Læsetid: 4 min.

Kassen er stadig tom

Den palæstinensiske Hamas-regering søger desperat at klare sig ud af krisen, men der er mange til at spænde ben
16. juni 2006

TEL AVIV - For anden dag i træk blev en palæstinensisk minister i går standset ved grænseovergangen mellem den egyptiske Sinaihalvø og Gazastriben med en større sum penge skjult i en kuffert. De egyptiske grænsemyndigheder afslørede, at informationsminister Yousef Rizka havde fire mio. amerikanske dollars med sig, hvilket af iagttagere ses som et desperat forsøg på at føre midler til selvstyrets kasser, der står gabende tomme som følge af en stram blokade af Hamas-regeringen.

Onsdag blev Hamas-regeringens udenrigsminister Mahmoud Zahar på lignende vis afsløret i sit forsøg på at indsmugle 20 mio. dollars, og i begge tilfælde blev pengene kort efter overført til konti, som kontrolleres af regeringens rival, præsident Mahmoud Abbas.

"Ingen har lov til at indføre mere end 2.000 dollars, og her gælder ingen parlamentarisk immunitet for ministre," siger Naila Hedaye, der som medarbejder ved magasinet Palestine Business Report følger særlig godt med i den alvorlige økonomiske krise, der er opstået som følge af blokaden mod Hamas, og som hun også ser som et af de centrale elementer i den interne konflikt.

"Skuffelsen over Hamas-regeringen breder sig," forklarer hun:

"Ved valget i januar stemte mange mennesker på Hamas, fordi partiet lovede gennemsigtighed i administrationen, bekæmpelse af korruption og en række forbedringer inden for undervisning og den sociale sektor. Korruptionen er blevet bekæmpet, men til gengæld er der absolut ingen penge at gøre godt med, og det mærker folk i dagligdagen. Når 165.000 offentligt ansatte ikke får løn, og andre tusinder mister muligheden for at komme på arbejde i Israel, rammer det mere end en million mennesker hårdt, og de retter vreden mod Hamas, selv om en stor del af skylden ligger andre steder."

Stilstand i et døgn

Genoptagelsen af den væbnede kamp er ifølge mange iagttagere derfor kommet til at fungere som en slags redningsplanke for ministerpræsident Ismail Haniyeh og hans Hamas-regering.

Efter et døgns stilstand, som både palæstinensiske og israelske kilder hævder kom på direkte ordre fra Haniyeh, vendte konflikten i løbet af eftermiddagen i går tilbage, da seks Qassam-raketter slog ned omkring den israelske by Sderot nær Gazastriben.

Islamisk Jihad, som er i opposition til Hamas, tog ansvaret, og næppe var dette sket, før Haniyeh meddelte, at han aldrig havde givet sine folk ordre til at indstille skydningen.

"Hamas har fanget sig selv," siger Khaled Zaid, der bor i Vestbred-byen Kalkiliya, hvor han som regnskabschef for lokalafdelingen af Det Islamiske Universitet ikke har fået udbetalt løn i fire måneder.

Hans bekymring går tilbage til lokalvalget sidste år, hvor Hamas satte sig totalt på bystyret i byen, der som han selv er fast forankret i Fatah. Den økonomiske nedtur, som nu har nået sit klimaks, har han længe set komme.

"Jeg stoler egentlig på, at Hamas er indstillet på en våbenhvile, men da alle forsøg på at skaffe penge til at få gang i den offentlige økonomi er slået fejl, ser Islamisk Jihad sit snit til at skubbe til den vaklende regering. Og så er Hamas jo nødt til at følge med for dog at vise en form for national ledelse," forklarer Khaled Zaid over for Information.

Ingen våbenhvile

Ifølge palæstinensiske kilder skal udenrigsminister Zahar have skaffet omkring 60 mio. dollars i forbindelse med en netop afsluttet rundrejse til blandt andet Indonesien, Kina, Brunei, Iran og Egypten. Beløbet rækker lige til en måneds aflønning af de offentligt ansatte.

Men frygt for amerikanske anti-terror sanktioner skal have fået internationale banker til at nægte at overføre pengene til de palæstinensiske selvstyreområder. Hvilket forklarer den usædvanlige transportform, der nu i to tilfælde har slået fejl.

Faren for borgerkrig i de palæstinensiske selvstyreområder aftog noget, da Fatah og Hamas allerede onsdag vedtog at lade den nydannede Hamas-milits på Gazastriben indgå i de regulære politistyrker, men efter gårsdagens nye Qassam-angreb stod det atter klart, at situationen er stærkt flydende.

"Vreden og frustrationerne er ved at koge over," siger Nabil Kullab, der har en mindre og stærkt lidende vognmandsforretning i Gaza by:

"Vi ved ikke, hvornår israelerne invaderer og besætter Gazastriben igen, vi ved ikke, hvornår næste missil-angreb kommer, men vi ved, at volden ikke standser."

Der blev meldt om spredte skudepisoder i de sydlige dele af Gazastriben i løbet af dagen, og imens udtalte den israelske forsvarsminister, Amir Peretz, at han vil skride til handling, hvis de palæstinensiske raketangreb ikke standser.

Hamas-ledelsen udtalte sent på eftermiddagen, at man er klar til "flere dages våbenhvile", men at denne også må afhænge af Israels vilje til at respektere roen.

"For mange her i området har en interesse i at se våbenhvilen bryde sammen, så jeg tror ikke på det," siger Nabil Kullab mørkt over telefonen:

"Bliver det ikke israelerne, der bryder den, så vil en af vore egne oppositionsgrupper gøre det."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her