Læsetid: 5 min.

Kapitalismuskritik.de

I Tyskland er kritikken mod 'rovdyrskapitalismen' for alvor blusset op under navnet 'Kapitalismuskritik'. Her tør man godt kritisere markedssamfundet, blandt andet i en ny bog af Oskar Lafontaine
12. maj 2005

Tilsyneladende er der ingen herhjemme, der rigtig tror på muligheden for at diskutere alternativer til markedsøkonomien og det af markedskræfterne styrede samfund. I al fald er debatten om slige alternativer eller en kritik af markedssamfundet uhyre sjælden.

Gennem flere år har forholdet været anderledes i andre europæiske lande, ikke mindst Tyskland, som har haft en bredt politisk sammensat kritik af, hvad tidligere forbundskansler Helmut Schmidt har kaldt 'rovdyrskapitalismen'.

På det seneste er kritikken for alvor blusset op i SPD under navnet 'Kapitalismuskritik'. Partilederen Müntefering har således flere gange i interview og artikler gjort opmærksom på, at staten ikke længere kan være passiv over for den del af erhvervslivet, som flytter produktionen til udlandet for at skaffe sig større overskud, og som derved lader hånt om de tyske arbejdspladser.

Også på andre felter ser Müntefering en fare i en større og større magt til markedskræfterne. I april karakteriserede han ved en tale den "internationalt voksende kapital-magt" som en regulær fare for demokratiet og efterlyste en socialstat frem for markedsradikalisme.

Fra andre fremtrædende SPD-folk er der kommet støtte til Münteferings kritik. Senest fra erhvervs- og arbejdsminister Wolfgang Clement, om end Clements støtte ikke er mere end en opfordring til at lukke op for diskussionen.

Oprør

Det tyske socialdemokrati har således taget fat på en dialog om grænserne for markedssamfundet. Det tyske ugemagasin Spiegel bragte i april en reportage om emnet under overskriften "SPD i klassekamp", og det er næppe for meget sagt, at det er de grundlæggende principper, der er kommet til diskussion i SPD. Der er oprørsstemning mod profitmaximeringen som politisk credo.

Dermed synes der at være mulighed for en tilbagevenden til det politiske magtrum for en af de skarpeste kritikere af SPD's midtersøgende linje. Den tidligere finansminister Oskar Lafontaine trådte i 1999 tilbage i protest mod det, han opfattede som en socialt uansvarlig politik under Schröders ledelse. I to bøger fra 1999 og 2002 kom Lafontaine med en skarp analyse af det samfund, som han dengang beskrev som ledet af et idéforladt socialdemokrati, der mere lyttede til sine spindoktorer end til de politiske ideer og principper, der havde grundlagt partiet. Nu er han igen fremme med en bog og denne gang lige så oplagt og skarp som de to andre gange, hvor hans bøger røg ind på de tyske bestsellerlister.

I sit forord tager han udgangspunkt i et interview, som den tyske kardinal Lehmann i slutningen af 2004 gav i Süddeutsche Zeitung. Lehmann kaldte den neoliberale økonomi for et "falsk forbillede" og henviste til den seneste tyske fattigdomsrapport, som viste, at de rigere blev rigere og de fattige fattigere.

"Dette kan ikke lade kirken i ro", sagde Lehmann, og Lafontaine tilslutter sig kardinalens analyse.

Pengenes magt

Lafontaines bog er et opgør med neoliberalismen og markedsfundamentalismen, men den er navnlig et forsøg på at vise alternativer til den politik, som så mange politikere ellers hævder, at der ikke er alternativer til.

I opgørsdelen i bogen vises, med et hav af eksempler, hvorledes den rige del af befolkningen har profiteret på de seneste års udvikling, hvorledes den sociale uligevægt er blevet større, og hvorledes markedstænkningen sætter dagsordenen helt ind i den politiske sprogbrug.

Når det således siges, at "Kansleren står fast på gennemførelsen af Agenda 2010" (regeringens 20-punkts program, lanceret under temaet "innovation og vækst"), er det udtryk for neoliberalismens sproglige forskønnelser.

Det rigtige havde været at sige: "Kansleren står fast på sænkningen af arbejdsløshedsunderstøttelsen, forhøjelse af priserne på madvarer og sænkning af skatterne for de høje indkomster". Men det sælger jo ikke så godt.

I et kapitel om "Sprogets og tænkningens korruption" henvises til Adornos og Horkheimers bog fra 1947 om Oplysningens dialektik (Dialektik der Aufklärung), hvor de i forordet taler om, at selv den mest oprigtige reformator ved at overtage en fortærsket sprogbrug og de deri indeholdte kategorier og deres bagvedliggende dårlige filosofi, uforvarende kommer til at forstærke de bestående kræfter, han netop søger at nedbryde.

Den dårlige filosofi overlever i den dårlige filosofis kategorier. De bestående kræfters kategorier er personal-service-agentur, Corporate Governance, Shareholder Value etc., og den bagvedliggende filosofi er neoliberalismen: Pengenes magt.

Konservativ tænker

Lafontaine er ikke bange for at tale om et venstre og et højre. Det er ikke forældede kategorier, mener han. Og "Die Linke" har overtaget sproget fra "Die Rechten", og derved har de taget afsked med de traditionelle idealer som f.eks. solidariteten. På samme måde som kristendemokraterne har taget afsked med kristendommens centrale værdi, næstekærligheden.

Ludwig Erhards gamle maxime om velstand for alle er blevet til skattebegunstigelser for de rige og sænk-ninger af de sociale hjælpeforanstaltninger.

Interessant nok fremstår Lafontaine som konservativ tænker, idet han kræver en besindelse på den arv, han hævder er blevet glemt i betagelsen af neoliberalismen. Der behøves en politik for alle, som bogens titel siger det.

I en række afsluttende teser sammenfatter han en række af de forslag, der fremsættes for at sikre et mere retfærdigt samfund. På det internationale plan handler det bl.a. om indførelsen af Tobin-skatten, regulering af de internationale kapitalbevægelser og tilladelse til at u-landene kan hæve toldgrænserne.

Nationalt handler det blandt andet om bedre afskrivningsmuligheder for investerende foretagender, skatteændringer, så de rige bidrager mere til de sociale forbedringer, samt en række andre ændringer, som er specifikt rettet mod tyske forhold, og som det vil føre for vidt at komme ind på i detaljer.

Lafontaines bog er som hans øvrige et skarpt opgør med et traditionsløst politisk landskab, som endnu har til gode at komme med en socialt ansvarlig udgave af markedssamfundet.

Dét opgør er ikke bare et tysk, men tilsyneladende et europæisk anliggende. Meget tyder på, at Lafontaine ikke står nær så alene med sin kritik, som han gjorde, da de to første bøger udkom. Foreløbig har debatten i al fald fået vind i sejlene uden for Danmark.

Oskar Lafontaine: 'Politik für alle. Streitschift für eine gerechte Gesellschaft'. Econ Verlag, Düssseldorf. 303 s. 19,95 Euro. ISBN 3-430-15949-0. Det tyske regeringsprogram Agenda 2010 kan læses på www.bundesregierung.de, hvor også en engelsk version foreligger

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu