Læsetid: 3 min.

Kate Fleron er død

En af besættelsestidens frontfigurer, forhenværende redaktør Kate Fleron, er død, 96 år
8. marts 2006

Kate Fleron Jacobsen voksede op i et dannet og velstillet hjem med solide nationale og kulturelt konservative værdier. Selv om hjemmet var konservativt, repræsenterede hun en ny type konservatisme som selv- og kvindebevidst journalist og forfatter.

21 år gammel kom hun til én af landets førende konservative aviser, Nationaltidende. Her tog hun sig af kvindestoffet og siden af lægestoffet. Hun blev nært knyttet til Aage Schoch, da han blev chefredaktør for avisen i midten af 30'erne. Omkring ham samledes en gruppe antinazistiske medarbejdere, som prægede avisen, ikke mindst efter den 9. april 1940. Schoch blev på ordre fra tyskerne fyret fra sin stilling ved udgangen af 1941. Kort tid efter blev også Kate Fleron reelt fyret af en følgagtig bestyrelse.

Taget af Gestapo

Hun samlede nu stof til et par interview-bøger om ungdommens situation. Man var meget bekymret for ungdommen i krigens første år og talte om, at den var afsporet, gik på kaffebar og havde sex før ægteskabet. Den første bog hun udsendte hed Afsporet Ungdom (1942) og vakte megen opsigt ved så åbent at benævne ungdommens holdninger. Den blev siden fulgt op med bogen Vi er Ungdommen (1943); siden blev de udsendt samlet.

Gennem journalisten og modstandsmanden Ole Kiilerich kom Kate Fleron i december 1942 ind i Frit Danmark. Organisationen og bladet af samme navn var startet som et kommunistisk-konservativt samarbejde med udgangspunkt i nogle samtaler kommunisten Aksel Larsen og den konservative John Christmas Møller havde haft om modstanden mod tyskerne.

Frit Danmark kom i høj grad til at videreføre et træk ved 30'ernes kulturradikalisme, nemlig at organisere de højtuddannede i et antinazistisk arbejde, og mange af de venstreorienterede fra Frisindet Kulturkamp mødtes i Frit Danmark med konservative kredse som ellers havde stået dem fjernt.

I Frit Danmark afløste hun Kiilerich i redaktionen, men kom også til at deltage i mange andre modstandsaktiviteter, men netop hendes journalistiske evner blev en stor støtte for bladarbejdet. Hun blev taget af Gestapo i september 1944 og efter Vestre Fængsel kom hun til Frøslev, hvor hun sad indtil april 1945. Efter befrielsen flyttede hun sammen med Aage Schoch med hvem hun havde en datter.

Efter befrielsen havde hun plads i Frihedsbevægelsens samråd og frem for alt i Frit Danmarks redaktion. Bladet udkom i begyndelsen som et ugeblad, men gik efter nogen tid over til at udkomme månedligt. Her holdt Kate Fleron fast i den antinazistiske alliance og sejlede op imod den voldsomme antikommunisme, som efter de to første fredsår delte modstandsbevægelsen. Hun fastholdt det samarbejde, hun havde haft med kommunister og bevægede sig med årene stadig mod venstre.

En enmandskrig

Bladet udviklede sig under Den Kolde Krig til hendes egen enmandskrig mod systemet, og helt frem til 1982, hvor Frit Danmark måtte lukke, udtrykte hun her en venstreorientering, som ikke var ideologisk knyttet til marxismen, men som videreførte værdier, hun så som udsprunget af modstandskampen. Hun var aktiv i flere andre sammenhænge, f.eks. i kampen mod den amerikanske krigsførelse i Vietnam. I 1972 fik hun PH-prisen bl.a. for sit arbejde for at afdække krigsforbrydelser i Vietnamkrigens kølvand.

Hun skrev gennem alle årene artikel på artikel om aktuelle politiske forhold og flere bøger. Hun skrev bl.a. to pjecer om Nordkorea i 1951 og 1952. I 1955 skrev hun bogen Hvis jeg glemmer dig, oh Jerusalem. Hun fastholdt sit kvindepolitiske engagement og skrev allerede i 1945 bogen Kvinder i Modstandskampen for at understrege, at kvinder havde spillet en stor rolle i kampen. Hun repræsenterede en form for hæderlig borgerlighed, som man i dag tænker tilbage på med forundring og længsel. Som person var hun generøs og imødekommende og afholdt langt ud over sine venners rækker.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her