Læsetid: 6 min.

Kanon eller spredehagl

Alle regler er blevet brudt i kanonarbejdet - resultatet er et syret, nationalt oprustningsprojekt
30. januar 2006

Kulturdiplomatiets ukronede konge, professor, direktør og Ridder af Dannebrog Jørn Lund har gjort det igen. Han har fået nationalromantikere og kulturradikale, ministre med pink slips og professorer med islandske trøjer, traditionalister, modernister og postmodernister til at mødes i et fælles projekt: En national kulturkanon.

Debatten har allerede bølget: Hvad kom med, hvad ikke? Hvem vandt, Blut-und-Boden folket eller alt-kan-være-lige-godt globalisterne?

Her vil jeg imidlertid besvare to andre spørgsmål: Hvad koster det at favne så bredt? Og hvordan gør han det, ham Lund?

Hvad koster det at favne så bredt? Lad mig give svaret med det samme: Det er dyrt.

Omkostningen er, at resultatet af anstrengelserne er en af de besynderligste tekstsamlinger, jeg har set i mange år. Et kludetæppe af analyser, kriterier, principper og argumenter. Et - ja hold nu på hat og briller - nationalt oprustningsprojekt, baseret på massiv sponsorering, og blandt andet skrevet af gamle kultur-rebeller. Nationalkonservatisme, liberalisme og kulturradikalisme i en og samme indbinding. Syret, med andre ord.

Reglerne blev brudt

Lad mig starte helt fra grunden. Nogen beslutter sig for at deltage i en selskabsleg og andre tilslutter sig. Men for at lege en leg, må man have spilleregler.

Allerede her hopper kæden af: Deltagerne har ikke holdt deres egne spilleregler. For eksempel dannede man syv udvalg, som hver skulle lave en liste med tolv værker. Men det syntes de tilsyneladende ikke var sjovt nok, så derfor blev man undervejs enige om at lave en ottende liste med børnekultur: Legoklodser, Gummi Tarzan og den slags.

Og som om det ikke er nok, brød enkelte af udvalgene også de interne regler. For eksempel supplerede litteraturudvalget sine tolv tekster med en lyrikantologi med 24 digte, og musikudvalget har fuldstændig sprængt rammerne: For det første har de både lavet en liste med partiturmusik og en med populærmusik. For det andet dækker et af værkerne på partiturmusiklisten over tolv højskolesange (som altså hermed er blevet til partiturmusik), mens populærmusiklisten blandt andet rummer en fire binds antologi med dansk guldalderjazz og en liste med tolv evergreens.

Facit er, at selskabslegens regel nummer ét - syv udvalg med hver tolv værker - er blevet sprængt i luften.

Men også andre fundamentale principper har man åbenbart ikke kunnet enes om. Eller måske har man bare i den rare enigheds navn ikke villet snakke om dem.

Ét princip er: Hvilke kunstnere må man vælge? Billedkunstudvalget siger, meget autoritativt, at for at et værk skal kunne være kanonisk, må kunstnerens livsværk være afsluttet - eller, lidt mere håndfast: Han eller hun skal være død. Men sådan har andre udvalg ikke ment. Rifbjerg er da ikke død, er du? Eller er det, de siger, at dit livsværk er afsluttet? Og Lars von Trier har allerede som reaktion på at være på listen produceret en protestfilm. Så dels kan han vel heller ikke være bortgået, dels har vi nu allerede en kandidat til næste kanon-version. Eller hvad med Thomas Vinterberg, Henrik Nordbrandt, Per Nørgaard, Steffen Brandt eller Søren Kragh-Jacobsen?

Dette kan man så undre sig over eller gyse over: Så mange endnu-levende døde! Det besynderlige er imidlertid, at man ikke i det samlede kulturkanon-arbejde har haft i det mindste denne ene, relativt enkle fælles regel.

Et andet princip er: Hvad må komme med? Det skal jo være dansk, har Brian Mikkelsen gennemtrumfet. Men alligevel er Solvognen kommet med. Den er efter alt at dømme ikke lavet i Danmark. Og den er med sikkerhed ikke lavet af en dansker, for 1300 år før Kristi fødsel fandtes danskere ikke. Det vil vel ikke engang Søren Krarup mene. Men OK - den er gravet op af en dansk mose. Operahuset i Sydney er til gengæld kommet med, for her er ophavsmanden dansker. Skidt så med at værket står på den anden side af jorden, og at Utzon selv stort set blev forhindret i at bygge i dette lille land mellem Blåvandshuk og Bornholm.

Og så er der jo: Anders And. Fin joke, naturligvis. Men hvad er begrundelsen? Jo, den er, at "...hovedpersonen selv - til trods for sin amerikanske herkomst - forekommer at være udpræget dansk med sin humørsyge, sin ugidelighed og sin konstante mistro til alle tænkelige autoriteter." Jamen, det står der faktisk. Godt, at han ikke går med kniv, for så var han kommet på den finske liste.

Et tredje princip er: Hvem taler på vegne af udvalgene? De fleste udvalg taler kollektivt. Men i billedkunstudvalget taler man hver især: De har delt de enkelte begrundelser mellem sig, og det er formanden, Hein Heinsen, der har underskrevet udvalgets indledning.

Rammen blev brudt

Én ting har alle dog kunnet enes om: Stilen. Først skriver hvert udvalg en indledning med nogle principielle betragtninger om tiden og kunsten. Og derefter følger så værklisten med dens korte begrundelser.

Men hvad har de så skrevet inden for denne fælles ramme? Hvordan har de begrundet deres valg? Her melder pluralismen sig igen.

Kriteriet for det virtuelle børnekulturudvalg er, at man har villet hylde den - angiveligt særligt danske - reformpædagogik. For i 1900-tallet har vi i Danmark "taget barnet alvorligt som barn, vel at mærke på dets egne betingelser." Derfor repræsenterer Legoklodser det ægte barnlige, så sandt som at det ægte barnlige jo er det kreative og farverige, ikke? Hvorimod gamle B. S. Ingemanns troskyldige vers ifølge samme begrundelse repræsenterer en voksen barnesjæls opfattelse af tilværelsen.

Litteraturudvalget har valgt en ganske relativistisk tilgang. Udgangspunktet for dem har været, at "smag faktisk lader sig diskutere", men at værker, hvor forskellige de end er, "i al deres indbyrdes forskellighed tilbyder steder at samtale fra og om." Og det er nødvendigt i et "...komplekst samfund, hvor mange roller og identiteter findes." Her har de kulturradikale da vist fået lov til at føre pennen.

Scenekunstudvalget har - uden helt at sige det - brugt to meget forskellige kriterier. De har dels valgt en række klassikere: Jeppe på Bjerget (skrevet af en nordmand), Aladdin, Indenfor Murene (lidt vel jødisk, måske, men det opvejes så af Kaj Munks Ordet) og den slags, mest fordi det jo nu er - klassikere, dvs. gode, smukke og af blivende værdi.

Og dels har de med den stik modsatte begrundelse valgt nogle nyere værker, fordi de er grænsesprængende. Solvognens happening Julemandshæren er med, fordi den sprængte de eksisterende æstetiske rammer. Sort Sols livekoncerter fra 1986 og 1987 hyldes for deres "voldsomhed, decibel og menneskelige selvdestruktion". Jess Ørsbos Majonæse "chokerede publikum og anmeldere med sin ublu menneskelige hæslighed". Herudfra er det jo indlysende, hvorfor man har fravalgt alle de nyere værker, der har blivende æstetisk værdi og kvalitet. For her har man brugt det kriterium, som de nykonservative Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen har gjort forbudt. At noget er godt, fordi det er grænsebrydende.

Men før Frederik og Søren nu bliver for kede af det, kan de søge trøst i Billedkunstudvalget. De - eller rettere Hein Heinsen, for her har alle som sagt ikke skrevet under - synes også, ligesom Litteraturudvalget, at samfundet er blevet komplekst. Men i modsætning til litteraterne, kan Heinsen ikke lide det.

"I dag er faren, at der bliver for mange ligegyldige billeder og informationer, så menneskenes sind opløses i den kaotiske hvirvel af milliarder af informationer." Uha! Men i de største kunstværker findes der "et holdepunkt", "en tone".

Ja, han tager oven i købet afstand fra John Lockes berømte udsagn om, at sandheden og magten er modsætninger. "Jeg tror ikke, at Locke har ret i dag", siger Hein Heinsen. Her taler unægteligt den sande, kanoniske smagsdommer, magtens og smagens vogter.

Reformpædagogen Lund

Hvordan har det dog kunnet lade sig gøre? At få så uforenelige regler, principper og begrundelser proppet sammen i samme omslag? Svaret er: Jørn Lund. Han er det, der i folkeskolen hedder en rummelig lærer.

"I æstetikkens verden er der ikke objektive smagskriterier," skrev han i Politiken dagen før affyringen. Og hvordan med den der globalisering, som nogle i udvalgene kan li' og andre ikke? Jo, skriver Lund: "Man kan (...) få for meget af 'globalisering', men ordet i sig selv er både godt og nyttigt..." Så har man ikke sagt for meget, vel?

Så sådan har det måske fungeret: Som fri leg under reformpædagog Lund. Resultatet er, som sagt, et kludetæppe. Kanonen genopstået som haglgevær. Her skydes i alle retninger. Og det er måske just det interessante: At den, der i vore dage affyrer en kanon, skyder sig selv i foden.

Lars Qvortrup er professor på SDU og leder af Knowledge Lab

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her