Læsetid: 3 min.

Kemigiganter stopper omstridt sprøjtemiddel

Tre af de største globale kemiproducenter har stoppet salget af det giftige sprøjtemiddel Monocrotophos
25. september 2006

Den danske kemivirksomhed Cheminovas største produkt på det indiske marked anklages for at gøre tusindvis af bønder syge. Produktet er ikke tilladt i Europa og USA og er på WHO's såkaldte 'liste 1' over giftige stoffer.

Tidligere producerede en række multinationale kemivirksomheder Monocrotophos. Nu står den danske Cheminova ret alene med den udskældte insektgift - i hvert fald inden for kemiindustriens globale superliga.

Tre af verdens største producenter af sprøjtegifte til landbruget - den amerikanske kemigigant DOW, schweiziske Syngenta og tyske Bayer - har nemlig stoppet al produktion af det sundhedsskadelig middel.

"Til trods for at Bayer stadig er registreret som producent af Monocrotophos hos de indiske myndigheder, og på trods at stoffet stadig distribueres af andre producenter, har vi valgt at stoppe alt salg og markedsføring i 2005," fortæller Utz Klages fra Bayers tyske hovedkvarter.

Det bekræfter Philipp Mimkes fra den tyske miljøorganisation Gegen Bayer-Gefaren.

"Det tyder på, at Bayer endelig er begyndt at holde, hvad de lover. I hvert fald fortæller vores indiske samarbejdspartner, at Monocrotopsos under Bayers mærke stort set er væk fra det indiske marked," siger Mimkes.

Han mener, at Bayers beslutning er en konsekvens af flere års intenst pres fra tyske miljø- og forbrugerorganisationer. Og Bayer er som nævnt ikke alene om at sige farvel til sprøjtemidlet med det dårlige ry. Hos DOW AgroSciences nordiske afdeling, der er del af verdens største kemikoncern DOW Chemicals, kan Nis C. J Schmidt oplyse, at DOW i 2000 valgte at udfase Monocrotophos.

"Alt salg af produktet er i dag ophørt," oplyser han.

Innovation vs. patenter

Tilsvarende besked får Information af den store kemiproducent Syngenta. Den ejer i dag virksomheden Norvatis, der oprindelig havde patent på Monocrotophos. I den nordiske afdeling melder man, at virksomheden indtil for nylig solgte midlet i Sri Lanka, men nu har stoppet salget.

Monocrotophos er et såkaldt organofosfat. Det var tidligere populære insektgifte, men i Syngentas europæiske hovedkvarter fortæller Roberto Gonzalez fra virksomhedens miljøafdeling for social ansvarlighed, at firmaet har udfaset langt størstedelen af de produkter, der indeholder fosfat.

"De fosfatholdige midler som Monocrotophos er ikke længere så populære i den moderne landbrugskemi. Det er jo meget giftige stoffer. Men de er billige og effektive, så de kan stadig sælges rundt omkring i verden. Men de virksomheder, der satser på forskning, har efterhånden lagt dem bag sig," siger Gonzalez.

- Er Syngenta sådan en type virksomhed?

"Ja, bestemt"

- Er Cheminova?

"Det vil jeg ikke kommentere," lyder det fra Syngenta talsmand.

Men det vil Jens Carl Streibig, professor ved landbohøjskolen, til gengæld gerne.

"Bayer og Syngenta er firmaer, der forsker og udvikler nye produkter. Det er Cheminova jo ikke. De arbejder videre på udløbne patenter," fastslår Jens Carl Streibig.

Han påpeger, at der i dag eksisterer en række nye pesticider, der er mindre skadelige, men blandt andet på grund af pantentlovgivningen kan de være for dyre for bønderne i den tredje verden.

Cheminova direktør, Bjørn Albinus, fortæller, at den danske virksomhed har gjort en stor indsats for igennem forskning at gøre de traditionelle landbrugskemikalierne mindre skadelige. Han mener, at man ikke kan sammenligne Cheminovas produktpolitik med det tre store kemivirksomheder, DOW, Syngenta og Bayer.

"Monocrotophos har aldrig været et stort produkt for dem. Men de producerer jo en række andre ting, der er på WHO's 'liste 1'," siger direktør Bjørn Albinus, der lover, at Monocrotophos bliver udfaset over en fem års periode. Men han vil ikke give samme garanti for de andre organofosfater, som Cheminova producerer.

"Der er også en plads for organofosfater i fremtiden," fastslår Bjørn Albinus.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu