Læsetid: 6 min.

Kaos og mirakler

Efter et møde på d'Angleterre, hvor Børge Outze satte Christmas Møller stolen for døren, gik Information over jorden. Dagbladet Dagen kunne have lært af denne avis, der byggede på en idé og iøvrigt blev et mekka for læserdebat
4. maj 2005

Der er to nøglepersoner i Informations historie. Den ene er Børge Outze, den anden er 'den usynlige helt', Robert Holmberg. Han blev avisens første direktør, var grafiker og kom fra Gutenberghus (nu Egmont). Det var ham, der designede den røde prik over i'et i avisens hoved, det unikt fungerende logo. Desuden var han uhyre teknisk begavet og en ildsjæl, der mirakuløst rejste frelsende penge gang på gang i de næsten 20 år, hvor han var direktør på bladet.

Den første avis kom på gaden allerde den 5. maj 1945, var på to sider og solgtes i løssalg for 25 øre. Det var dyrt, men avisen solgte godt. Information havde jo ingen penge. Udbetalingerne i den første tid kom fra Robert Holmbergs egen lomme, en brandforsikring fra hans hus, der var brændt tidligere på året og 25-ørerne fra det første nummer.

Starten var totalt kaos. Outze huskede siden dagene som en tåge, de gik i ét, kun afbrudt af få timers søvn. Det var nødvendigt at finde en varig løsning, hvis det nye dagblad skulle fortsætte.

To møder blev afgørende for Informations overlevelse. Det første var en middag holdt af udenrigsminister John Christmas Møller i hans suite på hotel d'Angleterre den 14. maj 1945. Han havde indkaldt en række toneangivende pressefolk, der alle var fremtrædende i modstandsbevægelsen. De skulle fordele redaktørposterne på de store københavnske dagblade. Men det gik ikke, som han havde planlagt. Udenrigsministeren var uligevægtig og bitter, en presset mand. Han havde tilbragt de sidste år af besættelsen i England, isoleret fra de hjemlige forhold. Nu var han vendt tilbage, men ude af trit og havde allerede tabt magtkampen til de 'gamle' politikere. De, der var blevet hjemme og havde samarbejdet med tyskerne. Desuden var han kort forinden blevet ramt af en personlig tragedie. Hans eneste søn, Lille-John, var dræbt blot en måned tidligere - den 9. april. Lille-John var uddannet i den engelske hær og chef for en opklaringsenhed, der arbejdede i spidsen for engelske tropper ved fremrykning. En type soldat der "aldrig tog fanger".

Christmas Møller begyndte straks ved middagens start at fordele redaktørposterne. Det startede også fint med Nationaltidende, men derpå afslørede han sine planer med Børge Outze:

"De, Outze, skal til Washington, som presseattaché."

"Nej, det skal jeg ikke," svarede Outze, "jeg er ved at starte en avis."

"Det bliver ikke til noget! De tager til Washington."

Men Outze holdt fast på sit. Christmas Møller gik videre til Berlingske Tidende, hvor han ville placere Aage Schoch og Ebbe Munck som redaktører. Men det viste sig, at Schoch allerede var ansat af Berlingske Tidendes bestyrelse. Det kom ikke bare bag på Christmas Møller - som derpå forlod middagen uden at vende tilbage - men også på Ebbe Munck, der hermed var ude i kulden.

Det blev Informations redning. Der var ingen, der troede, at Børge Outze kunne klare det alene, men med Ebbe Munck var det anderledes. Han var allerede en stjerne, og under krigen havde han i Stockholm været forbindelsesmanden mellem modstandsbevægelsen og de allierede. Han havde usædvanligt gode forbindelser. Ebbe Munck blev senere ambassadør og hofchef og kendt for citatet: "Journalistik kan føre til meget. Især hvis man forlader den i tide."

Dagen efter, den 15. maj 1945, var der møde på Information, indkaldt af Frode Jakobsen, endnu en minister i befrielsesregeringen. Det skulle afklare muligheden for at starte avisen Information. Frode Jakobsen spurgte de indbudte pressefolk en for en, om de ville være med. En for en sagde de nej. De var alle tilbage på deres gamle blade. Der var bud efter dem. Til sidst var der kun Ebbe Munck tilbage. Frode Jakobsen sagde: "Der ligger stor vægt på din afgørelse." Ebbe Munck rømmede sig og sagde: "Okay."

Det var nok. Ebbe Muncks position var så stærk, at der herefter ikke var nogen, der tvivlede på, at Information ville komme som dagblad.

Den unge journalist Paul Hammerich var dengang ansat på Politiken, og han beskrev senere i sin Danmarkskrønike den nye avis:

"Vi på Politiken så med overbærende misundelse på, hvordan man i St. Kongensgade torpederede hævdvundne journalistiske konventioner: blandede reportage med kommentarer, tillod sig indbyrdes pennefejder for åbne spalter, optog kritik af bladet i den voluminøse læserbrevsspalte uden at sætte de forvorpne på plads og give redaktionen det obligate sidste ord, og - værst af alt - ignorerede 'væsentlige' begivenheder såsom Rebildfester, 6-dagesløb, dyrskuer og de tre små prinsesser på ski (...) Information havde blot gennemført en ny seriøs prioritering, som virkede inciterende på bladets målgruppe - eliten - og som uendelig modvilligt smittede af på de store halvseriøse, men partibundne morgenblade."

Information var forud for sin tid. Inspireret af britiske aviser og drevet af engagement. Det var en åben avis med megen journalistisk frihed - hvis man var dygtig nok. Information blev organ for den borgerlige del af modstandsbevægelsen. Og den forblev en borgerlig avis, til den slog en redaktionel kolbøtte i slutningen af 60'erne og blev venstreorienteret. Avisen fastholdt dog i nogen grad evnen til fortsat at være i opposition - også til sine egne læseres holdninger.

Fra begyndelsen i maj 1945 talte avisen for udrensning 'til tops og til bunds' i opgøret med besættelsestiden. Men samtidig kom modstanderne til orde i avisen. Redaktionschefen Ove Martin - af flere karakteriseret som efterkrigstidens bedste reporter - lavede fx et opsigtsvækkende interview med den forhadte Erik Scavenius, bragt 21. september 1945. Her forsvarede Scavenius samarbejdspolitikken og kritiserede retsopgøret og de opportunistiske politikere. Hartvig Frisch, Hal Koch, Poul Henningsen og andre kritikere af retsopgøret kom også til orde.

Denne åbenhed over for de forskellige holdninger i en konflikt kendetegnede Information fra starten. Nogen egentlig linie ud over dette var der ikke lagt. Medarbejderne tog emner op, som interesserede dem og skrev efter en personligt anlagt linie. Det åbnede op for engagement og talent. Resultatet var en god og nyskabende avis.

I dag er det en selvfølge, at aviser ikke er tilknyttet et politisk parti, og at der er åbne læserbrevsspalter. Men det var fx først så sent som i 1970-71, at den nye chefredaktør på Politiken Herbert Pundik gav avisens Christiansborg-reportere besked om, at de ikke længere måtte deltage i Det Radikale Venstres gruppemøder. Men Pundik kom også fra Information, og her havde man været 'uafhængig af partipolitiske interesser' siden 1945.

Dagbladet Information overlevede utallige forhindringer og kaos, fordi det voksede frem på denne idé om en avis. Og så var der opbakning bag blandt en tilstrækkelig stor del af læserne. I begyndelsen var projektet politisk - udrensning - men avisen udviklede sig snart til noget mere. Idéen viste sig bæredygtig.

Det nye dagblad Dagens udgangspunkt i 2003 var et ganske andet. Det var en nøje analyse af massernes medieforbrug fra strategibureauet Bernbach. Ifølge den var der et hul i markedet. Dagen blev født som en avis med en veldefineret målgruppe: de ressourcestærke og købedygtige unge. Dem var der 270.000 af ifølge analysen. Markedet var avisens udgangspunkt.

Men det holdt ikke. Der var ingen politisk idé, intet projekt til grund for Dagen. Og der var heller ikke tilstrækkelig opbakning i befolkningen. Dagens målgruppe købte ikke avisen, den kom aldrig op på de læser- og oplagstal, som stifterne havde regnet sig frem til. Mistilliden var også gensidig. Dagen var planlagt og udkom i starten uden læserbreve. Dagens ledelse troede ikke på dialog med dens læsere i avisen.

Måske det var gået anderledes, hvis Dagen havde haft et projekt eller en idé som udgangspunkt, fx et generationsopgør a la 'nu skal vi under 40 snydes igen, mens de store årgange fra 40'erne og 50'erne endnu en gang har sørget for at rage til sig'.

I Dagens premiere-nummer var forsidehistorien imidlertid, at de unge privilegerede havde det godt og var tilfredse.

Hvis Information i dag skal leve op til sin oprindelse, så er en væsentlig del at være i opposition, at skrive op imod sine læsere og udfordre dem, rumme modstridende synspunkter og debat. Især på stofområder, som Information har gjort til sine mærkesager: ulandshjælp, økologi, alternativ energi, social ansvarlighed, bæredygtighed, globalisering, EU m.m. Men ikke som de andre. For medarbejdere på Information må det aldrig være nok at skrive for at fremme disse sager, de skal også udfordres og kritiseres. Lever Information op til det i dag? Får vi læsere modstand nok? Svaret er vel: nogle gange. Og måske er det godt nok. Men behovet for en avis af Informations type, med dens baggrund og tradition er ikke mindre i dag end i starten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her