Læsetid: 4 min.

Ud over kanten

To Cannes-veteraner spiller ud. Og hvor Atom Egoyan ikke har ordentlig greb om krimigenren i 'Where the Truth Lies', så følger Gus Van Sant med 'Last Days' i fodsporene på sin egen Guldpalmevinder, 'Elephant'
14. maj 2005

Cannes - Man må tage hatten af for en film, der lader en ung pige klædt ud som Alice optræde med 'White Rabbit', Jefferson Airplanes musikalske hyldest til selve stofrusen, i en opsætning af Alice i Eventyrland på et børnehospital i Los Angeles i 1972.

Men det er også næsten alt, hvad der er at beundre i Where the Truth Lies, canadieren Atom Egoyans bidrag til konkurrencen i Cannes. Det er en syret scene i en film, der uden det store held forsøger sig i krimi- og noir-genren.

Egoyan, der senest gjorde sig bemærket med den ujævne Ararat, om tyrkernes folkemord på armenerne i 1915-18, har før anvendt mysteriet som motor i sine meget personlige film - Exotica, The Sweet Hereafter - der udforsker den menneskelige tilstand. Men i Where the Truth Lies lykkes det ham ikke at finde den rigtige balance mellem sit noir-materiale og den personlige opdagelsesrejse, hans hovedperson sendes ud på.

Utroværdigt

Where the Truth Lies er baseret på en kriminalroman af Rupert Holmes, og den kringlede handling foregår i og omkring den amerikanske underholdningsbranche.

Hovedpersonen er en ung, ambitiøs journalist, Karen (Alison Lohman), der i begyndelsen af 70'erne er på sporet af den hemmelighed, der i slutningen af 50'erne var grunden til, at det voldsomt populære komikerpar Lanny og Vince (Kevin Bacon og Colin Firth) afbrød deres samarbejde.

Karen er i gang at skrive en bog om Vince, men det er ikke nemt for hende at finde frem til sandheden, der også involverer en ung, død pige, Maureen (Rachel Blanchard) og Lennys højre hånd, Reuben (David Hayman) - og som både Lanny og Vince gør, hvad de kan for at skjule.

Det kunne sikkert have resulteret i en god film, men Egoyan synes ikke at befinde sig vel i krimigenren, og Where the Truth Lies lever ikke op til kravet om suspense og et interessant og i sammenhængen troværdigt plot. Han vil groft sagt gerne lave en ny Chinatown, men får i stedet lavet en ny Mulholland Falls.

Historien vender og drejer sig unødigt om sig selv et par gange, og selv om tidsbilledet - både 50'erne, der ses i flashbacks, og 70'erne - fungerer, så har han svært ved at skabe den rigtige, rå tone af dekadence og sleaze, efterhånden som Karen afdækker de to komikeres ikke videre stuerene privatliv.

Tilmed overbeviser Bacon og Firth ikke i de scener fra 50'erne, hvor vi oplever det Martin og Lewis-agtige makkerpar optræde, og Lohman er tæt på at være en katastrofe i hovedrollen, som hun er alt, alt for ung til. Hun ligner en sminket teenager, der prøver at spille voksen, og det er svært at tro på, at hun er, hvad hun giver sig ud for at være i filmen.

Ingen forklaringer

Gus Van Sant er tilbage med det minimalistiske drama Last Days, der stilistisk og narrativt ligner den film, Elephant, som for to år siden indbragte den amerikanske instruktør Guldpalmen. Last Days er inspireret af Nirvana-forsangeren Kurt Cobains død for 11 år siden, men som det understreges i en eftertekst, så er det en fiktion med fiktive karakterer.

Siden Cobain døde, har mange forsøgt at finde en tilfredsstillende forklaring på hans død, der officielt blev klassificeret som selvmord, men som blandt konspirationsteoretikere siges at være et mord bestilt af hans kone, Courtney Love.

Van Sant tilbyder os ingen forklaringer i Last Days - ligesom han ikke gjorde det i Elephant, der handlede om en tragisk highschool-shooting - og i stedet lader han os følge de sidste timer i rockstjernen Blakes liv. Vind og skæv af stoffer strejfer Blake (Michael Pitt) rundt på sin store landejendom, tænder bål i skoven, spiller musik, stener og taler med sig selv.

Med det køligt registrerende kamera og en næsten hyperrealistisk, suggestiv lydside understreger Van Sant den hjerteskærende isolation, som den konstant småmumlende og knap nok nærværende Blake føler i forhold til sine omgivelser.

Hypnotiserende

Flere scener gennemspilles to gange - også ligesom i Elephant - først fra én synsvinkel og så fra en anden. Det ophæver fornemmelsen af tid, og selv om Last Days indimellem er noget introvert, så har den en næsten hypnotiserende effekt på publikum.

Man bliver suget ind i Blakes verden, og på trods af at man ikke lærer ham at kende eller får andet end antydninger af, hvorfor han befinder sig, hvor han gør, så er det svært ikke at blive grebet af historien om dette tydeligvis fortabte menneske, der kun har sig selv at holde fast i.

Specielt gribende er en scene, hvor Blake står i sin fraværende datters værelse og kigger på hendes små sko, og de to gange, hvor han helt alene demonstrerer sit musikalske talent.

Michael Pitt, der spiller hovedrollen som Blake, er tæt på at være en tro kopi af Cobain med sit halvlange, lyse, filtrede hår og daggamle skæbstubbe. Det er en svær rolle. Der bliver ikke talt meget i filmen, og det meste skal kommunikeres med kropssprog, fordi kameraet sjældent er så tæt på Blake, at man kan se hans ansigt. Men det virker, og man lader sig overbevise om, at Pitt er en mand på vej ud over kanten.

Last Days er måske ikke ligefrem en Guldpalmevinder, men dog en af de første, virkelig interessante konkurrencefilm her i Cannes.

Både 'Last Days' og 'Where the Truth Lies' er indkøbt til dansk biografdistribution

www.festival-cannes.fr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her