Læsetid: 2 min.

Det var kattens

Informations korrespondent har opdaget en japansk tegneseriekat og overvejer nu en tatovering.
26. juni 2007
Uanset hvor man befinder sig henne i verden, er Hello Kitty svær at komme udenom. Også i Berlins ellers fashionalble Tosenthaler Straße.

Uanset hvor man befinder sig henne i verden, er Hello Kitty svær at komme udenom. Også i Berlins ellers fashionalble Tosenthaler Straße.

Henriette Harris

Skuespilleren Angelina Jolie har på sin ene overarm ladet tatovere længde- og breddegrad på det sted, hvor hvert af hendes fire børn er født. På et menneske som mig, der overstod lysten til at tegne med tusch på egen krop i børnehaven, virker den slags overvældende.

Men jeg kan godt se, at det er mere eksotisk, når ens børn er født i henholdsvis Cambodia, Vietnam, Etiopien og Namibia, end hvis det havde drejet sig om at få længde- og breddegrad på fire gange Herlev Amtssygehus svitset ind i flæsket.

Forleden så jeg så en tatovering, der udfordrede min flinkepige-overbevisning. Ved vores lokale undergrundsstation stod en i hvert fald 25 år gammel højgravid kvinde. I sit sorte hår havde hun en lyserød hårbøjle med Hello Kitty. Rigtig flot. På hendes mave tronede Hello Kitty trykt på en t-shirt, godt udspilet. Mit blik ramte hendes venstre ben. På forsiden havde hun fået tatoveret nogle blomster i naiv stil. På bagsiden Hello Kitty. Vi taler om en tatovering af en japansk tegneseriekat uden mund, med seks knurhår i alt, sløjfe i håret og kjole. En tatovering, der fyldte en velvoksen og let vandholdig kvindelæg.

Jeg var ramt i hjertekulen. Mine døtre skændes tit om fire hårspænder, de to med Hello Kitty med vaffelis, de to andre med Hello Kitty uden vaffelis, og derfor troede jeg, at målgruppen var piger mellem 2 og 5 år.

"Der ligger en butik i Rosenthaler Strasse, der kun sælger Hello Kitty-ting," betroede en veninde mig. Rosenthaler Strasse ligger i Berlin Mitte og er en gade for de smarte. Og ganske rigtigt. Her ligger butik Fluffy White Pink, og Hello Kittys lille ansigt hænger uden for som en slags bagerkringle.

På toilet med Hello Kitty

Hjemme slår jeg Hello Kitty op på nettet og bliver klar over, at den lille hvide kat kom til verden i 1974 og ejes af det japanske firma Sanrio. Der findes 22.000 Hello Kitty-produkter på markedet, og de tjener en halv milliard dollar om året ind til firmaet.

Websitet http://www.hellokittyhell.com, der har undertitlen One Man's Life With Cute Overload, er en guldgrube. Her blogger en mand, der bor i Japan. Hans kone er Hello Kitty-fanatiker, og i bloggen fortæller han med fryd om sine trængsler. For eksempel må han kun købe blomster til konen, hvis det er en særlig Hello Kitty-buket, han skal drikke øl af glas med Hello Kitty, og hver gang han går på toilettet, glor Hello Kitty på ham fra den lyserøde kumme. Hans kone har også overvejet at få en tatovering med Hello Kitty. Så ryger hans eneste frirum. For endnu er fruen uden Hello Kitty, når hun har smidt tøjet.

Hans kone har opdaget, at der findes et hospital i Taiwan, hvor der er indrettet et helt rum med Hello Kitty. Rummet er for fødende kvinder. Det vil hun gerne besøge. Damen med lægtatoveringen burde have adressen. Det så ud, som om det var ved at være oppe over.

Nå, men her skal der snart tatoveres, kan jeg mærke på det hele. Min mand og jeg er allerede begyndt at diskutere, hvor en tatovering af Garfield vil tage sig bedst ud.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her