Læsetid: 8 min.

Kellys coke og en Oscar i baglommen

Filmhøjskolen i Ebeltoft et livligt sted, hvor det levende billede har erstattet det levende ord. Den er fuld af historier. 'Postbudets' instruktør har boet der, Søren Gericke indførte det nye køkken, og lige nu laver elever film om en pige med en grisetryne
20. juli 2005

Her er historien om, hvordan mesterkokken Søren Gericke blev ansat som økonoma på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft.

Morten Arnfred og Bjørn Erichsen, højskolens første bestyrelsesformand og forstander henholdsvis, havde fået Gericke til at rådgive ved ansættelsen af en økonoma. Han var med ved ansættelsessamtalerne, men så noget skeptisk ud under disse, selvom ansøgerne havde erfaring fra store hospitalskøkkener, etc.. Han var også meget kritisk over for køkkenets indretning under en efterfølgende rundvisning i den ufærdige bygning.

Forklaring fulgte. Et par dage efter indløb et bånd, som Gericke havde indtalt. Han sagde, at han ikke var så god til at skrive ansøgninger, men altså- han ville gerne selv søge jobbet.

Søren Gericke blev ansat og satte ny standard for kantinemad i Danmark og var med til at nyindrette køkkenet. Han holdt et helt år, og hans ånd og kvalitetsstempel svæver stadig over stedet.

Edgar who?

"Rigtig god markedsføring," konstaterer Morten Arnfred, der fortæller historien.

Han, der i dag er kanoniseret filminstruktør, er på en kort, uautoriseret visit på den højskole, han brugte fem år af sit liv på at være med til at etablere i årene omkring 1993. Skolen blev båret frem på den bølge af opmærksomhed, der var omkring en europæisk filmkultur i skarp konkurrence med den amerikanske.

Siden har alt, hvad der kan flyve i dansk film, været inde over Ebeltoft som gæstelærere eller for at vise yndlingsfilm, etc. Men også udenlandske koryfæer.

"Vi bestræber os på at have to internationale navne om året," siger Jens Rykær, skolens nuværende forstander.

"I år var det Anthony Minghella (instruktøren bag bl.a. Den engelske patient og The talented Mr. Ripley, red.), der kom med en Oscar 'i baglommen', kendt og berømt, og det var selvfølgelig en stor succes. Den anden var Edgar Reiz. Edgar who? spurgte eleverne-Ja, altså manden bag den tyske mammutserie Heimat, 55 timers film, en livsindsats, som langt overgår Matador på flere punkter. De kendte ham ikke, men langsomt bredte sig en respekt hos de 60-70 elever, der så lærte at kende til ham."

"Men det er typisk filmbranchen- lidt lir herinde og lidt kunst derude, ikke? I det spændingsfelt skal vi svinge."

Ikke en filmskole

Jens Rykær understreger, at det ikke er meningen, eleverne skal uddannes til at lave film, men blive bedre til at se film. At mange så benytter det som en station på vejen til Poul Nesgaards rigtige filmskole og til branchen, er en anden sag.

Man er primært en folkehøjskole, hvor det levende ord er erstattet af det levende billede. Grundtvig bliver derfor altid nævnt for elverne.

Filmen Postbudets instruktør Michael Radford opholdt sig i tre uger på højskolen, øste af sin viden, deltog i elevernes fester.

Volker Schlöndorff, Irm Hermann, Bille August, Jan Harlan og Milos Forman kom også forbi. Og Holger Bech Nielsen, Ulla Terkelsen og Kim Larsen - for nu at springe lidt i det. (Sidstnævnte havde valgt at vise en Kirk Douglas-film).

Alt det og mere til fremgår af højskolens gæstebog, som Susanne Katz, den anden del af forstanderparret, gerne viser frem.

Hun kan fortælle om en elev, en amerikansk pige, Kelly, der ringede efter forstanderparret midt om natten, fordi hun havde det dårligt. Hvad var der galt? Jo, hun var 'thirsty'. De bragte hende straks et glas vand. "No, no," sagde hun, "I need a coke."

Da måtte de erkende, at de også skulle være far og mor for eleverne.

Et år blev det snestorm i marts, og de vågnede klokken to om natten ved, at der var et lyshav uden for højskolen.

De nordiske deltagere (altid mange nordmænd som ansøgere) havde drejet to store projektører, så de lyste ned i bakkerne omkring højskolen. De store højttalere var pillet ned og stillet op udenfor.

"Fuld power, seks kasser bajere - eleverne havde lavet et snowparty," erindrer Susanne Katz.

"Det var så vildt, men vi nænnede ikke at afbryde - navnlig da der ikke kom klager fra naboerne på Gærdesmuttevej."

And action!

Lige nu holdes frokostpause på de to korte ugekurser, som p.t. er i gang som 'sommerferieafløsere' for de lange kurser resten af året, hvor unge fra hele Europa er elever.

"Der er nogle grisetryner," siger Trine, en af fire unge, som sidder ved et af bordene. De deltager på kurset 'And Action!'

Ikke et kursus i action-film, som man kunne tro, men i filmproduktion. And action! er det, en instruktør råber, lige før klaptræet klapper.

Tobias Steinmann har tilmeldt sig, fordi han er i tvivl om, hvorvidt ingeniørstudiet, som han ellers har valgt, er det rigtige for ham. Camilla Thybo har en drøm om at blive manuskriptforfatter via Filmskolen. Malene Muhlig har en billedkunstnerisk indfaldsvinkel, men vil også gerne lære noget om film.

Opgaven er at lave en produktion efter dogmeprincip.

Jalousidrama

Trine hedder Hammerich Nilson til efternavn "som min kære mormor sagde: 'Jeg tror sgu, præsten har været stiv, da du fik det navn'. Vi hed vist egentlig bare Nielsen."

Hun er en tidligere elev, der er blevet en del af 'højskolefamilien.' Hun fortæller om filmen:

"Vi lader to verdener mødes. Den type pige, som kun er optaget sig selv- og ja, og så har vi givet hende grisetryne på. Og så møder hun en anden pige fra den almindelige verden, som har et forhold til den mand, som-".

Camilla indskyder: "Det er en jalousihistorie."

- Er det også en kritisk film?

Malene: "Ja, en kritik af tiden."

Camilla: "En kritik af tiden nu, hvor det handler meget om at blive målt og vejet i stort set alt, hvad man gør. Man skal være en stærk person for ikke at lade sig påvirke af, hvad andre mener."

Malene: "Vi skildrer nogle persontyper, som man så kan spejle sig i- så man kan reflektere over, hvem man er, og hvem man kunne tænke sig at blive.

Tobias: "Vi skrev manuskriptet på en nat. Vi fik udleveret 10 replikker og skulle så finde på en historie at fortælle med dem."

Knudemænd

Ved et andet bord sidder tre noget ældre deltagere. De er på kurset 'Knudemænd og førsteelskere' og har til nu set film som Drenge, Amarcord, Greystoke - The legend of Tarzan, M, Fagre voksne verden og Fight Club. Flere følger de kommende dage.

- Hvad er en knudemand?

Finn Mikkelsen, der har været her syv-otte gange før, er her denne gang ikke på grund af emnet, men fordi tidsperioden passede meget godt ind i hans kalender. Han svarer:

"En, der har svært ved at åbne forfølelserne, tror jeg."

- Men hvad så Woody Allen? Er han det modsatte af en knudemand? Han snakker jo hele tiden løs om sine følelser-

Finn Mikkelsen: "Jamen, han har svært ved at gøre det, så man kommer ind på livet af ham, selv om jeg selv efterhånden forstår ham meget godt. Jeg vil i al fald ikke betragte ham som en førsteelsker. Jeg har ikke mødt de damer endnu, der betragter ham som førsteelsker."

Jens Mortensen fandt temaet interessant, for så kunne man måske lære noget om sig selv:

"Min opfattelse var nok lidt stereotyp, da jeg kom. Jeg troede, at knudemænd var de lidt stille, der ikke rigtig turde noget, mens førsteelskeren brager ud og bare gør tingene. Men min konklusion nu er, at de har noget fælles, og at der er mange typer af begge kategorier."

Else Marie Thaysen var i fjor på et kursus, som hun var begejstret for, hvorfor hun har meldt sig igen. Hun har denne opfattelse:

"Greystoke (alias Tarzan -spillet af skuespilleren Christopher Lambert, red.) er en rigtig førsteelsker. Ægte følsom, helt indefra. Samtidig rå mand. Han lever efter sine følelser. Det, tror jeg, er det, det handler om. Men min lommefilosofi er, at knudemænd og førsteelskere er to sider af samme sag. De kan have lige svært ved at komme i forbindelse med deres følelser."

Christian Graugaard, der leder kurset sammen med Christian Braad-Thomsen, siger:

"Det spændende ved kunst er jo, at der ikke bare er tale om en registrering af det, der sker derude i samfundet, men en dialog, og at filmene også er med til at skabe mandetyperne- tænk på klassikerne- Marlon Brando, John Wayne, James Dean. Mandeikoner, som virkelig har haft en betydning, men som jo er filmfostre, fantasmer.

- Hvordan definerer du en knudemand?

"Det er sådan en som mig selv, tror jeg. Vi har en joke kørende med, at kursisterne i ugens løb skal finde ud af, om det er Christian eller mig, der er knudemand. Christian har lagt hårdt ud med at sige, at han vil være knudemanden, da han mener, at førsteelskeren er gabende kedsommelig. Jeg er tilbøjelig til at give ham ret, men vi får nok kamp til stregen."

"I introduktionen kom han freudiansk til at sige 'førstemænd og knudeelskere'. Det er siden blevet lidt af et motto for os."

Stadig aktuelt

- Hvorfor tage en gammel debat, der eksploderede i 70'erne, op?

"Gjorde den? Det var før min tid. Men vi ser jo en mangfoldiggørelse af kønnet i disse år, en enorm pluralisering af maskuliniteten. Metroseksualiteten som et billede på, hvor galt - eller godt - det kan gå. Det forfængelige, selvpyntende, selvrefererende, selvlækre med distanceret forhold til sit eget køn. Jeg tror, det er blevet meget mere kompliceret nu."

- Meningen var jo ellers, at det skulle blive lettere at være mand, når man åbnede for følelserne?

"Det tror jeg ikke, det er blevet. Det er ikke mit indtryk."

Hvad mere? Jo, i aften lander Ørnen i Ebeltoft. Jens Albinus har sagt ja til at komme over og kommentere von Trier-filmen Idioterne, som også indgår i temaet, og som han spiller med i.

Dronning Margrethe og prins Henrik har forresten også besøgt højskolen. I forbindelse med indvielsen - ikke for at deltage i knudemandskurset.

Mågefodbold

Før vi forlader højskolen i Ebeltoft, tilbyder Morten Arnfred en eksklusiv rundvisning.

Han fremviser de indbydende faciliteter - klipperum, det store studie, mødelokaler og de to biografer, Lille Bjørn og Store Bjørn. (Højskolen har også en funktion som almindelig biograf for folk i Ebeltoft og omegn).

"De er ikke opkaldt efter Bjørn Erichsen," forklarer han, "men efter sponsorerne fra Nordisk Film, der har isbjørnen som logo."

Han fremviser også en tavle med navnene på de mange, pengestærke sponsorer, der i sin tid var med til at finansiere oprettelsen. Vi ender i det lyse hjørneværelse med panoramaudsigt, hvor bestyrelsen holder sine møder. Morten Arnfred beretter:

"Højskolen blev bygget efter en arkitektkonkurrence, hvor de danske deltagere alle havde placeret bygningerne i udkanten af grunden, men de finske arkitekter, der vandt, havde frækt lagt den lige midt i landskabet."

Der ligger den så nu, beriget af den omliggende, viltre natur. Med udsigt - også - ned på en fodboldbane, hvor et par mågeflokke - uden tvivl hættemåger - har slået sig ned, som om de skal spille en fodboldkamp mod hinanden. En ikke helt umulig tanke i en filmverden, hvor alt i princippet kan ske.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu