"En middelalderlig muslimsk kultur bliver aldrig lige så gyldig herhjemme som den danske kultur, der nu engang er groet frem på det stykke gamle jord, der ligger mellem Skagen og Gedser og mellem Dueodde og Blåvandshuk." Således sagde kulturminister Brian Mikkelsen forleden på De Konservatives landsmøde.
Har det noget med kanoner at gøre? Ja i højeste grad.
Der findes to væsensforskellige forestillinger om samfundet.
Den ene siger, at samfundet er en tradition, en essens, et stykke jord og en særlig, nedarvet blodtype. Samfundet er 'os' til forskel fra 'de andre'.
Den anden siger, at samfundet er et netværk af relationer. Samfundet er en aftale mellem frie mennesker, en aftale der naturligvis binder, men som ikke binder for at gøre ens, men for at håndtere forskelle.
Man kan også, i grove træk, tidsfæste de to forestillinger. Den ene har sit udspring i det traditionelle samfund. Stammen ville identificere sig på denne måde, og et førmoderne samfund ville gøre det samme. Ja, et middelalderligt samfund - hvis et sådant findes, men det gør det jo i hvert fald i Brian Mikkelsens forestillingsverden - ville sige sådan om sig selv: At samfundet er den fælles fortid og det geografiske fællesskab. At samfundet er os, der nedstammer fra en fælles stamfader og holder sammen bag den samme ringmur.
Disse forestillinger blev taget op til diskussion i 1700-tallet, dvs. i Oplysningstiden. Hvem har ikke hørt om Rousseaus bog fra 1762 om den sociale kontrakt, eller om hans bog fra samme år om Emile, dvs. om hvordan man opdrager et barn til frihed?
Den udfordring, Rousseau tog på sig, var at give svar på spørgsmålet om, hvordan frie mennesker kan skabe et socialt fællesskab. Hans svar var, at de indgår en social kontrakt. Senere er modellen blevet udviklet, revideret og forfinet. Den store franske sociolog Durkheim, påviste omkring år 1900, at forskellighed - arbejdsdeling - ikke svækker et samfund, men gør båndene og den indbyrdes afhængighed større. Næsten samtidig analyserede den tyske sociolog Georg Simmel det moderne storbyliv og viste igen, at forskelle ikke giver opløsning, men skaber indbyrdes bånd.
I vor tid er den kendteste teoretiker nok Jürgen Habermas: Samfund forudsætter samtale, og samtale forudsætter evne til og mulighed for kommunikation - kommunikation på tværs af forskelle.
Her har vi altså de to forestillinger: Den konservative som peger på rødder og geografi. Samfund 'gror frem' i en bestemt, gerne 'gammel' jord. Og den moderne hvis udgangspunkt er det frie individ og for hvilken samfundet er den aftale, der indgås. En aftale som naturligvis løbende bliver forhandlet og justeret.
Men hvad har det med kanoner at gøre? Masser!
Kanon er kulturkamp
Hvis samfundet er det, der gror frem af en fælles jord, så er det kanonens opgave at tydeliggøre de traditioner, vi er groet ud af. I så fald er en kanon en samling af ægte skrifter. De skrifter som anviser hvem 'vi' er. Fuldstændig ligesom Biblens kanoniske skrifter er dem, som oldkirken anså for ægte i modsætning til de såkaldt apokryfe, dvs. de uægte. Det er grunden til at kanoner skal være nationale. De skal jo, med kanonisk autoritet, lægge stemme til kulturen mellem Skagen og Gedser, Dueodde og Blåvandshuk. Kunst giver identitet, og jo bedre vi spejler os selv i kunsten, des bedre er den. I kunsten ser vi os selv indefra.
Men hvis samfundet er en aftale mellem frie individer, tjener en kanon - hvis man da overhovedet skal have sådan en - et ganske andet formål. I så fald er den en liste over værker, som er gode, fordi de hjælper mig til at se, hvem jeg er, ikke blot i mit eget, men også i den andens blik. Ud fra den opfattelse skal kunsten ikke pege på det særlige og lokale, men på det universelle.
Ifølge denne opfattelse er kunst ikke et identitets-værktøj, men et refleksions-værktøj. Et kunstværk er godt, fordi det er flertydigt. Det er et troldspejl, i hvilket vi ikke alene ser det, vi ved, vi er, men også det, vi ikke vidste vi er eller bryder os om at være. I kunsten - den gode kunst - sætter vi os i den andens sted og ser os selv - udefra!
Der findes altså mindst to slags kanoner: Traditionens kanon, der sigter mod geografisk og kulturel identitet. Og modernitetens kanon, der sigter mod kritisk refleksion og universalitet.
Det kan ikke overraske, at det danske kanon-projekt, som Brian Mikkelsen nu har bekræftet. er tænkt som et traditions- og identitetsprojekt.
. At også kanon er kulturkamp.
Lars Qvortrup er professor ved Syddansk Universitet, leder af Knowledge Lab
