Dinna er lige så gammel som det 20. århundrede. Vi møder hende, da hun - sammen med århundredet - er sidst i 30'erne, i en lille fynsk stationsby, hvor hun sammen med sin mand driver en lille forretning og passer hjem og to sønner. Det er gennem hendes bevidsthed, vi oplever den danske provins i årene lige før Anden Verdenskrig i Kirsten Thorups nye roman Førkrigstid.
Med romanen har Thorup slået sig ned i lige nøjagtigt det sociale lag, som var fas-cismens grobund: småborgerskabet. Den bevidsthed hun fremstiller, synes både at have berøringspunkter med fascismen (i dens dyrkelse af "social tryghed med familiens ære og værdighed som fundament") og modstandskraft mod den (Dinna tager afstand fra Hitler-Tyskland), men først og fremmest er den katastrofeblind.
'Førkrigstid' kan både lyde som en idyllisk, svunden tid før krigens tidsalder, og som en truende tid, hvor krigen nærmer sig. Det er den truende, tilstundende krig, der sætter stemningen for Thorups bog, men den leger også med læserens forventninger om en svunden tids idyl. Der er badmintonscener, som kunne have henrykket Emil Aarestrup med deres Biedermeier-erotik; der er et landskab, som kunne have henrykket de fynske malere; og der er stege og sovse og raske drenge med røde kinder, som kunne have givet en nutidig, fortravlet husmor dårlig samvittighed.
Der er bare det ved det, at det hele er spejlet i en bevidsthed, som virker uhyggelig nutidig, og hvor idyllen kun eksisterer som på grund af en kraftanstrengelse for at opretholde den trods ulmende eksplosioner.
Hvis man går rundt og tror, at tidligere generationers husmødre var befriede for stress og dårlig samvittighed, så modsiger Thorups Dinna-skikkelse denne antagelse. Også hun går og længes efter "en anden tid med andre skikke end deres egen forjagede tid".
Thorup lader 30'erne spejle vor egen tid. Ikke mindst gennem det tryghedstab, som for Dinna udspiller sig synkront på verdenspolitikkens og ægteskabets scene:
"Hendes egen lille verden har mistet sin trygge uskyld." En formulering, mange af os kan identificere os med efter 11. september 2001.
Fortalt monolog
Thorup fortæller gennem Dinnas bevidsthed og i nutid, men i tredje person, med det fortælletekniske greb, der kaldes "fortalt monolog", altså en indre monolog, der ikke citeres direkte, men fortælles:
"Hun må indrømme for sig selv, at hun inderst inde er et lykkeligt menneske. Helt derinde hvor sjælen samler sig til det stof universet er lavet af."
Den fortalte monolog kaster et tvelys over den bevidsthed, den fremstiller, fordi det er svært at afgøre, hvor grænsen går mellem personens og fortællerens indsigt, mellem hvad personen er i stand til og ikke er i stand til at formulere for og om sig selv. Er det Dinna selv, der laver den poetiske ligning mellem sjælens og universets stof? Eller er det fortælleren? Er vi virkelig kommet "inderst ind" i Dinnas sjæl her? Eller befinder vi os i bevidsthedens yderste, verbale lag, hvor den prøver at bilde sig selv ind, at den er lykkelig?
Den fortalte monolog indskrev sig for alvor i litteraturhistorien i skildringen af en anden provinskvinde i et andet land og århundrede: Gustave Flauberts Madame Bovary.
Hvor Madame Bovary henter de glansbilleder, hun forsøger at forme sit liv efter, i kulørte romaner og modemagasiner, henter Dinna dem i det pæne hjem i Charlottenlund, hvor hun tjente som ung pige. Og ligesom Flauberts roman kan Thorups siges at være et studie i selvbedrag. Samtidig med at fortælleteknikken ikke fordømmende udstiller den selvbedrageriske bevidsthed, men lader os dvæle på dens tærskel. På den tærskel, hvor Dinna både ved og ikke ved, at hendes mand Sigurd bedrager hende med deres unge tjenestepige Maja.
Alene gennem fortælleteknikken giver Thorup et portræt af en form for katastrofeblindhed, der ikke alene fremstår som karakteristisk for årene op til Anden Verdenskrig, men også appellerer til aktualisering: er det også det, vi er i dag - katastrofeblinde?
Mesterlig
Mod slutningen begynder Thorup i stigende grad at citere personernes replikker og monologer frem for at fortælle dem. Det betyder, at de i højere grad bliver dramatiske personer, som repræsenterer forskellige synspunkter på den krig, som slutteligt bryder ud. Det svækker den stærke, stærke prosa, som heldigvis fylder det meste af bogen, og som netop henter sin styrke i den fortalte monologs subtiliteter.
Så længe Thorup holder os svævende på tærsklen mellem identifikation og afstand, er hendes prosa fuldstændig mesterlig. Jeg savner Dinna, samtidig med at jeg er glad for at være trådt ud af hende igen. Jeg vil være Dinna, samtidig med at jeg priser mig lykkelig for ikke at være det. Jeg vil bo i den danske provins i 30'erne og spise frugtgrød, samtidig med at det er det sidste, jeg vil. Jeg vil helst betragte fascismen som historie. Men Thorup aktualiserer den for mig i en nærværende bevidsthed.
