Læsetid: 4 min.

Karadcizs angst

11. juli 1997

"Hvad vi var bange for, er sket: Truslerne fra det internationale samfund er blevet til virkelighed" Bosnisk-serbisk tv, i går aftes

EFTER AT NATO-STYRKEN i 18 måneder har fastholdt, at det ikke er dens opgave at fange krigsforbrydere, gjorde den det endeligt i går. Én af forbryderne blev dræbt under aktionen - den anden sidder nu i krigsforbrydertribunalets celle i Haag.
Gårsdagens resolutte aktion rejser mange spørgsmål, men intet overskygger dog det ene: Går NATO nu efter den tidligere leder af de bosniske serbere, Radovan Karadzic?
Tribunalet har forlængst rejst anklage mod ham for en næsten uendelig stribe modbydelige forbrydelser.

DET ER NOK for optimistisk at tro, at NATO's næste mål er Karadzic. Gårsdagens aktion kom som en overraskelse - og skulle den velbevogtede serberleder fanges, måtte det ske ved en overrumpling. Dét moment er tabt, og Karadzic har aldrig tidligere været så velbevogtet som nu.
Strategien er snarere at stresse Karadzic, at stække ham. USA's forsvarsminister William Cohen gav en hentydning om det, da han i mandags ankom til NATO-topmødet: "Så længe Karadzic fortsat øver indflydelse er han et problem", sagde Cohen.
Altså: Karadzics indflydelse blev set som hovedproblemet lige nu, ikke hans krigsforbrydelser.
Karadzic udløste selv den nuværende krise, da han søndag den 29. juni gik til angreb på Biljana Plavsic, præsident for den bosnisk-serbiske Republik Srpska. Først blev præsidenten chikaneret ved at blive tilbageholdt af Srpskas politi, dernæst krævede Karadazic at hun gik af, og endeligt forsøgte han at få parlamentet til at afsætte hende.
Plavsic blev Srpskas præsident, fordi Dayton- aftalen foreskriver, at en person anklaget for krigsforbrydelser, ikke må have politisk indflydelse. Dengang blev hun set som hans nikkedukke.
Men hun tog sin opgave mere alvorligt end ventet, så alvorligt, at hun ugen før sin arrestation fyrede politiets øverste chef, indenrigsministeren - fordi han lod politiet holde hånden over Srpskas værste smugler og sortbørshaj: Radovan Karadzic.
Siden da har magtkampen mellem de to lammet ikke bare den politiske proces i Srpska, men sat den langsomme fredsproces i hele Bosnien i stå. En svækket bosnisk stat kan desuden friste muslimske høge til et militært angreb på Srpska. Som forsvarsminister Cohen påpegede, er Karadzics indflydelse i sandhed et centralt problem for freden på hele Balkan.

ER MAN OPTIMIST, kan man betragte gårsdagens aktion som en generalprøve, hvor følgende skal afprøves: Hvad er serbernes reaktion, hvis NATO ændre taktik og arresterer forbryderne? Karsten Vledelius argumenterede i vor nyhedsanalyse i tirsdags for, at der længe har hersket en overvurdering af risikoen ved at arrestere Karadzic: "At en gammel tro hardliner som Biljana Plavsic nu åbent har vendt sig mod ham, er et tegn på den stadig stærkere modstand mod (den Karadzic-styrede) regering i store dele af Srpska. En fjernelse og retsforfølgelse af Karadzic vil givet af mange serbere blive taget med et lettelsens suk".
Karadzics indflydelse går videre: Hans trivsel som både sortbørshaj og eftersøgt storforbryder afhænger direkte af, at Srpska er lokalt korrupt, internationalt isoleret og økonomisk marginaliseret. Så kan han vanskeligere nås, og nødvendigheden af smuglergods forstærkes. Hvor muslimerne tidligere var hans ofre, er det i dag de bosniske serbere.
Derfor er det velsignelsesrigt at se NATO endeligt gribe ind mod krigsforbryderne, for uanset hvad, så stækkes Karadzic af den nye praksis. Nu ved han, at han ikke længere er sikker - nu sveder Karadzic angstens sved.
Samtidig reduceres hans indflydelse i magtkampen med Plavsic, og det kan styrke fredsprocessen og genopbygningen. NATO har desuden mandag og søndag gennemført aktioner mod serbisk politi, og konfiskeret våben, der er langt kraftigere end almindeligt politiarbejde kræver og Dayton-aftalen tillader.

MAN MÅ HÅBE at der nu tegner sig en NATO-strategi, som går ud på at lægge mere og mere pres på Karadzic, og hvis finale er hans anholdelse.
NATO har med aktionen blottet sig yderligere overfor anklager om, at styrken ikke gør nok for at fange krigsforbryderne. Hidtil har dens svar været, at dens mandat udtrykkeligt forbød den at jage krigsforbryderne. Men den britiske forsvarsminister indrømmede i går, at de to arrestaktioner i går var "nøje planlagt". Nu er der ikke længere nogen formel undskyldning for arrestationer.
Hidtil er der kun bragt små fisk for tribunalet. De to mål for gårsdagens arrestaktion var ikke små fisk, men store - de var ansvarlige for berygtede koncentrationslejre, hvor der blev torteret og myrdet. Nu er vejen endeligt åbnet for de to store, Karadzic og Srpskas hærchef Ratko Mladic. Dermed er der taget skridt til at tribunalets værdighed genvindes.
"Hvis verdens stormagter ikke i løbet af de næste 10 måneder beslutter sig for at foretage arrestationer, så er vi parate til at pakke sammen og rejse hjem", sagde tribunalets hoveddommer Antonio Cassese den 21. oktober 1996.
Der gik ni måneder. I går barslede NATO med en god dag for Bosnien, for retfærdigheden og for FN.

pety (Peter Tygesen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her