Læsetid: 4 min.

Kaotisk chefskifte

15. marts 2000

For første gang kommer en tysker nu i spidsen for den Internationale Valutafond, IMF. Man kunne sige hjertelig til lykke til Forbundsrepublikken. Men vejen til valget af den tidligere vicefinansminister og nuværende direktør for EBRD (Udviklingsbanken for Østeuropa) Horst Köhler til posten som administerende direktør for IMF har været så kaotisk og problemfyldt, at det er mere på sin plads at drage et lettelsens suk end at fejre udnævnelsen med blomster og champagne.
Krisen omkring chefskiftet, der har stået på i måneder, indtræffer på et tidspunkt, hvor der netop er tvivl om IMF's indhold, rolle og fremtid, og hvor vigtige spørgsmål skal afklares - til fordel for hårdt trængende, fattigdomshærgede lande i flere verdensdele. Disse problemer er for en stund blevet overskygget af diplomatiske forviklinger mellem de rige lande.

Den megen usikkerhed omkring chefskiftet, der ikke ligefrem styrker tilliden til EU-landenes handlekraft og initiativ i relation til udviklingslandene, er så meget mindre forståelig, som Tyskland på forhånd var selv-skreven til at besætte posten. Det er en tradition, at den beklædes af en europæer (mens søsterorganisationen, Verdensbanken, ledes af en amerikaner).
Da den afgående IMF-direktør, Michel Camdessus, der har siddet på posten i 13 år, er franskmand, og da der ingen tysker er på topposterne i EU og NATO, var det Tyskland, der stod for tur.
Men forbundskansler Gerhard Schröder lancerede en kandidat, vicefinansminister Caio Koch-Weser, som både USA og de europæiske regeringer fandt ukvalificeret - selv om europæerne ikke sagde det højt, for ikke at støde Tyskland. Indvendingen lød, at han ikke havde format og erfaring nok til posten, og at han savnede opbakning i udviklingslandene. Ikke desto mindre fastholdt Tyskland hans kandidatur, indtil præsident Clinton udtrykkeligt nedlagde veto, og Schröder måtte sende Köhler - en CDU-politiker - på banen. Hermed har Tyskland været genstand for en ydmygelse, der kunne have været undgået.
Undervejs opstod der mislyde mellem Frankrig og Tyskland, fordi den franske regering en overgang overvejede at lancere formanden for Nationalforsamlingen, Laurent Fabius, som kandidat - ud fra den betragtning, at Koch-Weser ingen chancer havde, og at Fabius - tidligere fransk regeringschef - ville være en virkelig sværvægter til posten. Det blev kendt allererede midt på sommeren i 1999, at Camdessus ville gå af, selv om det først blev officielt meddelt i november. Først for få dage siden kom den acceptable kandidat ind i billedet. Der var gået syv måneder, hvor Europa havde givet en forstemmende opvisning i tøven, splittelse og haltende
diplomati - og efterladt det indtryk, at de overlod afgørelsen til USA's præsident.
Hvis den tyske regering havde forhørt sig diskret hos sine partnere forinden, ville den ikke have lanceret
Koch-Weser som kandidat. Meddelelsen kom som lyn fra en klar himmel og fik også af den grund en dårlig modtagelse hos partnerne.

Horst KÖHLER, der lige har fået præsident Clintons blå stempel og ventes officielt udpeget sidst på ugen, er en økonomisk-diplomatisk sværvægter, der spillede en hovedrolle for ti år siden ved forhandlingerne om Maastricht-traktaten. Han er altså en af euroens fædre, og det betyder, at man forbinder hans navn med finansiel ortodoksi. Men på sin kommende post kan han ikke nøjes med denne ballast, for IMF's politik i de fattige og gældstyngede lande er på vej ind i en ændring efter hård kritik. I løbet af de sidste ti år har disse lande erfaret, at kanaliseringen af kreditter fra Verdensbanken og IMF var ledsaget af stadig hårdere krav om liberal økonomi og privatiseringer uden hensyn til, hvad der var politisk gennemførligt, og ofte med sociale kata-strofer til følge. USA er og bliver 'hovedaktionæren',
og IMF's politik har i vidt omfang været dikteret af
Washington og Wall Street, men det er et forholdsvis beroligende tegn, at Kongressen nu kræver en mindre interventionistisk politik.
Omstændighederne ved Köhlers udnævnelse risikerer at svække EU's indflydelse i IMF, og USA lægger stor vægt på, at amerikaneren Stanley Fischer fortsætter som vicedirektør.
IMF, der blev oprettet i 1944, er en af de vigtigste
internationale institutioner i verden og spiller i dag en større - og mere politisk - rolle end nogensinde som følge af den globaliserede økonomi, der har udviklet sig efter Murens fald i 1989. Men netop som denne institution befinder sig ved en korsvej, og dens fremtid er til debat, har de europæiske regeringer vist sig ude af stand til at udpege en ny IMF-chef på en rimelig hurtig og værdig måde, og de har heller ikke kunnet definere en fælles holdning vedrørende IMF's fremtidige kurs. Mens USA lægger sine forslag på bordet, har de europæiske regeringer brugt deres energi på korridordiskussioner om personspørgsmål. Det kunne have været en oplagt lejlighed til en tilbundsgående debat om et projekt, et europæisk udspil for at bringe verdens underprivilegerede lande på fode.B.V.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu