I kølvandet på offentliggørelsen af den danske kulturkanon er der gået sport i at komme med sit eget bud på, hvad der er kanon. ARoS Aarhus Kunstmuseums samling er ikke repræsenteret blandt værkerne i den nationale kanon. I stedet for præsenterer museet nu sin helt egen kanon med 12 betydningsfulde og uomgængelige værker i ARoS' samling.
Det kunne ligne et forsøg på at sætte udvalget i den officielle kanon til debat. Det afvises dog af Gitte Ørskou, en af de inspektører, der har været med til at udforme ARoS-kanonen:
"Vores kanon er ikke en kommentar til den officielle kunstkanon, og vi forholder os ikke politisk til indholdet i den. Vi bruger kanonbegrebet i bedste købmandsstil - her er noget, der er fokus på i tiden. Vi så kanonlanceringen som en kærkommen lejlighed til at sætte fokus på noget, der ofte bliver overset på et kunstmuseum, nemlig samlingen. Den drukner ofte i særudstillingerne, der er lidt mere højtråbende".
ARoS-kanonen præsenteres i en folder, som publikum kan tage med rundt i samlingen, hvor de 12 kanoniserede værker er markerede med farvecirkler. "Den kunne lige så godt have heddet highlights, men når den hedder kanon, er der nok flere, der vil tage en folder", fortæller Gitte Ørskou. At kanon er blevet så varmt et emne, at det ligefrem kan bruges aktivt i museernes formidling, er en positiv effekt af kanonlanceringen, mener rektor for Det Kgl. Danske Kunstakademi, Mikkel Bogh:
"Alt hvad der kan skabe opmærksomhed omkring betydningen af nogle værker i en bred offentlig sammenhæng er interessant og værdifuldt i sig selv. Alle kunstmuseer og -samlinger har en interesse i at pege sådanne værker ud, også af hensyn til det publikum der ikke selv har forudsætninger for at orientere sig."
Samtidig ser Mikkel Bogh et paradoks i, at et museum som ARoS lancerer sin egen kanon:
"Det ligger i kanons natur, at den hævder, at disse værker er de vigtigste for alle. Når så et museum begynder at sige, at det har sin egen kanon, er det begyndelsen til enden for selve kanonbegrebet. På en vis måde er det dobbelt, for det undergraver begrebet, samtidig med at man tager udfordringen op fra den diskussion, der har rejst sig i kølvandet på den nationale kulturkanon. Jeg tror, at hvis du spørger kulturministeren, så vil han bare være glad og sige, at det er lige præcis det, der er meningen med kanonen".
Kriterier til diskussion
ARoS-kanonen lægger sig i kølvandet på debatten om kanon som begreb og indhold. Selvom det afvises, er det svært ikke at se den som en kommentar til den nationale kulturkanon. Som gæst på ARoS med kanonfolderen i hånden vil man uværgeligt komme til at sammenligne deres 12 værker med udvalget i den officielle kunstkanon. Man vil også helt naturligt vurdere ARoS' udvalg i forhold til resten af samlingen. Er det de væsentligste værker, der er kommet med? Gitte Ørskou fortæller, at værkerne er udvalgt, fordi de har en banebrydende identitet og samtidig tegner samlingen. Derfor har man i udvalget ikke kun lagt vægt på værkernes unikke kvalitet, men også på at kunstnerne bag har en særlig fremtrædende plads i ARoS? samling. Det betyder, at fx Harald Giersing, Richard Mortensen, Per Kirkeby og Erik A. Frandsen naturligt er gledet ind i kanonen, mens andre store kunstnere glimrer ved deres fravær.
Man kan for eksempel undre sig over, at J. F. Willumsen, der endelig står foran et internationalt gennembrud, ikke er kommet med i ARoS-kanonen. ARoS ejer hans enestående maleri af Sophus Claussen, der læser sit berømte digt Imperia højt for en henført Helge Rode og Willumsen selv. Om noget et kunstværk af nationalkanoniske dimensioner. Da det ikke kun er et enestående værk, men også det eneste store maleri af Willumsen i samlingen, synes det imidlertid ikke at leve op til de kriterier, ARoS' inspektører har benyttet. Disse kriterier kan diskuteres. Er det interessant for publikum at se 12 værker, fordi de er repræsentative for ARoS' samling og indkøbspolitik? Ikke i sig selv, men det bærer igennem, fordi ARoS' samling er af så høj kvalitet, som den er.
Men spørgsmålet er, om det er en kanon, ARoS leverer eller snarere highlights fra samlingen, som Gitte Ørskou selv siger. ARoS-kanonen er en pragmatisk oversigt og hjælpende hånd gennem samlingen, men undlader værker, der falder uden for det narrative og formidlingsmæssige forløb, der er indlagt i projektet.
Kanon er ikke en kanon
Når talen falder på holdningen til kanonprojektet som sådan, er reaktionen undvigende.
"Der er både positive og negative ting ved det. Den debat har kørt i nogen tid, og der har været mange kloge røster", siger Gitte Ørskou med et skælmsk smil uden at tilføje yderligere.
"Det er det svære spørgsmål, jeg havde håbet, du ikke ville stille", begynder Mikkel Bogh, men vil nu gerne bidrage til debatten. Hans overvejelser lægger sig op ad den skepsis, mange aktører inden for kunstsystemet har ytret.
"Hvis det kommer til at handle om, hvorvidt det kan skabe en national sammenhængskraft og få os til at føle os mere danske, så er det decideret skadeligt. Den gavnlige virkning er, at dét overhovedet at diskutere kanon sætter en debat i gang om, hvad disse værker betyder for os og hvorfor. Man skal bare ikke bilde sig ind, at en kanon er etableret en gang for alle. Kanon må nødvendigvis være i bevægelse, og det er den jo ikke, før den bliver lavet om".
Boghs kommentar understreger, at brugen af kanonbegrebet i den aktuelle danske kontekst rummer store modsigelser. Uanset hvor ofte kulturministeren har sagt, at kulturkanonen ikke er endegyldig, men konstant vil blive udfordret og diskuteret, så implicerer begrebet en forventning om eviggyldig værdi: Kanon repræsenterer det uomgængelige og umistelige. Derfor kan den heller ikke være i bevægelse - det strider imod dens essens. Imidlertid må den nødvendigvis være i bevægelse, når begrebet anvendes inden for kulturen. En dansk kulturkanon anno 2006 kan - lige så lidt som et kunstmuseums egen kanon - aldrig blive en endelig opsummering af kunstnerisk værdi. Man kan derfor undre sig over, at kulturministeren har valgt at lancere sit projekt under netop dette navn.
Der er ingen inden for kunstsystemet, der kan være kede af den kolossale opmærksomhed, projektet har givet kulturlivet. Men fordi det lanceres som en kanon, har det skabt en frygt for hvilke kulturensrettende konsekvenser, det kunne medføre. Projektet har vist sig at resultere i harmløse selskabslege og hitlister, der ikke giver meget andet end et billede af de konkrete udvalgs kontekstbestemte smag. Alle de væsentlige diskussioner og formidlingstiltag, der er fulgt i slipstrømmen, er langt mere brugbare end selve kulturkanonen, og den åbne og demokratiske debat modsiger i sig selv, at det er en kanon, det drejer sig om.
De 12 værker i ARoS-kanonen kan ses på ARoS' hjemmeside under ArtXplorer. Men husk: Kunst skal ses i virkeligheden
