Læsetid: 7 min.

Kanoner og kættere

Der er ikke det mindste godt at sige om en eneste af de mange kanoner. Tankegangen er autoritær og passiviserende, og de mange kanoner er i virkeligheden udtryk for en raffineret måde at sortere mennesker på
29. september 2005

Kanonerne tordner i skole og samfund. Her tænkes på de kanoner, der udtales med tryk på første stavelse. Den slags betyder en autoritativ ordre om at lære bestemte værker at kende, og de har braget løs i det sidste års tid.

Undervisningsministeriet har opstillet en dansk skønlitterær kanon, som alle elever i den danske skole skal lære at kende. En historiekanon vil snart blive offentliggjort. Filmfolk får en dansk filmkanon. Museumsfolk får en dansk kunstkanon. Modersmålsselskabet har fremsat en kanon for gamle danske sange og salmer. Kulturministeriet laver lister over 84 danske kunstgenstande. Danske melodier, danske bygninger, danske malerier, danske bøger og endda danske sportspræstationer bliver kanoniseret.

Der har også været forslag om en særlig kanon for gymnasier og en anden for seminarier. Partiet Venstres københavnsafdeling har ønsket at indføre en særlig københavnerkanon, for "der er skoler på Nørrebro, hvor der sjældent bliver sunget danske salmer." Louise Frevert fra Dansk folkeparti har krævet en kanon for danske ordensregler i folkeskolen. Bertel Haarder vil stramme reglerne for kristendomsundervisning, så vægten bliver lagt på nogle bestemte bibelhistoriske fortællinger, for i kirkeministerens optik er det at være dansk også at være kristen, så nu skal patriarkerne, profeterne, apostlene, ja, selv Jesus sættes i tjeneste hos Mor Danmark.

Mange synes, det er herligt med sådanne kanonader til fordel for det danske, og selv dagbladet Information er blød i koderne over for den akutte kanonfeber og synes, at der måske nok kan være noget skidt, men også noget godt at sige i den anledning. Så man fedter lidt omkring begrebet og lader som om, at bare man foreslår noget moderne, så er det i orden.

Det er det ikke. . Kanonerne præsenteres godt nok med mange smukke ord om dansk kultur, dansk fællesskab og genskabelse af historisk bevidsthed, men de dækker over en virkelighed, der er helt anderledes.

Hvad angår det historiske, er kanondiskussionen i sjælden grad historieløs. Den springer rask væk hen over århundredes bitre erfaringer om tvang og ensretning. Hvad angår erklæringerne om fællesskabet, dækker de over en praksis, der sætter skel og trækker grænser, og det kulturbegreb, man arbejder med, virker ekskluderende.

Kultur er ikke en genstand, men et sæt af forestillinger. Kultur har ikke krav på respekt. Det har mennesker. Kulturer kan heller ikke mødes, men det kan mennesker. Kanonerne er et forsøg på at forhindre sådanne møder ved at sætte skel mellem mennesker. Nogle får den rette kultur, og andre får den forkerte, og det kan de ikke ændre ved egen kraft.

Kætter og kanon

De nye danske kanoner er også udtryk for mistillid. Man tror ikke på, at dansk kultur kan stå selv. Man tror ikke på at kommunalbestyrelser, skolebestyrelser, råd og nævn har kraft nok til at holde liv i danskheden i de lokale skoler, og derfor skal staten gribe ind med påbud og regler.

Man tror heller ikke, at lærerne er gode nok, så derfor skal der indføres forældrekontrakter, central styring og et omfattende system af kontroller. Og hvad angår børnene og de unge, betragtes de som bærere af tidens forfald. De kan kun reddes ved at blive ført ind på den rette vej. Vil de ikke gå frivilligt, må man kommandere dem til det, og det gør man så.

Alt dette er næsten så banalt, at sætningerne skriver sig selv. Det kan da ikke være hele forklaringen på den akutte kanonfeber? Der må være mere på færde.

For at finde ud af, hvad dette er, kan det lønne sig at spørge om, hvad det modsatte af en kanon egentlig er. Kanon er som sagt en liste over værker, som staten har godkendt. Det modsatte må således være noget som ikke er godkendt.

Kanon er fortegnelser over det som er kulturpolitisk korrekt. Dets modsætning må derfor være det ukorrekte. Kanon anviser den vej, myndighederne har autoriseret som den rette. Modsætningen må da være en uautoriseret vej.

Modsætningen til kanon er således afvigelsen og modsigelsen, med andre ord: Alt det, som er kættersk. Kanon og kætter er da også uløseligt forbundet med hinanden. Hvor der er en kanon, vil der også være en kætter, og hvor der er en kætter, vil der også være forfølgelse af anderledestænkende.

Historien er rig på eksempler herpå. Da man havde vedtaget den første kristne kanon, gik der kun et par år, før den første kætter blev henrettet. Siden er millioner af vantro, frafaldne, afvigere, dissidenter og protestanter fulgt efter. Historien om kanon er badet i kætteres blod.

De moderne kættere

Vore dages danske kanoner virker meget uskyldige i sammenligning hermed, men de fungerer på samme måde som i kætterbålenes tid. De er ikke spor uskyldige, og de har såmænd også deres kættere, men hvem er de?

De aktuelle kanoner søger jo at definere, hvad der er ægte dansk, og vor tids kætter må derfor være en der er udansk. Men hvad er så det? Danskhed er noget meget upræcist, men de nye kanoner præciserer begrebet. Efter at de er kommet på banen, er det blevet meget lettere at sige, hvad der er dansk, og hvad der ikke er det. Det drejer sig ikke blot om kunstgenstande, men også om mennesker.

Vor tids kættere er dem, der lukkes ude af det gode danske selskab i disse år. Dem der nægtes adgang til velfærdssamfundets goder på grund af deres kultur. Dem der ikke kan eller vil være danskere på samme måde, som flertallet er det.

Det er blandt andet indvandrere og flygtninge, men ikke kun dem. Det er også folk, der har svært ved at få fast arbejde, og som derved har svært ved at fungere som forbrugere. De skubbes ud i yderkanten af samfundet.

Den polsk-engelske filosof Zygmunt Baumann har i sin seneste bog Forspildte liv beskrevet disse modernitetens afvigere som en slags menneskeligt affald. De har ikke midlerne til at bevæge sig frit på markedet, men må opholde sig i mørket udenfor indkøbscentrenes festligt oplyste paladser, hvorfra de betragtes med stigende irritation, men ingen bør være i tvivl om, at den vrede, der rettes mod dem, skyldes en smertefuld forudanelse om, at man selv risikerer at lide samme skæbne.

I dag er det nemlig ikke mere sådan, at hvis man snubler, vil der altid stå nogen klar til at hjælpe en på benene igen. I stedet hedder det, at vi skal være "mere fleksible", hvilket vil sige, at vi skal ruste os til en endnu større usikkerhed, og hver især søge efter individuelle løsninger på samfundsskabte problemer.

Dette er modernitetens vilkår, skriver Bauman. Midt i overfloden kan ingen føle sig sikre, men ved at skubbe nogen ud af fællesskabet, kan man skabe en forestilling hos de tilbageblevne om, at de tilhører en specielt udvalgt gruppe med et særligt fællesskab, som for eksempel det danske.

Raffineret sortering

Nutidens nationalstater har ganske vist mistet en del af deres tidligere funktioner, men de har stadigvæk magt til at lave skillelinjer, hvilket vil sige: at udelukke. Og det gør de i stigende grad ved hjælp af begrebet om kultur. Derved bestemmer de, hvad der er inde, og hvad der er ude. Derved fastsætter de skillelinjer mellem det anerkendte og det frastødende, mellem det normale og det unormale, mellem det sunde og det syge, og da der ikke er tale om naturlige grænser såsom bjerge eller vandløb, men om kulturelle grænser, skal disse skillelinjer overvåges konstant og med stor omhu.

De aktuelle danske kanoniseringer er et led i sådanne kulturelle grænsedragninger. De fungerer som redskaber i en raffineret sorteringsmekanisme. Ved hjælp af forestillinger om kultur, bindes folk til en identitet, andre har givet dem, og de stakler, der ikke er i besiddelse af den rigtige danske kultur, bliver uophørligt kritiseret for deres afvigelser og truet med udstødelse af velfærdssamfundet. De er i sandhed vor tids kættere.

De udstødes, ikke på grund af noget de har gjort, men på grund af deres vaner og for noget, man mistænker dem for at mene, og hvis de ikke omvender sig til den rette form for danskhed, står de i fare for udvisning.

Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti har således udtalt, (Politiken den 31. maj 2005), at der kun skal gives opholdstilladelse til udlændinge, der vil respektere og værdsætte dansk kultur. Dem, der stiller sig udenfor, skal "hjælpes til at rejse hjem til de lande, de kommer fra," og det stopper ikke der:

I løbet af sommeren 2005 blev det nationalkulturelle kætterbegreb udvidet til også at omfatte nogle grønlændere, som socialdemokraterne ville fratage al socialhjælp. Godt nok var de danske statsborgere, men de kunne ikke tale dansk, så ud med dem.

Med de nye kanoner har man kort sagt fået et redskab, der kan bruges i denne udstødelsesproces. Det er nok derfor, kanonerne er så populære, men det er også derfor, de bør betragtes som skadelige og bør bekæmpes.

Egon Clausen er ansat på DR P1 og forfatter til en række bøger, herunder pamfletten 'Den skadelige kanon', der udkommer i dag på forlaget Tiderne Skifter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu