixen og det fremmede blik’. Den handlede om Syv fantastiske fortællinger, der udkom på engelsk førend på dansk, fordi Karen Blixen ikke troede den ville være noget for danskerne.
Hun mente, at det danske publikum var for forvænt med socialrealistisk litteratur og for uvant med fantastisk litteratur. Syv fantastiske fortællinger passede ikke ind i det store tema i litteraturen i 1930’ ernes Danmark, nemlig ’den lille mand’ og danske læsere ville have bøger ’med mening i’.

Hvordan ser vi ud i de Sortes øjne?
Man kan roligt sige, at hun tog fejl. Phd. Lasse Kjældgaard peger i kronikken på, at nøglen til at forstå forfatterskabet ligger i den oplevelse Blixen fik ved at blive konfronteret med et afrikansk syn på sig selv og den kultur hun kom fra. »Hvordan lyder Afrikas Dom over os? Hvordan ser vi ud i de Sortes øjne?« var et spørgsmål, der kom til at optage hende.
I kraft af kulturmødet med afrikanerne kom Karen Blixen til at se på sig selv som en fremmed. Og det frigav kræfter. Hun kaldte det både en uventet lykke, en befrielse og »Her kunde man da endelig engang give Fanden i alle Konventioner; her var en ny slags Frihed…«.
En frihed suppleret med engagement. Med hendes egne ord: »ikke én Forfatter i den moderne danske Litteratur, heller ikke den social-realistiske, er kommet ind i sit Forfatterskab gennem et saadant Engagement, som jeg havde i 20 Aar i Afrika«.

Giv plads til det fremmede blik
Så er vi ved sagens kerne. For uden et fremmed blik og uden engagement dur medier heller ikke. Tv »sætter et spejl op foran danskerne« siger programcheferne. Hver dag ser vi os almindelige dødelige på skærmen som ’den lille mand m/k’. En udvandet social-realisme, nu endda uden indignation.
Når selv Karen Blixen tog fejl af danskernes interesse, er det vel ingen skam for tv også at gøre det. Tage spejlet ned en gang i mellem og i stedet for give plads til det fremmede blik, ja turde gribe til det fantastiske, som findes udenfor den etablerede forestilling om kanon.
Måske betyder det, at man kommer til at udfordre feel good? Men tænk hvis vi med Blixens ord kunne få »en ny Slags Frihed, …. Som at komme op og flyve, hvor man synes at man har lagt Tyngdeloven bag sig«, fordi man ikke er tynget af én bestemt opfattelse af hvordan ting hænger sammen.
Karen Blixen åbnede for det fremmede blik. Det frigjorde kræfter i hende og gav nyt liv til hendes selvforståelse.
Det fremhæves ofte, at public service skal bidrage til sammenhængskraften i samfundet, da det stort set er det eneste medium, som stadig kan nå ud til alle. Men hvor Karen Blixen åbnede for det fremmede blik, lukker den danske debat om kanon og public service sig omkring sig selv.
Det burde man tænke over, i de kommende medieforhandlinger. Huske på, hvor livskraftigt Karen Blixens åbenhed for det fremmede blik blev for hendes forfatterskab.
Så livskraftigt, at hun 70 år senere blev kanoniseret i dansk litteratur!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her