Læsetid: 4 min.

Katarsis

21. juni 2005

Man møder modsætningen overalt og hele tiden. Tag Politiken i søndags. En af avisens faste kommentatorer, redaktør Mikael Lindholm, skriver følgende: "Det kan ikke være et problem, at Kina rejser sig fra armod og vokser til en ny økonomisk supermagt i et tempo og omfang, der slår alt andet, vi har set i verdenshistorien. Men det er et problem, at vi ikke evner at tilpasse os den udvikling hurtigt nok. At tabe det kapløb kan være langt mere skæbnesvangert end at tabe kapløbet til månen." Lindholm konkluderer med et citat af den tidligere finske statsminister Esko Aho: "Regeringerne i Europa er nødt til at kunne gøre alting hurtigere. Det at være langsom er den største trussel mod demokratiet i dag."

Bladrer man nogle sider frem, skriver en anden kommentator, tidligere chefredaktør her på stedet David Trads, at EU-traktaten bl.a. er faldet, fordi "vælgerne (reagerer) mod et EU, der bevæger sig i et tempo, som går for hurtigt og i en retning, der er uigennemskuelig."

D'herrer har ret. Begge to. Det går for langsomt, og det går for hurtigt. Én måde at beskrive dilemmaet og krisen, der lige nu er ved at sønderrive EU.

Man kan anskue det grundlæggende skisma som følger: Den økonomiske globaliseringsproces på markedskræfternes vilkår betjener sig af egoismen - den målrettede forfølgelse af egennytten - som afgørende drivkraft. Det internationale politiske system baserer sig på en grad af solidaritet - viljen til at tage hensyn, dele og komme modparten i møde - som grundlæggende forudsætning for at skabe aftaler, sikre stabilitet og tryghed. Problemet er, at den kapitalistiske verdensøkonomis eskalerede konkurrence sætter det politiske systems forvaltere under et sådant pres, at de forfalder til egennytte-tænkningen i en grad, der bliver destruktiv. Man hører dagligt politikere betone nødvendigheden af 'nationale vinderstrategier'. 'Vi skal være nummer ét', 'vi skal bringe nationens konkurrencedygtighed i top', 'vi skal vinde markedsandele' osv. Vinder vi ikke, bliver vi - som påpeget af Lindholm - tabere.

Det forstemmende EU-topmøde var en illustration af, hvordan desperate stats- og regeringschefer er præget af denne nationalegoistiske tænkning i en sådan grad, at de fuldstændig har mistet evnen til at komme modparten i møde, skabe aftaler, dele det der er til rådighed. Presset af både den globaliserede konkurrence - 'løb hurtigere' - og af egne utrygge borgere - 'løb langsommere' - vælger de politiske ledere at stå stille på stedet og stå så fast på eksisterende nationale privilegier, at det fælles projekt braser sammen. Den ultimative falliterklæring fra topmødet var politikernes surrealistiske melding om, at de nu vil snakke med borgerne om den afviste forfatningstraktat, men ikke ændre et komma i den. Alle ved, at traktaten er stendød, og topmødeerklæringen opleves derfor som råbet fra en punchdrunk bokser, der for længst er talt ud, men fortsat raller rundt i ringen og tror, han er med i kampen.

Med de politiske ringvrag er spørgsmålet, om den dybe krise kan blive en krise, der fører til katarsis, til selvindsigt og renselse i EU? Spirer der nu i det europæiske folk en kraft og selvbevidsthed, der kan omsætte den hidtidige, indadvendte utryghed til politiske visioner som svar på udfordringerne fra den globaliserede markedskapitalisme?

Hvad EU's indre anliggender angår, handler det ikke om at lade forfatningstraktaten afløse af et tomrum, men om at splitte den op. EU har brug for en enkel forfatning, der ikke er besmittet med politisk-økonomisk ideologi, men alene fastlægger de grundlæggende demokratiske, retslige og institutionelle principper for unionen. Samt udtrykker det europæiske skæbnefællesskab, som i globaliseringens tidsalder mere end nogensinde er et vilkår. En europæisk afhængighedserklæring, som tidligere EU-rådgiver Erik Holm har udtrykt det.

Den politiske dimension må bane vej for en social pagt, som danner modvægt til den eksisterende vækst- og stabilitetspagt og forankrer solidaritet og vilje til at værne de udsatte i EU mod globaliseringens rå kræfter. Men det gør det ikke alene. EU er ikke en isoleret ø, hvor man kan løbe langsomt, mens verden løber hurtigt. Presset fra Kinas buldrende vækst forsvinder ikke af, at EU præsterer lige vilkår for unionens egne øst- og vestarbejdere. Samtidig er der milliarder af mennesker uden for EU, som har langt større behov end EU-borgerne for et værn mod den rå kapitalisme. Derfor er den endnu større udfordring for EU at forstå sig selv som social aktør på den internationale scene, hvor globaliseringen er et dagligt spørgsmål om liv eller død.

Og endnu mere eksistentielt: Tingene går ikke op i en højere enhed af, at det eventuelt måtte lykkes at blæse den europæiske vækst i gang. Asiatiske vækstrater i EU ville blot alt for brutalt illustrere, at det økonomiske globaliseringsprojekt er på kollisionskurs med sit naturgrundlag. Så den parallelle udfordring for EU er at finde svar på, hvordan - hvor og hvor meget - økonomisk udvikling, der er grundlag for med økologisk bæredygtighed som præmis.

To folkeafstemninger og et surrealistisk topmøde har kastet EU ud i en eksistenskrise og blotlagt modsætninger, som hele tiden har eksisteret, men aldrig været åbent erkendt. Man kan vælge at se det som en chance.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu