Læsetid: 5 min.

Kapitalismens endeligt påny

Efter at debatten har raset i Tyskland, flytter den nu til Frankrig. Bedst som både globaliseringen og kapitalismen triumferer, hævdes de begge at være under afvikling. Den kortsigtede jagt på profit peger ikke ind i fremtiden
3. november 2005

Tre uoverskuelige spørgsmål trænger sig på: Er globaliseringen selvdestruktiv? Og er kapitalismen selvdestruktiv? Og er det første spørgsmål at forveksle med det andet? For globaliseringen og kapitalismen møder idag i deres frie udfoldelse en og samme modstand - en modstand, som de selv skaber. Barrieren kaldes nationalisme og når den forkastes, forstærkes den.

Det synes i hvert fald at være ugemagasinet Le Courrier Internationals pointe i et tema betitlet "Globaliseringens endeligt". To eksempler blandt mange illustrerer rækkevidden:

Da Pepsi tidligere på året ifølge forlydender ville opkøbe franske Danone, gav det genlyd i Frankrigs regering, der påberåbte sig "en økonomisk patriotisme". The Economist påpegede det franske hykleri: "Imens politikerne i Frankrig våger over deres industrielle Maginotlinje, sætter deres forretningsmænd kløerne i deres europæiske nabolandes virksomheder." Og The Economist har bestemt fat i noget. Men ikke alt. For hykleriet er ikke kun fransk.

Den 4. august trækker det kinesiske CNOOC nemlig sit annoncerede opkøb af amerikanske Unocal tilbage for at opkøbe et mindre selskab, ChevronTexaco. Lidt over en måned forinden havde Repræsentanternes Hus nemlig stemt for at blokere et kinesisk opkøb af Unocal i "den nationale sikkerheds navn".

Vækst og nationalisme

I New York Review of Books giver den britiske filosof John Gray samme spørgsmål opmærksomhed. Og han er umiddelbart enig. Globaliseringen bremses af bl.a. fransk og amerikansk nationalisme. Men ikke af alle nationalismer. Heller ikke for en historisk betragtning. Som Gray anfører, opstod USA og Englands økonomiske opblomstring på baggrund af en spirende nationalfølelse ligesom nationalistisk modstand over for Vestens magt stimulerede Meiji Japans økonomiske udvikling:

"Nationalismen fyrede op under kapitalismens eksplosive vækst i det 19. og 20. århundrede ligesom det er tilfældet idag i Kina og Indien. I begge lande omfavnes globaliseringen ikke kun grundet den velstand, den muliggør, men også grundet den mulighed, den åbner for at udfordre vestligt overherredømme. Når Kina og Indien bliver stormagter, vil de søge anerkendelse af deres distinkte kultur og værdier, og internationale institutioner må omformes for at afspejle en vifte af økonomiske og politiske modellers legitimitet. Til den tid vil USA og andre vestlige nationers krav blive fundamentalt udfordret, og den globale magtbalance vil tippe."

Tanken om truslen mod den vestlige model er måske skrækindjagende. Men frygt indgyder ikke kun tanken om, at blive overløbet af kapitalstærke asiater. Også tanken om, at vor model skal blive undergravet af fattige afrikanere. I en artikel i Le Monde beskriver forfatteren Tahar Ben Jelloun scenariet med et citat af sin kollega Octavio Paz. De seneste flygtningestrømme ihukommer de latinamerikanere, der ankom til USA og den vestlige verden ved at slå døren ind:

"Disse folk, der træder ind på modernitetens scene, i det øjeblik lysene er ved at gå ud."

Kapitalismens selvmord

Octavio Paz' billede ligner mistænkeligt det, som en række franske økonomer for indeværende tegner for de kommende generationer. Efter stor tysk debat om kapitalisme tidligere på året, er en lignende nu brudt ud i Frankrig. Men her drejer den sig ikke om kapitalismens almagt. Snarere dens afmagt. Hvad diverse eksperter i en håndfuld publikationer, der alle er udkommet de sidste par måneder, simultant har fattet interesse for er, om den kapitalisme, der har sikret vestligt herredømme, er ved at afvikle sig selv.

Spørgsmålet er velkendt. Men dem, der stiller det, er ikke længere marxister, som ikke blot forudser, men imødeser kapitalismens afvikling. Det er snarere kapitalismens fortalere, der frygter for dens fremtid - og ser tilbage på Marx' samtid for at forstå, hvad der er gået tabt:

"Engang var kapitalisten på en og samme tid entreprenør og ejermand: Det var den entreprenante drift, der var ophav til den akkumulering og udnyttelse, som Marx beskrev. Idag er det ejer-aktionærer berøvet entreprenørånd og styret af en drift efter berigelse. Vor tids kapitalist er anonym. Indehaverne af kapital, adskilt fra virksomhedslederne, er de 300 millioner aktionærer, der er på jorden," konstaterer forhenværende chef for Crédit Lyonnais, Jean Peyrelevade, der har udgivet 'Le Capitalisme total', i ugemagasinet L'express.

Konsekvensen, mener han, er, at aktien, der tidligere var et redskab til at foretage langtidsinvesteringer, i dag tjener kortsigtet spekulation.

Dødelig dosis profit

Jean-Luc Grénau, der har udgivet L'Avenir du capitalisme, og Elie Cohen, som har publiceret Le Nouvel Age du Capitalisme, er begge enige med Peyrelevade. Tilsyneladende også om målet: at korrigere kapitalismen for at sikre kapitalismen.

Som også Patrick Artus, der sammen med Marie-Paul Virard har udgivet Le capitalisme est en train de s'autodétruire, ser det, er problemet ikke globaliseringen: "Problemet er globaliseringen plus et uforholdsmæssigt højt krav om rentabilitet." Imens dette krav vokser, udflytter virksomhederne stadigt flere arbejdspladser: "En stor dosis profit er lig med en stor dosis globalisering," siger han til ugemagasinet Charlie Hebdo.

Men en stor dosis profit er også en dødelig dosis. Rovdriften på hurtigt afkast er nok ny, men nærsynet. Imens 70 procent af amerikanerne i 50'erne selv investerede deres penge, så de havde lidt ekstra om 30 år, investeres 70 procent af den amerikanske pensionsopsparing idag via fonde, der ikke tænker på sin egen alderdom, men hvor der netop nu er mest at hente. Men dermed mister kapitalismen også sit "projekt", som Artus formulerer det:

"Hvis man vil have 20 procents udbytte af sin kapital, bliver alle projekter, der kaster mindre af sig, naturligvis smidt i skraldespanden. Det fundamentale problem med de 20 procents rentabilitet, er, at penge, der om fem år aktualiseres til 20 procent, idag er lig nul. Man kan altså ikke regne med længerevarende projekter over fem år. Men det tager fem år at fremstille en ny molekyle i medicinalindustrien. Det tager fem år at lave en ny bilmodel."

Vil man have rentabilitet på kort sigt, kan man derfor ikke få vækst på lang sigt. Konsekvensen er den ene krise efter den anden. Og hver gang er løsningen ingen løsning: Centralbankerne producerer flere penge, alt imens adskillige nationalstater gældsætter sig. Ifølge Artus' regnskab er EU's vækst derfor ikke sølle plus, men minus en procent. Hvad de nye franske kapitalisme-kritikere er enige om er, at kapitalismen for indeværende bliver holdt "kunstigt" i live. Og skal systemet nytænkes, skal det nytænkes indefra.

Men ifølge den økologiske antivækst-tænker Serge Latouche skal systemet overhovedet ikke nytænkes. Skulle såvel globalisering som kapitalisme være ved at afvikle sig selv ville hans to målsætninger såmænd være opnået. Men som han skriver i en stor programmatisk forsideartikel i seneste nummer af Le Monde Diplomatique, er en så lykkelig omstændighed at betragte som en "utopi." Til gengæld er hans utopi, som han forklarer, lettere at realisere end andre utopier, fordi den er lokal. Ja, et lille lys i mørket. Der da også rigtignok når meget få.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu