Læsetid: 3 min.

En kapitalbrøler

5. februar 1997

"Lønmodtagerne har her en chance for selv at tage ansvaret for den industrielle udvikling. Pensionen har dermed mere end én betydning. Tør vi og forstår vi, at vi dermed kan komme til at eje det meste af dansk industri inden århundredeskiftet?"

Poul Nyrup Rasmussen, 1988.

SÅDAN LØD spørgsmålet, da den visionære direktør for Lønmodtagernes Dyrtidsfond talte ved en fagforeningskonference i Århus for små ti år siden. Ordene havde vægt. Når Poul Nyrup ved denne og andre lejligheder talte om perspektivet i de store pensionsformuer, var han ikke blot eksperten, der som LD-direktør selv sad på milliarderne. Nyrup var samtidig næstformand i Socialdemokratiet. Svend Aukens gode ven og nære kampfælle ville sætte en ny dagsorden og bringe debatten om økonomisk demokrati i centrum.
Den store fiasko med Socialdemokratiets og fagbevægelsens planer om ØD med central fond skulle glemmes. Trods massive kampagner havde tankerne om den indviklede form for opsparing og medarbejdereje aldrig skabt begejstring. Et forsøg med en tilsvarende model for overskudsdeling havde lidt samme skæbne.

POUL NYRUP udviste derfor et vist mod, da han i slutningen af 1980'erne ved flere lejligheder agiterede for at ændre LO's officielle holdning, der netop gik ud på at være meget forsigtig med at kræve reel indflydelse for pensionspengene.
Trods Nyrups visioner endte de store fagforbund i praksis med at sige nej til at styre erhvervslivet gennem aktiv placering af de store pensionsformuer. Siden "pensions-gennembruddet" på LO-området i 1989 og 1991 har den faglige parole været klar: At sikre det højest mulige afkast har den absolutte førsteprioritet, når det gælder medlemmernes pensionsopsparing.
Det er følgelig også de meldinger, der kommer fra pensionsordningernes daglige administratorer. Som det f.eks. blev udtrykt i det interview, dette blad bragte i lørdags med direktøren for PensionsSelskaberne, Torben Möger Pedersen. For direktøren er sagen klar: Det er risikabelt og imod gældende lovgivning at satse på andet end det højest mulige afkast. Og medlemmerne har jo heller ikke bedt om det.

DET OPSIGTSVÆKKENDE er sådan set ikke, hvad direktøren siger. Men derimod at han er i fuld overensstemmelse med sit politiske bagland. Nyrup har selv for længst droppet visionerne. Hele sagen er taget af programmet i Socialdemokratiet. Festen er aflyst og loven om det højest mulige afkast har erstattet det afsnit i principprogrammet, som ingen alligevel gad at læse.
For at bruge Nyrups sprogbrug fra 1988: Man tør ikke. Og man ser ikke perspektivet.
Efter planøkonomiernes ynkelige kollaps i Østeuropa er der ikke nogen, der skal have noget klinket. Markedet er jo bedst.

I DISSE ÅR vokser pensionsformuerne med omkring 100 milliarder kr. om året. Realiteten er, at lønmodtagerne gennem de mange obligatoriske pensionsordninger ejer en stadig større del af erhvervslivet. Men debatten om, hvordan dette ejerskab udøves, eksisterer stort set ikke. Det er ikke blot en utrolig passivitet. Det er dårligt ejerskab ikke at stille kvalificerede krav til den virksomhed, man er medejer af. Og det er en politisk fallit, at Socialdemokratiet og tilsyneladende også de radikale helt har meldt pas.
Der er 117 problemer i at udøve et aktivt ejerskab med dele af pensionsformuerne. Risikoen for udskejelser i form af useriøse investeringsprojekter er tilstede. Kan den enkelte vælge at få sine penge i en pulje med en bestemt investeringsprofil kan det skabe uorden i regnestykkerne i de solidariske ordninger. Osv. osv. En teknisk præget betænkning fra 1985 har præsteret en relevant problemremse på ca. 300 sider. Men hele denne remse er trods alt for intet at regne mod den række af problemer, som den globaliserede markedsøkonomi står med - og som vort lille land dermed er vævet ind i.
De store koncerners etik og forretningsmoral er vigtigere end nogensinde. Vi står overfor kolossale miljøproblemer og fascinerende og skræmmende tekniske muligheder. Tror vi virkelig, at den klogeste investering i denne verden og den optimale investeringspolitik hedder "højest muligt afkast"? Er svaret ja, er det et stort politisk nederlag.
Men det er måske også dybest set pointen. Magtesløsheden overfor det aktive ejerskab afspejler folkestyrets og det politiske demokratis almindelige nedtur. Når EU og og de globale markedskræfter sætter standarden, må vi jo bare håbe det bedste. Eller hvad? Har Poul Nyrup og Marianne Jelved virkelig givet op og arkiveret de demokratiske visioner?

mol (Jacob Mollerup)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu