Læsetid: 3 min.

Katalansk konsensus

18. marts 2002

Weekendens EU-topmøde i Barcelona var et af de møder, hvor alle uden større vold på sandheden kunne erklære en vis succes. Og med en rummelighed som den Storbritanniens dygtige og glatte Tony Blair besidder, er det da heller ikke svært at blive tilfreds. EU vedtog planer mod både social udstødelse og for fælles sygesikringskort og større liberalisering. Tilsyneladende har EU fundet den gyldne middelvej mellem velfærdsstat og liberalisme, så man ikke behøver at hænge i forskellene mellem Schröder, Jospin og Berlusconi. Det er naturligvis langtfra sandheden. Men EU-lederne formåede at holde de værste konflikter pænt ud i strakt arm. Og det er slet ikke umuligt, for som Blair rigtigt sagde i Barcelona, så er liberalisering af økonomien ikke længere til reel debat: »Retningen er klar. Kun tempoet varierer.«
Frankrigs stridende makkerpar, Chirac og Jospin, er eksemplet på netop det. De ville ikke give EU-kammeraterne håndslag på en fast tidsplan for fuld liberalisering af landets energisektor. Kun en dato – 2004 – for erhvervslivets energiforbrug kom på plads. For private brugere ligger datoen derimod ude i en mere tåget fremtid. Den franske bremse kommer med den begrundelse, at landet ønsker garanti for at samtlige borgere – også i de tyndtbefolkede områder – har forsyningssikkerhed. Og det kan kun de gamle offentlige monopoler sikre. Mærkeligt nok havde den svenske socialdemokratiske statsminister Göran Persson med sit endnu mere udstrakte og tyndtbefolkede land, ikke samme bekymring. Så Frankrig stod alene. Men igen var uenigheden ikke mere grundlæggende end som så.
EU skal se på det hele igen inden for et år. Og når det franske præsidentvalg er overstået om få måneder, ventes Frankrig at ville være mere kompromisvilligt.

Anderledes for de rigtig svære ting. Dem undgik EU-lederne, at røre ved. Den belgiske udenrigsminister Louis Michels forsøg på at få en diskussion, der kunne have udtrykt mange EU-landes reservationer og krav om FN-godkendelse af den måske forestående amerikanske militæraktion mod Irak, mislykkedes. Det skete tilsyneladende efter devisen, at kan man ikke blive enige alligevel, så er der ingen grund til at diskutere. Som statsminister Anders Fogh Rasmussen udtrykte det: »For at sige det ligeud. Det kunne udløse en uenighed rundt om bordet. Det er jo sandheden om den sag.«
Så i stedet for EU blev det en topmøde-gæst, den tyrkiske ministerpræsident Bülent Ecevit, der kom med en advarsel til USA om konsekvensen af et Irak-angreb: »Militære angreb vil forstyrre balancen i hele Mellemøsten,« sagde Ecevit.
Endnu en lang, behjertet deklaration om konflikten mellem Israel og palæstinenserne, som EU alligevel ikke har indflydelse på, kunne det dog godt blive til.

For EU’s fremtid var topmødets mest interessante sag den kritiske rapport som EU-ministerrådets
generalsekretær, Javier Solana, smed på statsledernes bord. Med sin opsang om både topmødernes og ministerrådets dårlige funktionsmåde har han peget på en række åbenlyse problemer. Kritikken vandt så meget gehør, at der straks blev nedsat et særligt udvalg, der skal komme med et udspil allerede til juni i Sevilla.
Solana vil, udover en slankning af topmødernes dagsordener, også have en debat om EU-formandskaberne, der roterer hver sjette måned. Det skaber forvirring med diverse nationale kæpheste, og nye småstater som Malta, der er på vej ind i EU, kan administrativt ikke klare opgaven, Luxemborg kan knap nok. Derfor taler Solana for længere formandskaber, hvor flere lande går sammen.
Fogh gør klar til sit både første og sidste EU-formandskab fra juli: Han udtrykte nemlig sin klare støtte til Solanas idé, mens andre små EU-lande har udtalt sig meget mere skeptisk. De frygter, at de store EU-lande, der med udvidelsen, vil få selskab af endnu flere små lande, vil gribe chancen til at sætte sig endnu
tungerepå magten. Frygten er ikke ubegrundet, og en grundig diskussion bør tages. Men det er en overvurdering af formandskabets rækkevidde, at stirre sig blind på det som en velerhvervet ret. Et blik på den skæbne, forgangne formandskabers kæpheste har fået, viser, at ægte styring af en EU-dagsorden i sidste ende handler mere om gode argumenter og alliancebygning.
Hele ideen om det korte EU-formandskab som en særlig priviligeret talerstol i EU er lokkende, men det er en illusion at tro, at det er her de små EU-landes indflydelse skal sikres.

cobla

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her