Læsetid: 3 min.

Ud over kanten

4. april 2002

»Det bør undgås at nævne personers slægtsforhold, stilling, race, nationalitet, trosbekendelse eller organisationsforhold, medmindre dette direkte har med sagen at gøre.«
Vejledende regler for god presseskik, punkt C4 om retsreportage

MORGENAVISEN Jyllands-Posten er bekymret for ytringsfriheden. Denne frihed er truet af selveste Pressenævnet, som med en højesteretsdommer i spidsen har kritiseret avisen for at skrive, at de dømte i en retssag om voldtægt og overfald var somaliere.
Tirsdag kom statsministeren den store og ham venligtsindede avis til undsætning med sine opsigtsvækkende ord om, at Pressenævnet er »tippet helt ud over kanten«. Avisen har tordnet imod Pressenævnets afgørelse i ledende artikler og lovet at handle i strid med den ved først givne lejlighed. Jyllands-Posten mener, at de involveredes nationalitet og etnicitet er relevant i stort set alle kriminalsager.
En lille test. Lad os prøve at indsætte ordene »jøde« og »jødisk« i stedet for de i mediernes kriminalreportage ofte forekommende betegnelser på indvandrernationaliteter. Et par nyere eksempler fra dagspressen:
JP-Århus, 10. marts 2002: »En 19-årig jødisk mand blev lørdag ved under et lukket grundlovsforhør ved retten i Århus fængslet til den 5. april sigtet for voldtægt...«
Fredericia Dagblad, 9. marts: »Kvinden lå og sov i en lejlighed i Sjællandsgade i Fredericia, da hun en nat sidste år vågnede ved, at en 25-årig jøde pludselig var gået ind i lejligheden, sad ved siden af hende og pillede hende i skridtet.«
Eller JP-Københavns overskrift 12. januar (sagen fra Pressenævnet): »Tre jødiske søskende fik fængselsdomme i voldtægtssag«.
Hvordan lyder dét?

MEDIERETSEKSPERTEN Oluf Jørgensen sagde tirsdag aften i DR2’s Deadline, at Pressenævnets afgørelse bygger »på en af de klarest formulerede retningslinjer« i det regelsæt, der ligger til grund for nævnets arbejde.
Det, der kan undre, er ikke så meget, at flertallet i Pressenævnet vælger at kritisere Jyllands-Posten, men snarere, at ét af de fire medlemmer mener, at den klare regel ikke er overtrådt.
Jyllands-Posten har på intet tidspunkt argumenteret for, at de dømtes nationalitet i den konkrete sag har »direkte har med sagen at gøre«.
I stedet har avisen ubestemt henvist til debatten om »indvandrerkriminalitet« og konstateret, at »tiden er løbet fra« reglerne om god presseskik. Samt kaldt Pressenævnets flertal »verdensfjerne kustoder«. Statsministeren har – som debattører ofte gør, når argumenterne slipper op – kaldt afgørelsen »politisk korrekt«.
Men hvorfor er de tre somalieres nationalitet specifikt relevant for at forstå sagen? Er det, fordi somaliere er genetisk eller kulturelt forudbestemt til at begå voldtægt (som den somaliske mand i den konkrete sag) eller til at overfalde voldtægtsofre og flå håret af dem i totter (hvilket hans to søstre er dømt for)?
Det korte af det lange er vel, at der blandt fattige, uuddannede og arbejdsløse jøder, danskere, canadiere, somaliere, kristne eller muslimer vil være en højere hyppighed af kriminalitet end blandt rige, veluddannede og fastansatte jøder, danskere, canadiere, somaliere, kristne eller muslimer.

MÅSKE ER statsministerens usædvanlige indlæg i debatten et selvforsvar. I hvert fald er ligheden påfaldende mellem Jyllands-Postens insisteren på at henvise til lovovertræderes nationalitet og etnicitet og en enkelt Venstre-valgannonce i den netop overståede valgkamp. Den med det store farvefoto af en gruppe palæstinensiske unge, der blev dømt i en århusiansk sag om gruppevoldtægt, sammen med deres søskende og venner. Anders Fogh Rasmussen synes så grebet af sin medvind, at han er tippet helt ud over de kanter, der udgør naturlige og nødvendige barrierer i magtens tredeling i et demokrati.
Oluf Jørgensens vurdering er, at statsministeren med sine udtalelser har svækket Pressenævnet. Kunne han tilsvarende – efter mottoet Tid til forandring – bekendtgøre, at Flygtningenævnet er tippet ud over kanten ved at tildele asyl i en konkret sag? Eller vil han svække den dømmende magt til fordel for den udøvende ved at meddele Højesteret, at en frifundet person skulle have været domfældt? Nej, vel? Der må være en kant.

ni.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her