Læsetid: 6 min.

Katrinas sociale slagside

Uanset hvor brutal en orkans malstrøm kan være, så evner den ikke at stoppe den kapitalistiske dynamiks malstrøm
17. september 2005

En af medieheltene fra USA's Irak-invasion, som nød en kortvarig berømmelse, men i dag vel er glemt af mange, var Muhammed Saeed al-Sahaf - den ulyksalige irakiske informationsminister, som på sine daglige pressekonferencer heroisk benægtede selv de mest indlysende kendsgerninger og ikke veg en tomme fra den officielle irakiske linje.

Selv da kampvogne fra USA's hær sås rulle frem nogle få 100 meter fra hans kontor, lod han sig ikke anfægte: Han bedyrede hårdnakket, at tv-billederne af de amerikanske tanks blot var "special effects fra Hollywood". Alligevel kom han engang til at udtale en ejendommelig sandhed. Det var da han - konfronteret med påstande om, at amerikanerne nu havde tilkæmpet sig kontrol over dele af Bagdad - hånligt replicerede: "Amerikanerne kontrollerer ikke noget som helst - de kan jo ikke engang kontrollere sig selv."

Postapokalyptisk zone

Med New Orleans' undergang i kaos, er det, som om det berømte Marx-citat om, at "historien gentager sig - første gang som tragedie, næste gang som farce", er blevet vendt om. Saeeds farce-gensvar blev til tragisk virkelighed. De amerikanske myndigheder - denne universelle politimand, som stedse strides for at holde truslerne mod fred, frihed og demokrati over den ganske klode under kontrol - mistede selv kontrollen med en del af Metropolis. I flere dage regredierede byen til junglelovstilstand, hvor de tilbageværende indbyggere frit kunne plyndre, dræbe, hærge og voldtage. New Orleans blev til byen for de døde og de døende - en slags post-apokalyptisk zone for det, som filosoffen Giorgio Agamben har benævnt homo sacer - mennesket, som efter at være udstødt fra den civile orden er dømt til omflakkende færd.

At frygten for, at en eller anden naturkatastrofe eller menneskeforvoldt, teknologisk ulykke (jordskælv, strømnedbrud osv.) skal få samfundordenen til at gå i opløsning, er en frygt, der ikke langt under overfladen, gennemtrænger vores liv. Et illustrativt eksempel er den panik, der blev udløst før årtusindskiftet ved risikoen for, at den såkaldte Millenium Bug skulle tvinge verdens computersystemer i knæ.

Men tiden er ikke til Schadenfreude à la 'der fik amerikanerne, hvad de fortjente'. Tragedien er enorm. Der er ikke tale om en almindelig oversvømmelse, for da store dele af New Orleans ligger under havoverfladen, vil vandet ikke bare trække sig tilbage af sig selv.

Tiden er til analyse. Noget er hændt, som vi har set før. Hvor? De scener, vi så på tv i ugen efter katastrofen, må uværgeligt have påmindet os om en hel række fænomener fra det virkelige liv, vore kulturelle forestillingsverden og den medieformidlede virkelighed. En første association må selvfølgelig gå til de tv-reportager, vi husker fra tredjeverdensbyer, der er bukket under for borgerkriges kaos (Kabul, Bagdad, Mogadishu, Freetown) - og dermed har vi selvfølgelig også forklaringen på målløsheden over New Orleans' sammenbrud: Hvad vi havde vænnet os til at se der, skete nu pludselig her (Ironisk nok bliver Lousiana ofte betegnet som USA's egen bananrepublik). Og dette er formentlig også en af grundene til, at myndighederne tøvede så længe med at reagere: Skønt man rent rationelt vidste, hvad der kunne ske, så troede man ikke på, at det ville ske. Ganske som vi ikke kan få os selv til at tro på truslen om et omfattende økologisk sammenbrud - skønt vi kender alle faresignalerne ud og ind, så vælger vi på en eller anden måde at fastholde en tro på, at det nok alligevel ikke kan ske.

Opløsning af social orden

Men selvfølgelig var det jo på en måde allerede sket i USA i forvejen. Hvor? I Hollywood naturligvis - i filmene Escape from New York og Escape from Los Angeles, hvor en amerikansk storby bliver afskåret fra den offentlige ordens domæne, og kriminelle bander tager over. Mere interessant i denne sammenhæng er måske David Koepps The Trigger Effect fra 1996, hvor det, der får samfundetsordenen til at krakelere, er et strømnedbrud i en stor by. Filmen spiller tydeligvis på racerelationer og vore fordomme over for fremmede. Som det hed i traileren for filmen: "When nothing works, anything goes." Endnu længere tilbage aner vi New Orleans skumle ry som en by for voodoo, vampyrer og levende døde, hvor en eller anden ond åndelig kraft altid truer med at få den sociale orden til at eksplodere. Så på samme måde som med den 11. september var New Orleans' sammenbrud ikke noget ægte chok. Skønt vi ikke opfattede den indtrængende tredje verdens virkelighed med dens kaos, vold og sult som del af vores reelle virkelighed, var i forvejen imaginært fortrolige med dens tilstedeværelse som formidlet via tv og films fiktionsuniverser.

Hvad var det så for en katastrofe, der fandt sted i New Orleans? Det første, man bemærker, er, at hændelsen indtrådte i to ejendommeligt forskudte forløb: Umiddelbart efter orkanens anslag, var det et øjebliks lettelse. Dens øje var passeret uden om New Orleans med 40 kilometers afstand. Kun 10 blev meldt døde. Den værste og frygtede katastrofe så ud til at være undgået. Men derefter begyndte tingene så for alvor at gå galt: Flere af digerne brød sammen, og hurtigt stod det meste af byen sat under vand, samtidig med at den sociale orden gik i opløsning... Naturkastrofen (orkanen) viste sig snart at være socialt medieret på flere måder. For det første er der gode grunde til at formode, at når USA rammes stadig hyppigere af orkaner, skal årsagen søges i menneskeskabt global opvarmning. For det andet var den katastrofale oversvømmelse i vidt omfang et resultat af menneskelige brister: Myndighederne havde simpelthen ikke forstærket digerne tilstrækkeligt, ligesom de heller ikke var forberedte på de enorme humanitære behov, der (forudsigeligt) ville opstå. Men det virkelige chok kom bagefter i skikkelse af naturkatastrofens sociale konsekvenser: opløsningen af den sociale orden - som om naturkatastrofen som en art forskudt handling gentog sig selv som social katastrofe. Hvordan skal vi tolke dette sociale sammenbrud?

Racistisk drejning

Den første reaktion er den typiske konservative: Begivenhederne i New Orleans har endnu engang bekræftet, hvor skrøbelig den sociale orden er og belært os om, hvorfor vi behøver en strengere ordenshåndhævelse og et større moralsk pres for at hindre voldelige passioner i på ny at eksplodere. Mennesket er af naturen ondt og tilbagefald til socialt kaos en vedvarende trussel. Argumentet kan gives en racistisk drejning: De, som gik amok i voldsorgier, var næsten alle sorte, så her fik vi et nyt bevis på, hvordan det ikke for alvor lader sig gøre at civilisere de racefremmede sorte. Naturkatastrofer bringer det afskum frem i lyset, som det i forvejen kan være svært nok at holde i ave i normale tider.

Selvfølgelig er det oplagt gensvar til slig argumentation, at New Orleans' sammenbrud blot synliggjorde de raceskillelinjer, der stadig martrer USA: New Orleans befolkning var for 68 procents vedkommende sorte og mange af dem så fattige og underprivilegerede, at de ikke havde råd til at forlade byen og derfor blot blev ladt tilbage, hvor de kunne sulte og gå til grunde. At de gik amok kan på den baggrund kan ikke undre nogen. Deres voldseksplosion kan betragtes som et ekko af Rodney King-urolighederne i Los Angeles i 1992 eller de tidligere raceoptøjer i Detroit og Newark i slutningen af 1960'erne.

Men hvad nu hvis den spænding, der førte til eksplosionen i New Orleans, ikke var spændingen mellem 'menneskets natur' og den civilisation, der holder denne natur i ave - men på et mere fundamentalt plan en spænding mellem to aspekter af selve vor civilisation? Hvad nu, hvis lov- og ordensmagten i sit forsøg på at kontrollere eksplosioner som den i New Orleans bliver konfronteret med selve kapitalismens inderste 'natur' - den individuelle overlevelseskamp og skånselsløse selvhævdelse, der fremkaldes af den kapitalistiske dynamik - en 'natur', der er langt mere truende og voldelig end al verdens orkaner og jordskælv?

I sin teori om det sublime (das Erhabene) udlagde Immanuel Kant vores fascination ved udbrud af naturkræfter som et negativt bevis på åndens overlegenhed over naturen: Uanset hvor brutal og vild naturen kan være, så kan den ikke ramme den moralske lov i os selv. Er katastrofen i New Orleans ikke et lignende eksempel på det sublime? .

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu