Læsetid: 4 min.

'Katolikker bør ikke støtte Amnesty'

Amnesty International støtter voldtægts- og incestramte kvinders ret til abort. Derfor bør katolikker ikke støtte Amnesty - det siger den danske biskop, efter at en kardinal i onsdags sagde det samme
21. juni 2007

Retten til liv er ukrænkelig, og derfor er abort under ingen omstændigheder i orden, i hvert fald ikke ifølge den katolske kirke.

Så når menneskerets-organisationen Amnesty International støtter kvinders ret til abort, bør katolikker ikke støtte Amnesty. Heller ikke selvom Amnestys abortstøtte kun gælder kvinder, der har været udsat for abort eller incest, eller hvis liv og helbred er i alvorlig fare på grund af deres graviditet.

Det slog kardinal Renato Martino, som er Vatikanets udenrigsminister, fast i sidste uge.

Dansk biskop er enig

Og kardinalen bakkes nu op af overhovedet for Den Katolske Kirke i Danmark, biskop Czeslaw Kozon:

"Jeg synes, det vil være underligt at engagere sig i eller støtte en organisation, som på et så væsentligt punkt fraviger fra den katolske kirkes lære - og egentlig også fraviger sine egne principper om, at det drejer sig om at beskytte liv og rettigheder."

"Noget, som ellers er blevet betragtet som et overgreb, nemlig at dræbe et uskyldigt barn, bliver gjort til instrument i at opnå det, man så kalder en menneskeret," siger biskop Czeslaw Kozon

- Så det er stort set et ja til, at du også vil fraråde danske katolikker at støtte Amnesty?

"Ja."

Kardinal Martinos udfald mod Amnesty faldt på Vatikanets radiokanal i sidste uge som en reaktion på, at Amnesty i april ændrede sin abortpolitik. Tidligere har organisationen været fuldstændig neutral i abortspørgsmål, men nu går man altså ind for truede kvinders ret til abort under særlige omstændigheder.Czeslaw Kozon mener, at Amnesty hermed gør abort til "noget ædelt, nærmest ligestillet med de gode sager, Amnesty ellers tager sig af".

Og det gør ingen forskel, om barnet er resultatet af incest eller af en voldtægt, siger Czeslaw Kozon.

"Retten til liv er så ukrænkelig, at selv i de her tragiske tilfælde har man ikke ret til at dræbe et uskyldigt barn."

I stedet skulle man hjælpe kvinderne med at tage sig af børnene eller med at adoptere dem væk:

"Ligegyldigt hvordan barnet er blevet undfanget, er barnet uskyldigt. Derfor kan man heller ikke gøre et uskyldigt barn til en trussel eller et irritationsmoment, som man så bare dræber," siger Czeslaw Kozon.

Skuffelse hos Amnesty

Amnesty International udsendte allerede dagen efter kardinal Martinos verbale angreb en pressemeddelelse, hvori organisationen understreger sin støtte til truede kvinders ret til abort.

Vicegeneralsekretær Kate Gilmore fra Amnesty International uddyber over for Information:

"Vi er skuffede over, at af alle de ting, den katolske kirke i øjeblikket har at sige om menneskerettigheder, vælger man at angribe Amnesty International. Det ligner en total fejltolkning af de menneskerettighedsproblemer, vi globalt står over for."

Vatikanet og Amnesty er også rygende uenige i spørgsmål om homoseksuelles rettigheder, prævention og ligestilling mellem kønnene. Men samtidig samarbejder Amnesty med katolske organisationer som Caritas og Sant Egidio Samfundet om at bekæmpe brugen af såvel børnesoldater som dødsstraf. Så Kate Gilmore mener stadig, at der er mere, der forener, end der skiller. Og så sætter hun sin lid til, at de troende er mindre firkantede i deres praksis end deres religiøse ledere er i retorikken: Se bare, hvordan italienerne og spanierne flittigt benytter sig af kondomer, selvom Vatikanet protesterer højlydt.

Katolsk værdikamp

Netop spørgsmålet om prævention er en vigtig del af den værdikamp, den katolske kirke for tiden fører i Europa. Anført af pave Benedikt lobbyer og buldrer kirken mod aktiv dødshjælp, homoseksuelles rettigheder og kunstig befrugtning.

I 2005 lykkedes det således kirken at forpurre en italiensk folkeafstemning, som kunne have løsnet landets stramme lovgivning om kunstig befrugtning, og siden er værdikampen kun intensiveret. Eksempelvis blev Piergiorgio Welby, som døde fire dage før jul, nægtet en katolsk begravelse - han havde bedt lægerne slukke for sin respirator. Spanien har haft en lignende sag, og spanske biskopper har i et officielt statement kaldt aktiv dødshjælp "en veritabel dødens kultur".

I den mere kuriøse afdeling protesterede Vatikanet op til fastelavn over et jesuskostume, der blev solgt komplet med skæg og tornekrone, som man anså for "skammeligt blasfemisk".

"At nedgøre en religion er en forbrydelse og bør undersøges af politiet," sagde dengang Vatikanets biskop, Ve-lasio De Paolis.

Selvom sådanne udmeldinger kan virke skingre, understreger det italienske ugemagasin L'Espressos Vatikanet-ekspert, Sandro Magister, at Vatikanets indflydelse er stigende:

"Der bliver lyttet mere til kirken i dag end for blot et par år siden," siger han.

Tager man så den polske regerings katolsk-konservative udmeldinger mod eksempelvis homoseksuelle med i ligningen, kan det se ud som om, de religiøses indflydelse i store dele af Europa bare stiger og stiger, mens menneskerettighederne får stadig mindre betydning.

Men Amnesty Internationals Kate Gilmore hæfter sig ved, at tilliden til Amnesty er meget høj i meningsmålinger, især i Vesteuropa - og at Amnesty forholder sig til retfærdighed her og nu, og ikke som de religiøse overhoveder til utopiske moralske principper:

"Vi tror på, at folk stadig forstår, hvorfor menneskerettigheder taler stærkest i forhold til deres egen dagligdag," siger hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Allan Jensen

Er det da ikke muligt ud vise denne afstumpede personage Czeslaw Kozon, som går under titlen 'Overhovedet for Den Katolske Kirke i Danmark', gerne til Polen, hvor hans ekstreme foragt for menneske rettigheder og kvinders rettigheder uden tvivl vil finde genklang.
Eller hvad med at sende ham til Saudi-Arabien? Der vil hans afstumpede menneskesyn også falde fint i hak med deres religiøse diktaturs holdninger til abort, homosexualitet og andre basale menneskerettigheder, som Polen løbende har afskaffet siden kommunismens fald, til stor fornøjelse for Czeslaw Kozon.

Stop for skattefradrag for katolikker.

Jens Allan Jensen

Jeg vil gerne have mig frabedt, at mænd udtaler sig om abort. Det er et kvindeanliggende.
Desuden studser jeg over , at den katolske kirkes mandesamfund ikke accepterer homoseksualitet. Hvordan hænger det sammen med de sager, der har været om nogle katolske præster, der har lavet seksuelle overgreb på unge drenge ?
Hilsen Birgitte Kaarup

hvis andre lovlig abortmodstandere og katolikkerne mente det alvorligt, det med retten til liv, er der vist mange andre områder hvor energi brugt på noget sådant som at arbejde for ukrænkelig ret til liv, kunne bruges bedre;

altså: afslørende dårlige prioriteringer med energi, mht. hvor de bruger mest energi på at protestere mest, mod at ret til liv krænkes.

at det jo først og fremmest burde være capitalisme som blev aborteret, og det gerne lovlig aborteret.