Læsetid: 4 min.

Kanon mod kulturløshed

25. januar 2006

Så fik Danmark efter lang ventetid en kulturkanon. 108 umistelige danske kunstværker er nu blevet udvalgt af en gruppe statsautoriserede smagsdommere og samlet i en stor flot gave til det danske folk. Alt lige fra Blicher, over Matador og Lego-klodser til et vikingeskib og Storebæltsbroen.

En række valg kan diskuteres og vil uden tvivl blive det heftigt i den kommende tid. Ved middagsselskaber og i mere faglige sammenhænge. Hvad laver for eksempel Anders And i kanonen, og hvorfor mangler Kronborg? Og hvorfor lige det værk af Inger Christensen frem for et andet? Netop diskussionen og engagementet er vel det bedste argument for kulturkanonen.

For at få alle ender til at mødes er der dog en ulighed i antallet af værker fra de enkelte kunstudvalg. Der er en grad af snyd, når litteratur- og musikudvalgene får lov at medtage langt flere værker end de andre udvalg. Den diskussion vil nok køre i lang tid, men helt grundlæggende repræsenterer kulturkanonen et stykke solidt arbejde med stor kvalitet og uden de helt store overraskelser. Og langt fra et nationalromantisk glansbillede.

Under hele projektet hviler spørgsmålet om, hvad kulturkanonen så skal bruges til? Kulturminister Brian Mikkelsen præsenterede på pressemødet kulturkanonen som "et dannelsesprojekt for hele Danmark". Brian Mikkelsen vil gerne have os til at være mere danske, kende vores kultur bedre og ruste os til mødet med en globaliseret verden.

Der er ingen tvivl om, at kanonen er del af en borgerlig konservativ kulturkamp. Denne gang ikke som en hård konfrontation med den kulturradikale tradition, som har sat dagsordenen igennem årtier, men ved at få de sædvanlige kulturradikale modstandere til at medvirke i et større ideologisk togt.

For 10 år siden ville de kulturradikale aldrig have sagt ja til at lege med i sådan en avanceret selskabsleg, som kanonprojektet har været. Nu sidder de imidlertid overalt i de enkelte udvalg, og, uanset om de vil eller ej, er de indrulleret i en borgerlig kulturkamp. Det er godt set af kulturministeren, og det er naivt af de enkelte medlemmer at tro, at det nogensinde har forholdt sig anderledes. Men trods alt vil de også hellere spille med end negativt stille sig helt udenfor. Og det er godt, for det har været med til at sikre, at kulturkanonen trods alt ikke bare kan spændes for en entydig ideologisk vogn.

KULTURKANONENERførst og fremmest at søge et svar på den dannelsesverden, der styrtede sammen for omkring 30 år siden. For om noget er kulturkanonen paradoksalt nok det ultimative udtryk for en kulturløshed. Og den er udtryk for tab af tradition, historie og fælles værdier. Kulturkanonen er et forslag til behandling af en syg patient. Og den syge patient er samfundet.

Det interessante eksperiment er, om man kan reparere på det historiske tab med sådan en starut? Kan man behandle kulturløshed med en facitliste? Kan man behandle tab af tradition med et kunstigt greb? Med kunstige greb lurer nemlig på den ene side risikoen for en DDR-agtig statsstyring eller på den anden side en amerikaniseret event-kultur. Da kulturkanonen blev præsenteret som et stor show i går, var det mest det sidste, der var tilfældet.

Som Marx siger: Historien opføres første gang som alvor og anden gang som farce. Man må erkende, at i vores tid findes der kun farce eller kunstige greb. Og når man kigger ned over kanon-listerne, kan man heller ikke helt undgå at sidde med en fornemmelse af noget meget greatest hit-agtigt.

Som det også fremgår af dagens avis er kulturkanonen i høj grad et vidnesbyrd om et gennembrud for en konservativ borgerlig kulturpolitik. Og et vidnesbyrd om brud med en kulturradikal tankegang. De orienteringsløse kan nu fryde sig over en guide i tilværelsen, et bolværk mod opløsningen, et lejrbål som nationen for en tid kan sidde og varme sig lidt ved. Så lang tid det bliver ved det.

I uopmærksomme øjeblikke, som på de Konservatives landsmøde sidste år, er kulturministeren kommet til at afsløre, hvad den egentlige hensigt med den igangværende borgerlige kulturkamp er, nemlig en overlegen danskhed og identitetspolitik som et bolværk mod indvandring og globalisering. Med andre ord: En styrkelse af den danske hovedkultur i kampen mod islam.

Hvis de kulturradikale har spillet fallit i forhold til at have svar på tidens udfordringer, så er faren ved kulturkonservatismen en kultur, som selvtilstrækkeligt og overlegent sætter sin egen dagsorden, uden nysgerrighed i forhold til verden omkring os. De kulturkonservative taler meget om fællesskab og sammenhængskraft. Men grundlæggende har de kunstneriske værker aldrig skullet bidrage til at skabe fællesskab i et samfund. I deres egen ret sprænger disse værker nemlig ofte forestillinger om harmoni og fællesskab.

Kulturkanonen kan ikke passes ind i en snæver fællesskabsmodel. Endsige spændes for et nationalt selvtilstrækkeligt projekt. Værkerne vidner om europæisk og globalt udsyn. På den måde svarer de kulturradikale igen. Heldigvis.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu