Læsetid: 3 min.

Kasino.net.com

21. januar 2000

I SELV DET vildeste kasino er der mening med galskaben. Det handler naturligvis om at vinde - og tjene penge. Så man kan spille mere og mere. Siden internetbrowseren Netscapes succesfulde lancering på børsen i august 1995 har der ikke været noget bedre kasino i verden end at investere i aktier, der lugter lidt af informationsteknologi og internet.
Ak, havde vi blot investeret 10 millioner kroner af Informations spinkle aktiekapital i America Online, der dengang kunne købes for en slik, så ville vi i dag have været en af Danmarks førende medievirksomheder med en formue på over 180 mio. kroner - og så skulle I bare have set løjer, kære læsere. AOL Time Warner Information net.com. Det lyder sgu' da ret stærkt! Eller tænk, hvis vi havde købt for 10 mio. kroner i det spanske internetselskab, Terra, der blev børsnoteret for to måneder siden, så kunne vi i dag sætte 100 mio. kroner ind på bankbogen.

TÆNK HVIS... Men nej, vi har ikke bestilt andet i senhalvfemserne end at advare imod de farligt opskruede aktiekurser, som måske kunne føre til et nyt aktiekrak, som i New York i 1929 eller som i Tokyo i 1989. Vi har skrevet den ene artikel efter den anden om, hvordan aktiekurserne har mistet enhver forbindelse til virksomhedernes materielle realiteter - indtjeningsevnen - så spekulationsboblen snart må briste, 'eksplumdere', puf.
Faktuelt og ud fra en gammeldags rationel økonomisk tænkning var det et absolut sandsynligt scenario. Der må da for helvede være noget galt, når aktier i hele perioden fra 1871 til 1996 i reglen kostede fjorten gange så meget som virksomhedens indtjeningsevne - og når America Online, Yahoo! og Amazon.com ved tankens og nettets kraft pludselig sprænger alle grænser i stykker med aktiepriser på flere hundrede gange indtjeningen. Eller hvad?
NETOP rationel og historisk begrundet tænkning er i dag afløst af emotionel intelligens, euforisk kådhed, tårnhøj optimisme og en generel fornemmelse af, at vi befinder os i en helt ny økonomisk epoke. Netværksøkonomiens. Et langt boom med høj produktivitet, lynende hurtige teknologispring og en innovationsevne aldrig set tidligere. Det er en revolution, der udfordrer alle kendte tænkemåder og værdisætninger. Det er sandt nok.
Chicagos Nasdaq-aktieindeks for højteknologiske virksomheder er denne revolutions førende temperaturmåler. I første uge af det nye år dykkede indekset ti procent af frygt for nye rentehop, og mange tænkte, at nu måtte den store kurskorrektion komme, som igen bringer netaktierne ned på jorden, i forbindelse med virkeligheden og indtjeningsevnen. Men nej.
I denne uge har Nasdaq-indekset igen indhentet
det tabte - fine regnskaber fra Yahoo! og America Online hjælper til - og nu har euforien grebet aktiemarkedet igen. Som alle investeringer er det spekulation, men kun fremtiden kan besvare, om det bare var en vildt oppustet flugt mod himlen.

EN MENING bag spillelidenskaben i kasino.net.com kan man dog godt finde: Flere og flere deler en fælles forventning til fremtiden. Der er tillid til, at internetdistributører og den nye virtuelle vifte af netbutikker - kald dem f.eks. Amazon.com, eBay.com, Bol.com, Bluelight.com - vil opnå en voldsom vækst i kundegrundlaget og vil spare store lager- og butiksomkostninger i forhold til traditionelle forretninger.
Det seneste boom for IT- og netaktier er i dette brede penselsstrøg forståelig og velbegrundet. For mange dot.com-virksomheder bliver centrale entreprenører i netværkssamfundet. I længden vil de være mere værdifulde end gammeldags industri-og underholdningsselskaber, for de har aktive, informerede og krævende kunder, som selv har potentiale til at blive vindere. En selvforstærkende spiral er det. Så længe det går fremad.

TABERE OG VINDERE findes der i alle revolutioner. De allerstørste tabere er de 60 procent af verdens befolkning, som lever i absolut fattigdom og aldrig har talt i telefon, endsige set en computer. Og på aktiemarkedet vil vi se blodige eksempler på, hvordan nogle netspekulanter taber funklende formuer på gulvet. Det er ikke sikkert, at vi får et netkrak i år, som nogle pessimister tror - for det er jo trods alt valgår i USA, og forbundsbankchef Alan Greenspan har indtil nu ført en blød rentepolitik og sat skub i spekulationerne.
På kort sigt vil vi opleve et voldsomt magtskifte fra gammeldags industri til fremstormende netvirksomhed. Tænk f.eks. på AOL Time Warner. På lidt længere sigt kommer konsolidering og kreativ destruktion - med store kursfald for taberne. Men man må håbe, at korrektionerne ikke klynger sig kaotisk sammen og fører til et af historiens tåbelige krak. Det ville være en bitter måde at starte det nye årtusind på. Trods
alt.bjm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her