Læsetid: 6 min.

Katastrofal kurs

I dag er der forespørgselsdebat i Folketinget om Institut for Menneskerettigheders kritiske rapport om udlændingelovgivningen. Samtidig rejses der spørgsmål ved - og ikke kun af Dansk Folkeparti - om sådanne overhovedet skal være en del af dansk lovgivning. Det er urimeligt og urovækkende
29. april 2005

I disse dage fejrer store dele af verden 60-året for afslutningen af nazisternes besættelse af Europa. Mere end 10 års lidelser skulle der til, inden Europa kunne frigøre sig fra det diktatur, som tyskerne havde stemt sig til på demokratisk vis. Få år senere blev store dele af verden enige om at stifte FN med udgangspunkt i en 'grundlov' for verden, FN-pagten og menneskerettighedserklærin-gen. For dem stod det lysende klart, at demokrati ikke nødvendigvis beskytter sig selv, men også at det enkelte menneske kan have brug for beskyttelse mod dets egen stat. Enhver, der har haft lejlighed til at se der Untergang, har kunnet forvisse sig om sandheden i det sidste udsagn. For Hitler kom det mod krigens slutning til at handle om at udrydde det tyske folk.

Med menneskerettighedserklæringen får moderniteten for alvor sit gennembrud. Det enkelte individ sættes i centrum. Det enkelte menneskes ret til frihed og beskyttelse af sig og sine får forrang i forhold til statens interesser, medmindre statens sikkerhed er på spil. Ikke så sært at borgerlige og liberalt sindede politikere har været blandt de mest ivrige i kampen for menneskerettighederne. Socialisterne/kommunisterne derimod måtte groft sagt bruge 40 år mere, inden de fandt ud af, at også frihedsrettighederne er vigtige. Først med murens fald kan Europa rejse sig på sit eget grundlag, nemlig de værdier, som lå til grund for den franske revolution i 1789 - frihed, lighed og broderskab. Værdier, der for alvor får gennemslagskraft, når Europas nye grundlov - det europæiske charter for grundlæggende rettigheder - træder i kraft. En ring er sluttet.

Ændret holdning

Danmark var et af de første lande, som underskrev menneskerettighedserklæringen, og siden har vi været blandt de fremmeste forkæmpere for dens implementering overalt i verden. I de senere år er det dog som om holdningen til menneskerettighederne i Danmark er ændret. Resultatet ser vi blandt anden i form af en udlændingelovgivning, som alle vægtige internationale institutioner har kritiseret for at være på kant med menneskerettighederne. Et faktum, vi normalt ville se på med stor alvor. Sådan er der ikke længere. I dag har vi således en forespørgsel i Folketinget vedrørende den seneste kritik fra Institut for Menneskerettigheder. Regeringspartierne har ikke en gang ønsket at være medforslagstillere til forespørgslen. De kan ikke se, at der er grund til at diskutere rapporten. Det synspunkt er regeringen ikke alene om. Flere universitetsprofessorer har i den senere tid sat spørgsmålstegn ved, om de der menneskerettigheder overhovedet er det papir værd, de er skrevet på.

Det er blevet foreslået, at Danmark skriver menneskerettighederne ud af dansk lovgivning. Fra dansk side lyttes der nemlig alt for meget til, hvad der sker ved den europæiske menneskerettighedsdomstol. I Danmark skal det være Folketinget, der bestemmer, lyder det. Danskerne skal være herre i eget hus-

Rettigheder under pres

Set i lyset af Anden Verdenskrig og den udvikling, Europa siden har været igennem, er det efter min opfattelse, en katastrofal kurs et flertal i Folketinget har valgt. Endelig var vi næsten kommet dertil, at vi kunne sige til vore børn: I kan være sikre på, at et flertal i Folketinget aldrig kan tage Jeres grundlæggende rettigheder fra Jer. I er vigtigere end staten! Se det ville være frihed og tryghed. Desværre er det præcis det modsatte, vi nu er nødt til at sige til børnene. Med et eksempel: Hvis du rejser ud i verden, må du vide, at den danske stats interesse i at holde udlændinge ude af landet, kan være vigtigere end din ret til at leve sammen med og tage vare om din familie. Ja, staten forbeholder sig i dag ret til at blande sig i borgernes privatliv i en detaljeringsgrad, der ikke er set siden Anden Verdenskrig.

Det interessante i denne sørgelige udvikling, er, at det er borgerlige/liberale politikere og intellektuelle, som står i kø for at styrke statens magt på bekostning af individet. De personer, som traditionelt hylder individualismen og det fri valg, er samtidig fortalere for at fratage den enkelte sine grundlæggende rettigheder.

Denne udvikling går for det første ud over en stor gruppe danske borgere, som har stiftet familie med en udlænding. For det andet går det i stigende grad ud over retssikkerheden. Lovgiverne nøjes med at skrive i bemærkningerne, at de internationale konventioner i øvrigt skal overholdes. Derefter er det op til embedsmænd og domstole at afgøre, hvad det indebærer. For det tredje og det er næsten det værste: Danmark skriver sig i disse år ud af 60 års international kamp for at etablere en international - konstitutionel - ramme, som beskytter individet mod overgreb og det nationale demokrati mod at afskaffe sig selv. I parentes bemærket: Hvordan skal ja-partierne overbevise danskerne om, at de skal stemme ja til den nye traktat, når nogle af de selv samme partier i virkeligheden ikke støtter op om udgangspunktet for hele øvelsen?

Ikke rettighedernes skyld

Selvfølgelig er det på sin plads at spørge, om menneskerettighederne forhindrer Danmark i at løse sine problemer. Inden man stiller det spørgsmål, bør det imidlertid nøje overvejes, om problemerne kunne adresseres uden at underminere fundamentet for de sidste mange års arbejde med at opbygge et internationalt retssamfund. Lad mig give nogle eksempler:

Det kritiseres, at Danmark er blevet for afhængig af den europæiske menneskerettighedsdomstol. Det kan der være noget om, men problemet er ikke domstolen. Derimod, at Folketingets flertal laver så sjusket og uigennemsigtig lovgivning, at den eneste måde, det enkelte menneske kan sikre sine rettigheder, er ved at gå til domstolene. Problemet kunne løses ved at lave klare, enkle og gennemsigtige love, som med sikkerhed holder sig på den rigtige side af menneskerettighederne.

Det kritiseres, at Højesteret er ved at drukne i sager. Problemet kunne løses ved - som oven for beskrevet - at lave klarere og bedre lovgivning. Endelig burde det overvejes at lave en forfatningsdomstol, som havde mulighed for selvstændigt at gå ind og vurdere, om de enkelte lovgivninger er i overensstemmelse med Grundloven og med de internationale konventioner, som Danmark har underskrevet. Dermed ville der sandsynligvis blive færre retssager, idet det ville blive nemmere for domstolene at afvise sager.

Det kritiseres, at Danmark ikke selv kan bestemme, hvem der kan bo i Danmark. Mange frygter, at vi ikke kan bevare vores velfærdssamfund, hvis der indvandrer mange udlændinge, som ikke kan forsørge sig selv. Det problem er reelt nok, men hvorfor ikke løse det med krav om, at alle udlændinge, som frivilligt kommer til Danmark, skal forsørge sig selv? (eller være sikret forsørgelse fra en herboende). Vi har tidligere foreslået, at Velfærdskommissionen vurderede, hvordan et optjeningsprincip til sociale ydelser kunne skrues sammen. Udgangspunktet skulle være, at enhver kan gifte sig med den, de vil, men at det ikke er statens opgave at forsørge enhver, som frivilligt kommer til landet. Til gengæld bør enhver udlænding selvfølgelig være forpligtet til at gå til dansk og til at deltage i et integrationskursus, hvis han eller hun ikke er i arbejde.

Det kritiseres, at der blandt indvandrerne findes en kulturel praksis, som ikke kan forenes med at bo i et moderne samfund (tvangsægteskaber og genopdragelsesrejser). Det er rigtigt. Lad os derfor styrke retsstaten. Lad os lave en lovgivning, hvor det står lysende klart, at staten straffer enhver, som forbryder sig mod det enkelte menneskes grundlæggende ret til at bestemme over sit eget liv. Hvor er retssagerne mod de forældre, som sender deres børn på genopdragelse eller tvinger dem til at blive gift mod deres vilje?

60 års kamp

Med andre ord: Der er ikke nogen som helst grund til at bringe det internationale retssamfund og de internationale konventioner i spil for at løse de problemer, som Danmark vitterligt har på en række områder. Vi kan løse dem inden for den ramme, som vi de sidste 60 år har kæmpet for.

Det Radikale Venstres svar på det 21 århundredes udfordringer er: Et stærkere internationalt retssamfund, en stærkere dansk retsstat og en økonomisk model, som fremtidssikrer velfærdsstaten.

Danmark kan og skal ikke være sig selv nok. Også danskerne har brug for menneskerettighederne som beskyttelse mod deres egne magthavere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her