Læsetid: 2 min.

Kartofler og det gode liv

24. juli 2006

Lad os nu dyrke vor have.
Voltaire i Candide, 1759

Det er lidt tyndt med ’opskrifter’ på noget godt i disse tider på Informations opinionssider. Har vi alle sammen mistet vores evne og lyst til moralsk samt politisk opbyggelse? Vi – uden tvivl rigtigt – hellere skælde ud. Optimismen er ’ulovlig’, næsten utilgivelig, når verdens problemer og kriser hober sig op, som de gør nu om dage.
I denne lange, hede sommer går mine ture to gange om ugen til Vridsløsemagle (se Kraks kort nr. 144), hvor jeg har en nyttehave, som trænger enormt til vanding. Jeg trækker mange spandefulde vand fra en brønd, og jeg prøver på ikke at forstyrre et par blåmejser, som har rede og unger tæt på brønden.
Jeg gravede op og serverede mine første kartofler på bastilledagen den 14. juli. Det var på Danmarks befrielsedag den 4. maj, at jeg fik lagt de alt for langspirede kartofler.
Kun i bakspejlet var der politisk symbolik i min dyrkelse af disse danske pommes de terre. Datoerne var tilfældige. Jeg plejer at lægge kartofler i slutningen af april, men det var så længe koldt i år. Og spirerne var så lange, at de knækkede, da jeg lagde dem ned i den sorte, kolde jord. Muligvis får jeg ingen kartofler overhovedet, tænkte jeg. Så kom de lange, varme dage i juni og juli uden regn. Min angst for høsten var fordoblet.

Jord under neglene
Men nej. Jeg lavede stikprøver den 14. juli, og der lå under min spade de smukkeste lysebrune ’bolde’, nok til en middag hos både vores nabo og os. Det var faktisk naboen, som gav mig nogle gamle, uspiselige kartofler tilbage i marts måned. Og det var dem, som havde spirer så lange som min hånd – i starten af maj. Men til min overraskelse var der kartofler i Juli.
Jeg tænkte på Voltaires ironisk-kritiske kommentar til teologisk optimisme (teodice), da jeg gik op til bussen med cirka et kilo nye kartofler fra min have. Men jeg tænkte ligeså meget på syttenhundredetallets ’physiokrater’, dem, som anså naturens orden som en gave. En rynket kartoffel bliver til fire eller fem fine nye. Sådan et økonomisk regnskab kunne physiokrater glæder sig over. Og det kunne godt være, at Voltaires Candide anbefalede havedyrkning, fordi han har haft en physiokrat i maven. Landbrug i små skalaer giver os ikke kun bær og grønt på bord, men forestillinger om det gode liv. Vi får mere ud af disse forestillinger, end vi gør af det på vores tallerkener.
Physiokrati betyder ’naturens regler’. Nu ved vi alt for godt, at alt mellem himmel og jord er en konstruktion. Selv himmel og jord! Vi kan næsten ikke slippe væk fra den konstruktivistiske verdens anskuelse, hvor forestillinger tilsynladende erstatter virkeligheden. Men da jeg får jord under neglene, mens jeg samler mine nye kartoffler – under angsten for verdens tilstand – samler jeg også kræfter til at forbedre denne verden. Voltaire måtte have tænkte noget af det samme tilbage i Oplysningstiden. Once upon a time.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her