Læsetid: 3 min.

Kastreret havfrue i eksil

'Den lille havfrue' viser Andersen som fantasiens digter med rendyrket billedkraft
4. februar 2006

Oh, at være- en høne, et egetræ, en havfrue. Længslen efter en anden værensform end den menneskelige har en lang litteraturhistorie. Fra den tyske romantiker Hölderlin, der længtes efter at være et egetræ, til Frank Jæger, der længtes efter at være en høne eller et æble eller en tøjhund. Og imellem dem H.C. Andersen, der længtes efter at være en havfrue på havets bund. Men ak, har man først levet sig ind i havfruen, så længes også hun - efter at være et menneske.

Det kommer der i Andersens eventyr et univers ud af, hvor 'oppe' og 'nede' hele tiden spejler og krydser hinanden. Når digteren kigger ned i det undersøiske, spejles fisk af fugl: "Alle Fiskene, smaa og store, smutte imellem Grenene, ligesom heroppe Fuglene i Luften." Og når havfruen kigger op mod himlen, lignes solens faldende stråler med lys, der stiger op fra en blomst: "I Blikstille kunne man øine Solen, den syntes en Purpur-Blomst, fra hvis Bæger det hele Lys udstrømmede."

Det nedad- og opadstræbende ikke alene krydser hinanden, men ligefrem kysser hinanden i det suggestive billede af grædepilen, som den lille havfrue har plantet på havets bund: "det saa ud, som om Top og Rødder legede at kysse hinanden".

Fantasi og ironi

"Den lille havfrue" viser Andersen fra sin fantaserende, billedskabende side. Sproget sættes ikke, som så mange andre steder i forfatterskabet, i ironiens tjeneste, men i visionens. Og selvom jeg er en stor fan af ironikeren Andersen (og på den konto måske hellere ville have kanoniseret et eventyr som "Snedronningen", der rummer både den ironiske og den billedskabende side), må jeg sige, at jeg lader mig voldsomt suggerere af det undersøiske univers, Andersen her maler for os. Både når det stråler i blåt og guld og purpur, og når det, på vej til Havheksen, viser sig fra sin slimede, dunkle, materiegule og benhvide side. Der er virkelig knald på farverne hos Andersen, på en herlig overdreven måde. Ikke mindst er jeg til fals for slutningens fantastiske vision, hvor den lille havfrue kaster havheksens kniv i havet og herved fremkalder piblende purpurdråber, som om selve havet bløder, som om selve havets overfalde var en hud, der kunne bløde.

Og så passer det heller ikke helt, at "Den lille havfrue" er blottet for Andersensk ironi. Den sniger sig ind i Havheksens have, da hun slår knude på et par snoge og skurer sin heksebryggekedel af med bemærkningen: "Reenlighed er en god Ting!". Og den svæver lettere satirisk om de østers, havfruerne klemmer fast om halen for at vise deres stand. Første gang, det gør rigtig ondt på den lille havfrue, er faktisk ikke da hendes hale (med en pragtfuld kastrationsmetafor) kløves i to, men da hendes bedstemoder gør hende klar til sin første tur over vandet netop ved at lade otte store østers klemme sig fast ved hendes hale. Til hendes klage over smerten svarer den gamle blot: "Ja man maa lide noget for Stadsen". Dette forvarsel om lidelsen giver mulighed for at forstå havfruens halesmerte som smerten ved selve socialiseringen, ved selve det at underkaste sig et samfunds sociale koder.

Uhjemligheden

"Den lille havfrue" er formidabel, men skæmmes af en fuldstændig kikset slutning, hvor billedmageren pludselig, i en anstrengt og påklistret konstruktion giver sig til at lege moralsk opdrager. Det er nærmest som om romantikeren Andersen, der dyrker barnet som særlig modtagelig for fantasiens billeder, her føler trang til at bøde for sine udskejelser med et syn på barnet som den, der skal tugtes. Endnu større vold på eventyrets slutning har naturligvis Disney gjort i tegnefilmsversionen, hvor havfruens død og apoteose er erstattet af bryllup med prinsen.

Tankevækkende er det, at et af Danmarks kendteste nationalsymboler er denne spaltede lille kvindeskikkelse, der har så svært ved at føle sig hjemme, dér hvor hun er født, og heller aldrig får hjemme i sit eksil. Frem for at befæste hjemmeføddingenes hygge-Danmark kunne hun fremholdes som symbol på u-hjemligheden og eksilet som et menneskeligt grundvilkår, der burde få os alle til at åbne os for dem, der helt konkret er eksileret fra deres hjemland.

Hans Christian Andersen: "Den lille Havfrue", Eventyr og historier I-III

Red. Klaus P. Mortensen et al., 1571 sider, Gyldendal og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her