Læsetid: 5 min.

Fra den kemiske industris historie

28. juni 2005

Da Dan Ross døde i 1990 af en sjælden form for hjernecancer, var hans sidste ord til sin kone »de har slået mig ihjel«.
Med »de« mente han den kemiske industri, hvor han havde været beskæftiget i 23 år. Siden den dag har Ross’ enke i samarbejde med advokat Billy Baggett fra Louisiana arbejdet på at afsløre den kemiske industris bedrageri og fornægtelse.
Via den amerikanske lovgivnings ret til aktindsigt i forbindelse med retssager, er der nu blevet indsamlet mange tusinde dokumenter, der via internettet er blevet stillet til rådighed for offentligheden. Alle disse dokumenter har bl.a. udgjort grundlaget for to amerikanske historikeres dokumentation af den kemiske industris bedrageri og fornægtelse både i USA og i Europa. Det drejer sig om professorerne David Rosner og Gerald Markowitz, der har skrevet bogen: Deceit and Denial: The deadly politics of the Industrial Pollution.
Bogen dokumenterer bl.a., hvorledes den amerikanske og europæiske kemiske industri i årevis har samarbejdet, har haft kendskab til, har holdt skjult, har misinformeret offentligheden og myndighederne om VCM’ernes helbredsskadelige virkninger både for de ansatte i den kemiske industri og for forbrugerne af VCM. Det er ikke kun de enkelte kemiske virksomheder, der har deltaget i dette bedrageri og denne fornægtelse, men også denne industris interesseorganisationer. Al dette er der i dag fuld dokumentation for.
VCM er en forkortelses for venyl klorid monomer. Dette stof er grundsubstansen i al produktion af plastikmaterialer, og deres samfundsøkonomiske betydning er meget stor.

Lig på bordet
Det var ikke den skadelige virkning på de ansatte i den kemiske industri, der voldte problemer, men derimod en truende ubegrænset hæftelse ved salg af VCM som drivmiddel i f.eks. hårspray. I praksis vil man kunne løse problemet med de skadelige virkninger på de ansatte via arbejdsskadeforsikring eller ved at flytte produktionen til områder med en befolkning med lavt uddannelsesniveau. Problemet med den ubegrænsede hæftelse var den egentlige årsag til, at der skete en markant holdningsændring i den kemiske industri. Denne holdningsændring skete, men først efter mange år med mange lig på bordet.
Allerede i 1959 var flere forskere klar over, at selv koncentrationer i luften på under 500 ppm udsatte folk for en forøget kræftrisiko, men ingen reagerede.
I hele perioden 1959-1974 hævede den kemiske industri officielt, at det var risikofrit at opholde sig i lokaler, hvor koncentrationen af VCM var under 500 ppm i løbet af en arbejdsdag. Dette til trods for, at man var klar over fra flere forskningsrapporter, at lavere koncentrationer også var skadevoldende. Disse forskningsrapporter blev holdt hemmelige både for offentligheden og for de amerikanske og europæiske myndigheder.

Forsøgskaniner
I 1969 udarbejdede B.F. Goodrich beregninger, der viste at i en typisk frisørsalon, hvor man har 20 kunder om dagen på en otte timers arbejdsdag, ville den gennemsnitlige koncentration af VCM være på 250 ppm og i nogle tilfælde nå op på 1.400 ppm. Disse beregninger i sammenhæng med en intern viden om den kræftfremkaldende virkning af VCM førte til opfattelsen af, at den kemiske industri havde en begrænset hæftelse fra den kræftfremkaldende virkning af VCM. Det kan i øvrigt oplyses, at nogle kemiske virksomheder betragtede frisørsalonerne som bedre egnede til at undersøge virkningen af VCM frem for de ansatte på de kemiske fabrikker, idet der var et langt større antal ansatte i frisørsaloner end ansatte i den kemiske industri.
Det er bemærkelsesværdigt, at flere af de fortrolige undersøgelser, industrien satte i gang blev udført af europæiske forskerteams. I 1972 offentliggjorde en italiensk forsker, dr. Cesare Maltoni, en undersøgelse, der viste, at selv ved koncentration af VCM under 250 ppm med en eksponeringsperiode i et år var VCM kræftfremkaldende. På dette tidspunkt indgik amerikanerne og europæerne en fortrolighedsaftale om ikke at nævne de fundne resultater for myndighederne.
I oktober 1974 fremlagde italieneren P. L. Viola en endnu mere overbevisende intern rapport om, at VCM var kræftfremkaldende, men efter konsultationer med den kemiske industris brancheorganisation blev rapportens konklusion drastisk nedtonet.
Sammenlagt havde man i 1974 mindst 20 år haft en viden om, at VCM var sygdomsfremkaldende, både ved en høj eksponering over kort tid samt ved en lav eksponering over lang tid.
Først i 1976 blev der – på trods af mange protester fra den kemiske industri – vedtaget en standard for den maksimale koncentration på en ppm. I dag giver produktion af og anvendelse af VCM ikke den store umiddelbare sundhedsmæssige risici for de ansatte og slutbrugerne. Det er dog beskæmmede, at der skulle gå så lang tid og at det kostede så mange menneskers helbred og liv, før der blev igangsat en regulering.

Historikere stævnet
I den omtalte bog af Markowits og Rosner kan der findes en lang række spændende detaljer om PVC/VCM’s historie. En del af historien foregår lige nu, idet de to forfattere er blevet søgt miskrediteret af de 20 største kemiske virksomheder i USA. Disse virksomheder har igangsat en kampagne for at miskreditere to historikere, idet de to forskere som nævnt har afsløret industriens anstrengelser for at skjule forbindelsens mellem deres produkter og cancer. I et ikke tidligere set initiativ har advokaterne for Arico, Dow, Monsanto, Goodrich, Union Carbide, Goodyear, Shell og andre stævnet de to historikere, et forlag og fem anmeldere, der har anbefalet udgivelsen af bogen.
Grunden til selskabernes aktion er ikke svær at finde: De står over for massivt erstatningsansvar af samme størrelsesorden, som den amerikanske tobaksindustri har måttet betale, hvis cancer kan knyttes samme med vinyl klorid-baserede produkter så som hårspray. Risikoen er også stor for forlaget, de to historikere og anmelderne, idet de er sagsøgt for at overtræde de etiske regler i forbindelse med udarbejdelsen, godkendelsen og udgivelsen af bogen. Imidlertid er risikoen størst for offentligheden, idet denne konflikt handler om adgang til informationer om cancerfremkaldende kemiske stoffer i forbrugsvarer. Retssagen begynder til september.
Med hensyn til anvendelsen af VCM som drivmiddel i hårspray blev salget i USA stoppet i 1974. Der foreligger så vidt jeg ved ikke en oversigt over salget af hårspray med VCM som drivmiddel i Danmark og heller ikke noget om, hvornår man ophørte med at bruge det som drivmiddel. Derfor har man ingen mulighed for at vurdere eksponeringen fra VCM på de ansatte i frisørsalonerne i Danmark.

Toppen af isbjerget
De metoder, den kemiske industri har anvendt i forbindelse med, at et af deres produkter kom under mistanke for at have en skadelig virkning og derfor kunne blive udsat for en regulering, er kendt fra flere andre industrigrene. De mest velkendte er tobaksindustrien, blyindustrien, asbestindustrien og American Petroleums Instituts/ExxonMobiles forsøg på at bekæmpe IPCC og Kyoto-aftalen. Hertil kommer fire andre industrigrene som Markowitz og Rosner nævner i deres bog, dog uden en angivelse af navne. Man kan kun gætte på, at det er toppen af isbjerget vi har set!
Man kan godt sige, at enken efter Dan Ross har sejret ad helvede til, idet der med udgangspunkt i hendes mands død i dag er fremskaffet en dokumentation, ingen have troet på fandtes. Det er åbenbart, at denne dokumentation er nyttig i forbindelse med en vurdering af betydningen af den meget omfattende lobbyvirksomhed, de forskellige industrier har udøvet og udøver i dag i EU og Danmark.
Mon ikke Dan Ross’ enke havde foretrukket ikke at blive enke?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu