Læsetid: 4 min.

Kapitalisme på dope

21. august 1998

Det dopede samfund, der jagter det oppustede og hormonsprudlende fremskridt og søger væk-sten for pengenes egen skyld, er i de forløbne uger blevet ramt af nye afsløringer. Store som små fisk er blevet taget på fersk gerning i den globale sportsindustris dopingkonkurrencer. Man kan næsten blive syg af at tænke på alle de stakkels ambitiøse mennesker, der har ladet sig lokke ud på dopingvejen til succes, stjernestatus - og måske rigdom.
I tirsdags blev en 27-årig mand idømt fire måneders fængsel for at have ageret bydreng for en mindre bande, der forhandlede stjålne dopingmidler i bodybuilderkredse i Helsingør. Brugen af forbudte stoffer har bredt sig i styrketræningscentrene. Og langt udenfor bodybuilder-kredse. Unge helt ned i 14-15 års alderen forsøger med væksthormoner at efterligne deres sportshelte fra fjernsynet. Det er sygt, men det kan være en djævelsk fristelse, når man er et lille usikkert pubertetsskvat, og drømmer om at blive stor og stærk.
I cykelsporten blev dopingsamfundets logik udstillet på alverdens tv-skærme i sommerens løb. Tour de France blev tvunget i knæ af dopingfund, politiransagelser og strejker. I Frankrig fortsætter dommerundersøgelsen af Festina-holdet og TVM. I Portugal Rundt blev fire 'misbrugere' smidt ud, og forleden blev Cofidis-rytteren og vinderen af løbet i San Sebastian, Francesco Casagrande, fyret efter to 'positive' tests.

Om det lykkes den Internationale Cykelunion at rydde op i feltet vil tiden vise, men på et møde i sidste uge besluttede man at øge budgettet for dopingkontrol. Fra 1. januar 1999 øges antallet af blodprøver, og man foreslår, at antallet af løbsdage nedsættes til 90 for at mindske presset på rytterne. Det schweiziske cykelforbund er uenig og foreslår i stedet, at rytterne får lov til at tage det forbudte stof EPO, der øger produktionen af røde blodlegemer - og giver rytterne 15 procents ekstra styrke. Men det vil offentligheden, cykelsponsorerne og politikerne næppe acceptere. Derfor fyrede Cofidis-holdet sin stjerne, og derfor meddelte Deutsche Telekom i onsdags, at de vil give omkring fire mio. kr. til kampen mod doping. Den slags giver god publicity, så længe ingen af holdets ryttere bliver grebet på fersk gerning.
Ingen elitesport synes at gå fri. "Fodboldverdenen er et ambulant apotek", siger Roma-træneren, Zdenek Zeman, og han har skabt en medielavine med anklager om en "forbløffende muskeleksplosion" hos bl.a. Juventus-spilleren Alessandro del Piero. Det har sat en større undersøgelse i gang, og under afhøringerne har flere spillere erkendt, at de fik "farvede piller" op til årets Europa Cup finale mod Real Madrid. Spillerne siger, at de ikke ved, hvad pillerne indeholdt, men holdets læge hævder, at det blot var en ufarlig blanding af vitaminer, aminosyrer, kreatiner, mineraler og vand. Hvad der er sandheden i sagen - en anden træners misundelse eller reel doping - vil undersøgelsen forhåbentlig afsløre. Indtil da må vi nøjes med at konstatere, at doping eksisterer inden for fodboldverdenen, hvor tv-og reklamemillionerne frister flere og flere. Det franske fodboldforbund har netop fundet Le Havres forsvarsspiller Cyrille Pouget, skyldig i doping.

Påfaldende højt er dopingmisbruget også inden for elitesvømning. I sommer blev fire kinesiske svømmere udelukket på grund af misbrug og den tredobbelte olympiske mester, ireren Michelle Smith, er blevet udelukket fra konkurrencer i fire år. Og hendes mand, den tidligere dopingdømte diskoskaster, Erik de
Bruin, der har trænet hende, er blevet fyret som kommentator ved hollandsk tv.
I Tyskland indledtes i denne uge en retssag mod tre ekstrænere og to læger fra svømmeklubben TSC Berlin, der fra 1978 til 1989 fyldte 17 mindreårige svømmere med piller og anabolske steroider. Det var for så vidt eksemplarisk praksis i en DDR-stat, der ville kaste guldglans på den reelt eksisterende socialistiske ideologi, men svømmerne har fået ødelagt helbredet. En af pigerne er f.eks. ude af stand til at få børn i dag.
Den reelt eksisterende kapitalisme er stadig på dope. Den amerikanske stjerneatlet Dennis Mitchell er netop taget i to dopingprøver med en stærk overdosis af testosteron i urinen. Som mange andre eliteidræts-udøvere, der stræber efter toppen, guldet og pengene, overskred han en grænse. Men grænsen flyder. Mange forbudte dopingstoffer - det være sig testosteron eller EPO - produceres på naturlig vis i kroppen, men det er først, når udøverne har en dosis, der ligger langt ud over det naturlige, at de bliver fældet af kontrollen.

En dopingprøve er endnu ikke 100 procent sikker, erkender eksperterne, og hvad værre er, så halter det ind imellem med kontrollen. I går erkendte f.eks. chefen for USA's olympiske komité, Dick Schultz, overfor avisen Washington Post, at "der er store huller i komiteens program for dopingkontrol." Et af hovedproblemerne er penge. For det første fordi effektiv kontrol er dyr. For det andet fordi den sponsor-afhængige OL-komité har en egeninteresse i, at f.eks. amerikanske atleter vinder guld for at øge egne indtægter. Dette dilemma er reelt, og de kan som andre kontrollanter blive fristet til at se igennem fingre med misbrug i eliten.
Den internationale olympiske komité diskuterede en opstramning af dopingreglerne på et møde i Lausanne i går. Men IOC's præsident, Juan Antonio Samaranch ser ud til at være en hindring. For nogle uger siden udtalte han, at visse dopingstoffer bør tilllades, hvis blot de ikke er til skade for helbredet og indtages under strikt medicinsk kontrol.
Det vil være uklogt. For en sådan politik vil være en glidebane, væk fra den ædle kappestrid og ind i en sportsverden, hvor resultaterne afgøres af medicinalindustriens præstationer.bjm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu