Læsetid: 6 min.

Karaktermordet på Brandes

Brandes-forskeren Jørgen Knudsen har set et stykke om Georg Brandes og den unge forfatterinde Adda Ravnkilde på Rialto-teatret. Han finder det forstemmende, at den europæisk anerkendte kritiker 80 år efter sin død endnu bruges som skydeskive for kvindelig fortørnelse - og mener, det passer alt for godt ind i vore dages reaktionære magt-politik
23. marts 2006

Historien om Georg Brandes og Adda Ravnkilde er kort fortalt denne: I oktober 1883 er den unge, håbefulde forfatterinde kommet fra provinsen til København og sender et roman-manuskript til Georg Brandes. Nogle uger senere opsøger hun ham for at høre hans mening. Både manuskriptet og dets forfatter har gjort indtryk, og de to taler sammen i hans arbejdsværelse i halvanden time. De mødes kun denne ene gang. Da Adda Ravnkilde godt en måned senere tager sit liv, er Brandes bestyrtet og angrer bittert, at han ikke har gjort noget for "det stakkels gode, geniale barn", som han kalder hende i sin dagbog, hvor også den triste forklaring står: Den ellers så uforfærdede mand turde faktisk ikke opsøge hende for ikke at ophidse sin kone, der p.t. var på sindssygens rand. Efter Adda Ravnkildes død udgiver Brandes hendes roman Judith Fürste og skriver et smukt forord til den.

De døde er forsvarsløse

De døde er forsvarsløse, og en digter har enhver ret til at bruge ethvert stof med ethvert formål. Alligevel finder jeg det forstemmende, når Vivian Nielsen i sit skuespil Brandes - der for tiden opføres på Rialto - udvikler historien om det ene korte møde mellem Georg Brandes og Adda Ravnkilde til et drama, hvis pointe og kerne fremgår af overskrifterne på tre af dagbladsanmeldelserne: "Forført af Georg Brandes", "Bukken og backfishen", "Bukken Brandes". Disse overskrifter er ikke misvisende. Den unge Adda Ravnkilde er hovedpersonen i Vivian Nielsens skuespil, der imidlertid har Brandes både som titel og trækplaster: en magtglad kyniker, der benytter sig af den unge kvindes beundring og forfører hende, hvorefter hun med sit selvmord udpeger ham som den egentlig skyldige.

Georg Brandes er en af de tre-fire danskere, der har grebet virkelig dybt og dramatisk ind i dansk bevidsthedshistorie. Han var imidlertid som person så markant, at personen gang på gang overstrålede budskabet. Debatten kom let til at handle om ham i stedet for om den frigørelse fra snærende og forældede normer, som han forkyndte, den trodsige selvstændighed han udstrålede.

Det er betegnende, at han både i levende live og efter sin død har inspireret så mange skønlitterære forfattere til at afbilde ham. Jeg har en liste med 40 titler. For nogle er han den uforfærdede, lidt naive forkynder, for andre den dæmonisk-interessante skikkelse, for atter andre en magtsyg hade-figur. Sidst var han den intellektuelle skurk i Michael Larsens roman Den store tid fra 2004.

Digterens ret til at digte

Vivian Nielsens portræt er således nr. 41 i rækken af disse fiktive Brandes-portrætter, og jeg gentager: Vivian Nielsen har naturligvis digterens ret til at digte, også til at sætte historisk kendte navne på sine digtede figurer. Jeg spørger blot læseren og mig selv, hvori den grunder, denne stædige tradition for at tillægge denne mand så nederdrægtige motiver for al hans gøren og laden?

Første gang skete det i H. F. Ewalds roman Agathe fra 1872. Her proklamerer den fra Paris netop hjemvendte Gustav "de vilde Naturdrifters Løsslippen, Barbari og raffineret Livsnydelse i skøn Forening, Prisgivelse af Kvindens Rettigheder-" Denne herre bortfører den ærbare oberst-datter Agathe og bringer hende tilbage til sine letfærdige drømmes by - "I Paris, der tænker man ikke, man lever og nyder". Da han derefter snart svigter og forlader den alt for tillidsfulde Agathe, sygner hun hen og dør af kummer og skam.

Brandes som skurk

Det er første udkast til Brandes som skurk. Dæmoniseringen af ham når siden et foreløbigt højdepunkt i 1880'erne, i den såkaldte indignationslitteratur. Hans eksempel smitter af på mands-billedet hos for eksempel Amalie Skram og Victoria Benedictsson, men også mandlige forfattere som for eksempel Ibsen og Bjørnson fremstiller gerne mændene som styret af lave og selviske instinkter, mens kvinderne snarere skildres som stolte og/eller forurettede mimoser. Dansk Kvindesamfunds forkvinde Elisabeth Grundtvig forklarer sagen: Vi kvinder "går ikke omkring rede til at kaste os i armene på den første den bedste mand- vor natur er anderledes end mændenes" - nemlig mere kysk.

I 'sædelighedsdebatten' fra disse år samlede den kvindelige indignation sig i høj grad om Georg Brandes, der oplevede sig hængt ud "som den almindelige usædelighed" - en beskyldning, han besvarede ved at underskrive sig Lucifer. En af de indignerede kvinder, Camilla Collett, havde ifølge Brandes en næse for "mandsskændigheden", "så fin, at ikke den sidste mohikaner havde så fin en næse for sine fjenders spor i savannens græs".

Hans spydige modangreb er fornøjelig læsning den dag i dag, men smilet stivner, når samme mand endnu 80 år efter sin død bruges som skydeskive for kvindelig fortørnelse. Dengang var han et forargelsens tegn på grund af det, han sagde og skrev. I dag er han det snarest på grund af traditionen plus - som i dette tilfælde - rent digt.

Når karaktermordet så stædigt gentages, må det naive spørgsmål være tilladt: Hvorfor må han ikke være den engagerede, overlegne og gavmilde ånd, han var? Hvorfor provokerer han igen og igen til aggressive udfald? Hvorfor skal overhovedet hans forhold til kvinder skygge for resten af hans indsats og betydning? Hvorfor lader Vivian Nielsen og andre kvindelige skribenter sig ikke inspirere af den frigørelse, han faktisk hjalp så mange betrængte døtre af borgerskabet i gang med?

Men han har misbrugt den magt, han havde over kvinder, forkyndes det.

En overlegen ånd

For det første synes jeg, man skal være varsom med at gøre sig til dommer i andres kærlighedsaffærer, ikke mindst hvor ens viden er så mangelfuld, som den af gode grunde er om de forhold, Brandes stod i til forskellige kvinder. Men for det andet behøver det vel ikke at komme ham til skade, at han var en overlegen ånd? Ingen ånd er vel så overlegen, at han/hun ikke har brug for et samspil med andre mennesker? Faktisk har Brandes nydt at få modspil der, hvor han fik det, og har savnet at få det der, hvor det udeblev.

To forklaringer

Men hvad er forklaringen? Hvorfor huskes denne mand mindre for de pragtfulde tekster, han har skrevet, eller for den skelsættende betydning han har haft for dansk - og nordisk, til dels også europæisk - bevidsthedshistorie, end for de ugerninger han formodes at have begået mod kvinder?

Er han blevet symbolet på en mandlig overlegenhed, der stadig opleves som sårende? Er han blevet det indbydende mål for en afmagtens aggression, som har helt andre, men sværere tilgængelige årsager?

Jeg har to forslag til forklaring, det ene udelukker ikke det andet.

1. Vi lever - midlertidigt, kan vi heldigvis håbe - i en reaktionær tid. Det begyndte med Murens og kommunismens fald. Kapitalismen tog æren, og snart gjaldt det den socialistiske utopi om en verden bygget på medmenneskelig tillid, hvorefter 'venstreorienteringen' i almindelighed stod for skud, inklusive kulturradikalismen. Lomborg langede ud efter miljøbevægelsen, og Socialdemokratiet afgav mandater til DF. Men når Søren Krarup har vinden i ryggen, så må det simpelthen gå ud over en skikkelse som Georg Brandes, Krarups hadefigur nummer ét: jøde, dansker og europæer på én gang, frihedsapostel og kvindebedårer!

2. Unægteligt er mandsdominansen i vore dages reaktionære magt-verden utroligt stærk. Prøv at lave statistik over antallet af mænd og kvinder der lukker munden op i TV-avisen i løbet af en uge! Kvindebevægelsen har nået omvæltende og bevægende resultater, men på afgørende områder er ligestillings-målsætningen kommet til kort, og det er der god grund til at harmes over og søge ændret.

Frustration avler aggression, og det er forståeligt, at den aggression, som disse midlertidige tilbageslag for både menneskesagen og kvindesagen vækker, også rammer en skikkelse som Brandes: Hvorfor skal den mand slippe for tiltale, der har betydet så meget for frigørelsen af både mænds og kvinders tanke- og følelsesliv som Georg Brandes har gjort? Se blot, hvilken suppedas han har ført os ud i!

Man kan spørge, om opgøret behøver at ske på den måde, som det gør i Rialto?

Bortset fra det, så spiller Signe Egholm Olsen rasende godt i rollen som Adda Ravnkilde.

Jørgen Knudsen er forfatter til en Brandes-biografi i fem bind. Han er desuden tidligere højskoleforstander og tidligere formand for PEN

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu