Læsetid: 8 min.

Den kaprede historie

I sin nyeste film nøjes Steven Spielberg ikke med at fortælle historien om den specialtrænede israelske patrulje, der opsporede den gruppe palæstinensere, som stod bag massakren ved De Olympiske Lege i München i 1972. Han har åbenbart også ramt et meget ømt punkt
20. januar 2006

Den engang så urørlige Steven Spielberg er ikke længere urørlig. I løbet af de seneste uger har Hollywoods instruktørgulddreng nummer ét fået hæftet de værste betegnelser i den geopolitiske drejebog på sig: en person med tvivlsom moral, en naiv og overforkælet venstrefløjsflipper uden virkelighedsfornemmelse, en forræder og en selvfornægtende jøde. Spielbergs nye film München, som har dansk premiere den 27. januar, er blevet udsat for usædvanligt voldsom kritik fra amerikanske konservative, pro-israelske lobbyister og den israelske regering.

Et bevidst valg

Alle virker de opsatte på at bevise, at Spielbergs har kludder i sine faktuelle oplysninger, har misforstået sin fortolkning af Mellemøstens særlige politiske spil og direkte træder folk over tæerne med sin antydning af, at der gemmer sig moralske problemer i udkæmpelsen af en 'krig mod terror' - hvad enten den består i israelske gengældelsesangreb på palæstinensiske guerillaer eller USA's politiske tiltag efter 11. september 2001.

Spielberg har kort sagt ramt et meget ømt punkt. Det var utvivlsomt delvist med vilje. Filmen fortæller nemlig den sprængfarlige historie om en israelsk dødspatrulje, der blev sendt ud for at hævne kidnapningen af og drabene på 11 israelske atleter under OL i München i 1972. I løbet af fortællingen bliver der sat provokerende spørgsmålstegn ved såvel nutid som fortid.

Til at starte med skildres patruljens mission som et storslået projekt, men efterhånden begynder tvivlen at nage patruljemedlemmerne. Tvivlen drejer sig som det moralsk forsvarlige i at dræbe i retfærdighedens navn, spørgsmålet om strafværdighed hos de mål, de har fået ordre til at finde og ikke mindst ved den faktiske virkning af at udføre henrettelser som del af en terrorbekæmpelsesstrategi

Der er umiskendelige paralleller til George Bush's USA på et tidspunkt, hvor landets moralske status er blevet undermineret af rapporter om tortur, drab og en krig retfærdiggjort af efterretninger, der enten var ukorrekte eller bevidst fordrejede.

Underholde - og oplyse

Der er heller ingen tvivl om, at Spielberg regnede med, at han om nogen kunne slippe af sted med at behandle et så følsomt emne. Som instruktøren bag Schindlers liste kunne Spielbergs anseelse i Israel næppe have nået større højder. Han har været rundhåndet med donationer til forskellige jødiske mærkesager, og han har opbygget et ry som filmmanden, der vil gå endog meget langt for at behandle tunge emner så omhyggeligt som muligt.

Såvel Schindlers liste som Saving Private Ryan, der handler om landgangen i Normandiet i 1944, var film, der i lige så høj grad skulle oplyse som underholde. I sit eneste interview op til premieren på München beskrev Spielberg filmen som "en bøn om fred".

Reaktionerne har dog været alt andet end fredelige. Tilhængere af målrettede attentater - eller "fokuserede præventive aktioner", som den slags hedder i dag - mener, at Spielberg helt mangler forståelse for ondskabens væsen, og hvordan det bekæmpes. Forsvarere af Bush-regeringen, som for en stor dels vedkommende er pro-israelske, siger, at de moralske skrupler, Spielberg skildrer i filmen, er luksuriøse overvejelser forbeholdt dem, der ikke bærer et ansvar for deres landsmænds liv og lemmer på deres skuldre.

'Zionistiske øjne'

Spielberg er blevet anklaget for at skabe en moralsk sammenhæng mellem de palæstinensere, der begik drabene i München og de israelere, som efterfølgende jagtede morderne.

"På trods af den konstante påstand om sit eget mod, ender filmen med at være bange for sig selv. Den ligger badet i den sved, der udspringer af ideen om upartiskhed," skrev Leon Wieseltier fra det israelsk-venlige magasin The New Republic i en af de mest sønderlemmende anmeldelser af filmen: "Drabet på uskylden var en israelsk fejltagelse, men palæstinensernes mål."

Den israelske generalkonsul i Los Angeles, Ehud Danoch, har kaldt filmen prætentiøs og overfladisk, en holdning, der støttes af det israelske udenrigsministerium. Samtidig meddelte en af de eneste overlevende mistænkte efter mordene i München, Abu Daoud, fra Damaskus, at filmen "udelukkende skildrer begivenhederne set med zionistiske øjne".

Når man ser filmen og læser den litteratur, den er baseret på, bliver det tydeligt, at den centrale anklage om, at Spielberg lader israelere og palæstinensere have enslydende moralske overvejelser, rent faktisk ikke kan underbygges.

Ikke underbygget

Medlemmerne af den israelske specialpatrulje stiller ganske vist sig selv mange spørgsmål om den opgave, de er i gang med. I en scene i filmen diskuterer soldaterne, om de er ved at blive ligesom dem, de jagter, hvortil én af dem svarer, at man er nødt til at opføre sig som sin fjende for at besejre ham. Men filmen undlader alligevel at komme med færdigsyede løsninger. Det er spørgsmålene, der er i centrum. Alt tyder på, at Israel også i virkeligheden har debatteret brugen af målrettede attentater på statens fjender i 30 år nu og endnu ikke er nået til frem til nogen klare svar.

Faktisk tildeler Spielberg de israelske soldater flere moralske skrupler, end det historiske materiale kan bære. Soldaterne løber store risici for at sikre sig, at ingen uskyldige civile bliver ofre i kampene, f.eks. da de i en specifik episode, der ikke har hold i virkeligheden, kæmper for at redde en palæstinensisk talsmand datter i Paris, efter at hun ved et uheld har udløst den bombe, som skulle have slået hendes far ihjel.

Så vidt vi ved, er det korrekt, at virkelighedens specialtrænede soldater fik ordre til at sikre sig, at de havde opsporet og udpeget de rigtige mål, og at ingen andre blev slået ihjel, men i filmen hører vi ikke et ord om de fejltagelser, der er blevet begået. Den mest bemærkelsesværdige fejl fandt sted i Norge i 1973, da en marokkansk tjener blev skudt ned, mens han var ude at gå tur med sin gravide kone.

Hævnens virkning

I løbet af de 160 minutter, som München varer, er man ikke et sekund i tvivl om, at instruktørens sympati hviler på israelernes side. Vi hører knapt et eneste ord om besættelsen af Vestbredden og Gaza-striben, som blev indledt efter Seksdageskrigen i 1967 og var en stærkt medvirkende årsag til dannelsen af de mange militære palæstinensiske grupper - herunder Sorte September, som stod bag kidnapningerne og drabene i München. Der bliver aldrig sat spørgsmålstegn ved israelernes grundlæggende moralske ret - kun ved nedbrydningen af denne ret i kraft af de mange hævnaktioner. Som Michelle Goldberg skrev i netavisen Salon, beskæftiger filmen sig først og fremmest med "den virkning, jødiske hævnaktioner har på den jødiske sjæl og ikke på de palæstinensiske kroppe."

At filmen er pro-israelsk betyder ikke, at den undgår at træde israelerne over de diplomatiske tæer. Set med israelske politikerøjne gør München sig under alle omstændigheder skyldig i total mangel på politisk takt. Selv om der gennem årene er sluppet en del oplysninger ud, har Israel aldrig offentligt indrømmet, at landet udfører målrettede attentater på sine fjender, og de israelske politikere er tilsyneladende rasende over, at Spielberg har afsløret fremgangsmåden.

Tvivlsom tolkning

Ehud Danoch og andre betvivler også Spielbergs væsentligste kildemateriale, bogen Vengeance fra 1984, skrevet af den canadiske journalist George Jonas. Bogen bygger på udsagn fra en vis Yuval Aviv, der hævder at have været leder af en henrettelsespatrulje i efterretningstjenesten Mossad. Dét afvises fra officiel israelsk side. En dybdeborende journalist fra avisen Haaretz har gjort det til sin helt egen lille industri at finde beviser på, at Aviv er en gemen plattenslager.

Bogen er nu næppe så stort et problem som selve Spielbergs fortolkning af den. Det virker rimeligt nok at antage, at Mossads specialtrænede agenter og skarpskytter er nogle kompromisløse typer. George Jonas' kilde, der kalder sig Avner, skriver da også i en ny udgave af bogens forord, at han ikke fortryder noget som helst af det, han har foretaget sig i sit lands tjeneste, selv om han tvivler på, at metoderne effektivt kan sætte en stopper for den anti-israelske vold.

I filmen plages Avner og hans kolleger derimod af skyldfølelse og forekommer nærmest utroværdigt blødsødne. I en scene græder Avner, da han hører den datter, han aldrig har mødt, pludre i telefonen, og i filmens mest opstyltede sekvens kaster han sig ligefrem ud i høflig konversation med en palæstinensisk guerillasoldat, som han møder i Athen.

Golda Meirs kvaler

Selv israels daværende ministerpræsident, Golda Meir, udtrykker fortrydelse eller i hvert fald tvivl angående de statslige henrettelsesaktioner. "Det er nødvendigt for enhver civilisation at indgå kompromisser ud fra sine egne værdier," siger Meir i filmen. Kritikere tvivler på, at hun skulle have udtrykt disse overvejelser. "I virkeligheden forholdt det sig lige modsat," skriver Mitch Webber i The New York Sun. "Meir forstod, at det er Israels primære opgave at sikre sig, at ingen nogensinde igen slipper godt fra at slagte jøder, alene fordi de er jøder. At drage massemordere til ansvar er ikke et kompromis - det er selve Israels eksistensgrundlag."

Dermed er vi ved at nærme os sagens kerne. Steven Spielberg og manuskriptforfatterne Eric Roth og Tony Kushner er alle liberale amerikanske jøder, der desperat ønsker at fastholde troen på, at Israel og USA besidder en særlig moralsk overlegenhed. Dét er for dem bindeleddet mellem Israel efter 1972 og USA efter 2001. Den israelske "retfærdighed" og den helt særlige amerikanske ånd er de værdier, som filmen både hylder og begræder.

Men som Webber påpeger, har Israel altid gjort en dyd ud af sin egen råstyrke og har baseret sin eksistens på et ønske om aldrig nogensinde igen at blive gjort til ofre efter holocaust. Spielberg virker derimod opsat på at bevise, at selv hårdkogte Mossad-agenter i virkeligheden er nogle flinke fyre, og han udstyrer sine personer med karaktertræk hentet direkte fra barndommens persongalleri i det amerikanske Midtvestens forstadsmiljø.

Tvivl om det sort-hvide

Dén modsætning kan filmen ikke rigtig bære, og den forklarer en stor del af kritikernes vrede.

I zionisternes øjne har Spielberg begået den utilgivelige synd at lade Israel fremstå som blødsødent. I palæstinensernes øjne har han tildelt israelerne en moralsk dydighed, som deres handlinger ikke understøtter. Ifølge tilhængere af Bushs krig mod terror har Spielberg sået tvivl om den manikæiske logik i den sort-hvide kamp mellem godt og ondt og tilført uvelkomne grå nuancer.

Der er ikke noget at sige til, at de protesterer vildt. Den liberale elite i Hollywood og resten af USA har delvis forsvaret Spielberg, og det er ikke usandsynligt, at filmen redder sig en håndfuld Oscar-nomineringer. Som film har den fundet sin målgruppe og vil utvivlsomt høste stor kommerciel succes på al balladen. Om den så også er en øvelse i internationalt diplomati, er en helt anden sag.

©Information og The Independent

Oversat af Nina Skyum-Nielsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu