Læsetid: 4 min.

Kasketvinkler, Marilyn og Kennedy

15. juli 2006

I begyndelsen af 60'erne var folk ikke helt så fattigfine, som de er blevet siden. Hvis man var arbejdsmand, gjorde det ikke noget, at det kunne ses, også efter fyraften, når man havde fri. Når arbejdsmændene i Sulsted kom hjem, de fleste på knallert, skiftede de til deres særlige aftendress. Det var også arbejdstøj, men rent. På trods af at min far var jord- og betonarbejder, foretrak han snedkernes sandfarvede overall, både når han arbejdede og havde fri. Han satte tommelfingrene i overallklappen og stillede sig ud ved vejen. Og det varede da heller aldrig ret længe, før han fik selskab. Som regel af ham vi kaldte Bette-Svend. Han var en lidt sirlig type, lille og klejn, der altid tog en nystrøget, hvid skjorte på om aftenen. Over den naturligvis overallen. Han foretrak smedenes mørkeblå farve, selv om han ikke var smed, og han så lidt komisk ud, fordi han næsten ingen skuldre havde. Til at bære overallselen. Bette-Svend gik med hænderne i lommen, for det havde man ret til, når man ikke var på arbejde. Han kedede far lidt, og som regel kom der da også et par stykker til, i forskellige overallefarver og med hænderne placeret der hvor de ny syntes bedst om det. I overallens forstykke, som min far, i lommerne som Bette-Svend, på ryggen måske, som en skolelærer, eller ikke noget bestemt sted. Hænderne betød ikke noget videre i fritiden, overallens farve var heller ikke afgørende. Det, der betød noget, var kasketten. Nemlig hvilken vinkel den sad i. Skråt til højre, skråt til venstre, lige på hovedet, lidt frem, med skyggen ned over øjnene, eller skubbet lidt tilbage. Det sidste fik én til at se yngre ud, end man var, men det var der næsten ingen, der benyttede sig af. Bette-Svends sad lige ovenpå det lille snusfornuftige hoved, han var nu engang en ordentlig mand. Fars skrånede til højre, man kunne se det på de sparsomme hår, han havde i nakken. Der var en lille fure, der aldrig ville gå væk, som man altid ville kunne kende ham på, også når han ikke havde sin kasket på. Han var en på skrå til højre-mand. Der lå afgjort ikke noget politisk i det, i øvrigt. Og når han tog låget på, som han sagde, faldt det helt af sig selv tilrette, på skrå til højre, med bagkanten løbende præcis i den årgamle fure.

Dengang var vejene i Sulsted belagt med sort grus, der var høje træer langs dem, det vil sige, at alle vejene var en slags alleer. Vej- eller gadenavne var der ikke noget, der hed. Der var en helvedes masse børn dengang. Vi løb rundt ude på vejene, og inde mellem træerne, om aftenen. Også for at lytte til hvad de voksne, Bette-Svend, min far og resten af slænget, gik og snakkede om. Voksen ting. Vi var især ivrige efter at høre om ting, der ikke ragede os. Jeg noterede med en udtalt tilfredshed, at min far var en slags hovedperson. Han var, i al ægteskabelig trofasthed, en stor ven af damer. Det bedste, der kunne ske, var, at en af nabokonerne kom gående. Så gav han sig i snak med hende - og han lod hende ikke slippe, før han havde fået hende til at fnise som en pige. Det fik os ungfolk inde mellem træerne til at se vantro på hinanden. Hvem skulle have vidst, at den og dens mor kunne være så fjantet - som en ånds-svag tøs!

Åh Marilyn, Marylyn

Men en dag i 1962 - jeg er sikker på, at det var om sommeren - var atmosfæren ude på vejen ikke til hverken tant eller fjas. Der rådede stille, næsten andægtig alvor. Og også en lille, spids panik, for der var sket noget forfærdelig tragisk. Marilyn, eller Mary-lyn, som de kaldte hende, var død. Jeg blev helt uhyggelig til mode, da jeg, inde fra træerne, så at ikke bare Bette-Svend, men også min far stod og græd. Ikke at de hulkede løs, men de græd, behersket, men også bevæget. Og der var også kommet andre, måske alle kasketterne, i alle deres forskellige vinkler, kunne ses lige foran vores hus. Nogle af dem græd vist også, men i alt fald var de påvirkede af situationen. Tragedien.

Jeg har skrevet om det i en roman, men det bliver det ikke nødvendigvis mindre sandt af. Det var Marilyn Monroe, der var død. Os inde mellem træerne kunne føle uhyggen i hele kroppen, men nogle af os var også lidt stolte: vi havde fædre, der sørgede over Marilyn Monroes død! Nordjyske arbejdsmænd i overall og med kasket på hovedet - ja, kasketten var der oven i købet nogle af dem, der - for skams skyld - tog af. I Vendsyssel kunne man ikke få nogen mand, hverken arbejds- eller af nogen anden slags, til at tage ordet smuk i sin mund. Men det var det hun var, Marylyn. Og nu var hun død. Verdens smukkeste kvinde.

Året efter var det John F. Kennedys tur. Mens man ivrigt diskuterede Marilyn Monroes død, og ikke kunne blive enige om, om hun var blevet myrdet eller havde begået selvmord, var der - dengang - ingen tvivl om, at John F. Kennedy døde som en følge af de skud, som den onde, cubansk-russisk uddannede skarpskytte, Lee Harvey Oswald, rettede mod ham, da han kørte ind i Dallas. Kasket-terne luftede sig igen. Også præsidentmordet var en alvorlig ting, men man skulle ikke lytte ret længe inde mellem træerne, for at forstå, at det befandt sig på et lavere tragedietrin. Det var ikke verdens smukkeste kvinde, der var blevet skudt. Det var USA's præsident. Ikke at det var nogen bagatel, bestemt ikke. Men det er hvad man må regne med, når der er politik med i billedet, som Bette-Svend sagde.

Bent Vinn Nielsens klumme hedder i sommerperioden 'Mindernes Boulevard'.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu