Kinas sidste kejserslægt, Qing, var ikke kinesere, de var manchurer, stammer af hyrder og jægere på Kinas nordlige flanke. Omkring år 1600 udviklede de sig til en stærk militærmagt som endte med at erobre hele Kina. I et kvart årtusinde, 1644-1912, sad manchuriske herskere på kejsertronen.
Dynastiets grundlægger, Nurhaci, gav i 1599 ordre til at der skulle skabes et skriftsprog for manchurisk. Det skete med udgangspunkt i det lodrette mongolske alfabet, der stammer tilbage fra det aramæiske alfabet som også blev grundlaget for arabisk skrift.
Manchurisk hører til den tungusiske sprogfamilje. Det er fjernt beslægtet med tyrkiske og mongolske sprog, men overhovedet ikke med kinesisk.
Forvaltningen af Kina foregik hovedsagelig på klassisk kinesisk, men Qingdynastiet hægede om manchurisk.
Det var ganske vist allerede gået af brug som talesprog ved hoffet omkring 1800, men alle rigets vigtigste tekster blev stadig oversat til manchurisk helt op til kejserdømmets fald. Derefter gik sproget øjeblikkeligt og fuldstændigt af brug. Man kan næsten sætte dato på dets død: 18. oktober 1911.
En del kinesere har manchuriske aner, og stadig flere erklærer sig som manchurer. Men sproget kan de slet ikke, og der er ikke nogen folkelig bevægelse i gang for at genoplive det.
I arkiverne
Mange sprog forsvinder i dag uden at de overhovedet har nået at blive dokumenteret, men det er sandelig ikke tilfældet for manchurisk.
Dokumenter på manchurisk udgør en pæn del af kilderne til Kinas nyere historie. Qingdynastiets arkiver i Beijing er på 10 millioner enheder, og det anslås at en femtedel af dem er på manchurisk. I provinsarkivet i Harbin ligger der omkring 60 tons arkivalia på manchurisk.
Men der er kun et halvt hundrede mennesker i hele Kina der studerer sproget eller arbejder med arkiverne.
Manchurerne erobrede ikke bare Kina, de fordoblede det næsten i størrelse med erobringen af Mongoliet, Østturkestan, Tibet og Taiwan. Kinas nuværende grænser mod Rusland blev fastlagt i traktater der er affattet på russisk og manchurisk. De fortolkes forskelligt af de to parter, og der er stadig uenighed om grænsedragningen. Så sent som i 1969 førte det til væbnede skærmydsler ved Ussurifloden.
Og dét vil måske hjælpe manchurisk en anelse. Sproget har ikke kun sprogvidenskabelig og historisk interesse, der er også aktuelle politiske perspektiver. Kina har en storpolitisk interesse i at vedligeholde et minimum af akademisk kendskab til manchurisk så de gamle arkiver stadig kan studeres og påberåbes.
De sidste rester
Men ellers er manchurisk snart uddødt 'i naturen'. Godt nok er der små 10 millioner borgere i Kina der erklærer sig som manchurer i folketællingerne - de er Kinas næststørste etniske mindretal - men de har for længst skiftet manchurisk ud med kinesisk.
Der er kun en lille snes mennesker tilbage der har lært sproget som barn, og de er allesammen over 80 år gamle nu. De lever i landsbyen Sanjiazi i det der engang hed Manchuriet, Kinas nordøstligste provinser. Sanjiazis indbyggere er efterkommere af en af de militærgarnisoner der blev udstationeret langs grænsen til russisk Sibirien.
Der undervises ikke på, men dog i manchurisk i landsbyens skole, det eneste sted i Kina.
Efter erobringen af Østturkestan (Xinjiang) blev der i 1764 udstationeret en manchurisk garnison dér. Deres efterkommere udgør i dag en etnisk minoritet på omkring 175.000 mennesker hvoraf 10-30.000 stadig taler xibe, som er det største nulevende tungusiske sprog.
'Manchurisk'
Tungusiske sprog tales - eller rettere taltes - også over store dele af Sibirien, og de fleste tungusiske sprogrester findes dér. Men de er spredt over enorme områder og er ganske få i tal. De er også udslettelsen nær.
Hvis manchurisk af en eller anden grund skulle dukke op i mediernes overskrifter, ville det nok ikke mere komme til at hedde manchurisk på dansk, som det hidtil har gjort, men bare Manchu som er det engelske navn. Og sikkert også med stort begyndelsesbogstav.
Men vi har bevaret mindet om 'manchurisk' i en række navne på planter og dyr som engang kom fra den kant. Der er både manchuriske kirsebær, valnødder, prydæbler og forsythier. Og der er også manchuriske ørefasaner og busk- og rørsangere. Men manchurisk sprog der for bare et par hundrede år siden var selveste Kejseren af Kinas modersmål, det er der ikke meget tilbage af.
