Læsetid: 11 min.

Alle kender Karl

I stationsbyen Aarup på Fyn betyder nærhed, personlige relationer og en gammeldags landbetjent, at Aarup er blevet Danmarks mindst voldskriminelle kommune
1. august 2005

Tirsdag morgen klokken fem minutter i seks vågner den lille fynske stationsby Aarup op til et tyveri. En mistænkelig rød Mazda kører rundt ude i Nedermarken foran et hus, hvis beboere er på ferie. En årvågen nabo ved, at husets beboere ikke er hjemme - og at de derudover heller ikke ejer en rød Mazda. Så hun ringer straks til politiet. Godt et døgn senere kan Karl Møller Jensen, landbetjent i Aarup gennem 24 år, erklære Mazda-sagen for opklaret, da han fra hovedkvarteret i Assens får en melding om, at den røde bil er blevet spottet med vognen fuld af tyvekoster på Sydfyn. Dermed kan landbetjenten kaste sig over døgnets øvrige straffelovsovertrædelser: To X 50 kartoner stjålne cigaretter, et indbrud i en virksomhed og en skrællet bil på spejderpladsen. Vilde og blodige sager er ikke det, politiet i Aarup har mest af. Den lille by med 2.200 indbyggere og godt 3.000 borgere i landområderne er nemlig Danmarks mindst kriminelle kommune, både når det gælder antal af straffelovsovertrædelser, og når det gælder voldskriminalitet. Slår man op på Rigspolitiets statistikker - det såkaldt kriminelle danmarkskort - hæver Aarup sig således op med rigets laveste kriminalitetsfrekvens målt i forhold til indbyggertal og til gennemsnittet for hele Danmark. En så god placering glæder naturligvis en gammel landbetjent som Karl Møller Jensen. "Vi er ikke de mest udsatte her, og jeg vil da gerne kunne sige, at vi har været medvirkende til et så fint resultat," siger Karl beskedent, da han byder indenfor i Aarups 'politistation', som er hans og hustruen Vibekes gule murstensvilla, der har et gammelt grønt politiskilt ved hoveddøren. Herfra passer landbetjenten sit daglige arbejde i et lille kontor med skrivebord, computer og reoler. Kontoret er åbent seks timer om ugen, og skal Karl et ærinde uden for huset i åbningstiden, passer Vibeke telefonen. Det er dog ikke altid, Aarup-borgerne respekterer politiets åbningstider. Det sker, at Karl bliver vækket om natten af borgere, der gerne vil snakke om deres problemer. Og det sker, at han og Vibeke kommer hjem om aftenen og finder en sovende fulderik på trappestenen. "Den slags gør folk jo i deres fuldskab," siger Karl. "Så er det noget med: 'Jeg er kommet på kant med dén eller dén, og har de lovet mig bank.'" Men landbetjenten tager de natlige henvendelser i stiv arm. "Så må vi lige have dæmpet gemytterne ned, og som regel siger jeg: 'Tror du ikke lige, du skal gå hjem og sove på det? Så taler vi om det igen i morgen.' Det plejer at hjælpe."

For kedelig til fester

Stive fulderikker eller slagsbrødre er nu ikke det, der er mest af i bybilledet i Danmarks mest fredelige kommune. Hovedgaden Bredgade, der snor sig fra Aarup Station gennem byen op til ringvejen, hvor Aarup Rådhus ligger, ånder næsten idyllisk fred og ro med sine tøjbutikker, grønthandlere og andre forretninger. Natteliv er her ikke meget af. Humlehytten, der engang var et diskotek, er lukket og blevet lavet om til en kiosk. Slyngelstuen på Aarup Hotel forsvandt med et brag for flere år siden i en gaseksplosion. Postgården, som er så gammel, at næsten ingen længere husker den, blev vist nok overtaget af et kristent fællesskab. Tilbage er kun Arnes Bodega og så ventesalen på Aarup Station, hvor byens unge drikker flaskeøl købt i kiosken og spiser pizzaslices fra Pronto Pizzaria lige ved siden af.
Faktisk er Aarup slet og ret kedelig. Det mener i hvert fald flere af byens borgere. Naser Alshareifi, der bager pizzaer på Pronto Pizzaria, og er 19 år, kom til Aarup fra Irak for et år siden. "Her sker ikke så meget," siger han. "Altså vi har alt: Superbest, kiosker og Din Tøjmand, men der er ikke så mange mennesker på gaden." Henning, der er stamgæst på Arnes Bodega, har boet 56 år i byen. Hans dom heller ikke mild: "Den her by er så kedelig, at man ikke engang kan finde ud af at holde en fest," siger han. Engang blev der ellers holdt fester på Aarup Mølle, men det døde ud, da ingen gad arrangere dem. Samme skæbne fik søndagsfrokosterne på Arnes Bodega, hvor man kunne spise sig mæt for en krone.
"Men tror du folk ville komme og spise her? Da ikke når de ikke skulle betale noget selv! Den der konservatisme trives i bedste velgående her," siger Leif Mathiesen, ejer af Arnes Bodega. Så nu står underholdningen i Aarup allerhøjest på en gang knallertræs gennem Bredgade og så diskotekerne i Assens og Odense, der lokker byens unge til sig. Dét kan til gengæld godt give ballade. "Mange starter med restaurationsbesøg samtidig med Blå Mandag," siger Karl. "De starter med at tage til Assens, og når de får lidt mere hår på brystet, tager de til Odense. Og det kan godt give lidt spænding. Så fylder de bilen op med alle, der er sikkerhedsseler til, plus én til, og ræser rundt." Dertil kommer pige-problemerne. Fyre fra Vollsmose-området i Odense kan nemlig godt få den ide, at langbenede og lyshårede Aarup-piger er deres. Uanset om pigerne har kæreste hjemme i Aarup eller ej.
"Nogle af de drenge får en ide om at sætte sig på nogle piger her. 'Hende dér, hun er min'. Det passer ikke altid pigen, når hun har en anden ven. Så der har vi haft noget uro. En dag blev jeg ringet op af en mor, hvis søn ikke turde gå ud på gaden, fordi han havde fået bank. Der kom en to-tre biler fra Vollsmose - de kan jo være her på 10-15 minutter," fortæller Karl.

Afsløret på sin gangart
Aarup er altså ikke en by, der kan prale med en større samling slagsbrødre, og det er heller ikke et sted, hvor tilfældige mennesker pludselig bliver slået ned på gaden, selv om det dog undtagelsesvist skete for nogle år siden for én, der blev stukket ned med en kniv på Bredgade. Jan Erik Trans, forvaltningchef i Aarup Kommune kan stadig gyse lidt ved tanken om dengang, knivoverfaldet fandt sted. "Man gik da og var lidt urolig, men det er jo mange år siden nu," siger han. Alligevel er nogle af de ældre på byens ældrecenter en smule utrygge ved at gå på gaden, fortæller de landbetjenten, når han af og til besøger centret for f.eks. at tale om sikkerhed. "Jeg fortæller dem som regel, at så vidt jeg kan erindre, har der i min tid ikke været et eneste tasketyveri. Det er ikke en garanti for, at der ikke har været det eller, at det vil komme, jeg kan bare ikke erindre det," siger Karl. I hans 24 år i Aarup er der hverken blevet mere eller mindre kriminalitet. Men, som han siger, man ser jo på verden med andre briller, når man er pensionist, end når man er ung. Til gengæld har Aarup ligesom mange andre byer i Danmark haft sine helt specielle sager. Især pyroman-brandene i 1995 spøger stadig i folks bevidsthed. Lige før jul i 1995 begyndte en ukendt gerningsmand at sætte ild på flere forskellige offentlige bygninger i byen. Rådhuset blev sat i brand, spejderhytten, rensningsanlægget, Kirkegades børnehave og skolen ligeså. Karl blev overdænget med henvendelser fra borgere, der var bekymrede og utrygge. Også Vibeke, Karl's kone, blev urolig. "Det var alle offentlige instanser, det gik ud over, så jeg tænkte: Hvornår bliver det så politiet, der skal have en omgang?," siger hun. Karl forsøgte at berolige folk ved at understrege, at der ikke var blevet sat ild til beboelsesejendomme, hvor der lå folk og sov, og at der heller ikke var tegn på, at pyromanbrandene havde noget med personlige hævnmotiver at gøre. Folk skulle være opmærksomme, men ikke bange, var hans besked. Selv lagde han hovedet i blød sammen med sine kolleger i Assens. Når det var skolen, det gik ud over, kunne det måske være én, der havde gået på skolen; når det var spejderhytten, kunne det måske være en med tilknytning til spejderne. Det eneste håndgribelige spor, politiet havde, var halvandet sekunds videoklip fra skolens overvågningskamera, der viste gerningsmanden bagfra i mørke. Men det blev et afgørende halvandet sekund. Gerningsmandens gangart afslørede ham. "Det var en yngre mand med svagelig psyke og stor vrede," siger Jan Erik Trans, der dengang var beredskabschef i Aarup og derfor husker brandene tydeligt. "Han tog sig desværre senere af dage."

Operation nedstirring
At Aarup er fredelig betyder ikke, at kommunen er forskånet for problemer med f.eks. stoffer, understreger både Karl og Jan Erik Trans. "Vi ved præcist, hvor man kan købe stoffer, men det er meget svært at styre," siger Jan Erik. Derfor lavede kommunen for et par år siden en meget snu plan. Man vidste, at de folk, der solgte stoffer i Aarup, kom udefra med toget, så en medarbejder satte sig simpelthen ned på stationen med et kamera i hånden og nedstirrede de pågældende. "Karl sagde, at vi skulle være forsigtige med kameraet - der er strenge regler for den slags - men bare dét at sidde der og stirre var meget effektivt. De vendte om og tog det næste tog tilbage," fortæller Jan Erik. På Arnes Bodega mærkede man også til stofferne. "Der lå mærkværdige poser nede i billiardkælderen og flød rundt, når jeg ryddede op, så jeg måtte lige ringe til Karl Møller og sige: 'Kom lige herned'," fortæller Leif Mathiesen. "Jeg bliver så rasende over narko. Vi vil ikke have det her! Jeg ved godt, det lyder kynisk, men jeg klapper næsten i mine små hænder, når jeg læser i avisen, at de har fundet en død narkoman. Så er der én mindre til at røve tasker fra gamle damer eller begå indbrud." Kommunens snu plan er ikke et særsyn i Aarup. For det er de personlige relationer og ukrukkede holdninger, der gør hele forskellen, og måske kan forklare, hvorfor Aarup ikke har flere problemer med kriminalitet. Karl er f.eks. ikke den, der qua sin autoritet sætter sig for partout at jagte unge på ulovlige knallerter. "Vi skal ikke have politifolk, der dyrker særinteresser, vi er her for alle borgere. Det er ikke sådan, jeg ser igennem fingrene med noget, men jeg har en vis fleksibilitet. Og hvis en ung på en ulovlig knallert ikke har en alt for stor styrthjelm på, så kan jeg se, hvem, det er, og så er det meget bedre at køre hjem til ham selv og tage en snak med ham og hans forældre bagefter. Det tror jeg selv på har gjort meget," siger han. Han bærer heller ikke altid uniform, når han skal ud og tale med nogen, for der er mennesker i Aarup og omegn, der finder det yderst pinligt at få besøg af 'politiet'.
Karl kender efter 24 år folks baggrunde og familier. Han kender de unge, han ser dem vokse op, gifte sig og stifte familie. "Derfor er min frihed lidt større," som han siger. Dén frihed betyder, at han kan tage røret og ringe til Inge Jensen, der er socialrådgiver i Aarup kommune, hvis han oplever, at et menneske er ved at rode sig ud i noget skidt.
"Vi er ikke så bange for at sige til hinanden: Hvad kan vi gøre her for at hjælpe?"
Men også en vis form for selvjustits findes i Aarup, mener Jan Erik.
"Vi er et homogent og overskueligt samfund. Og jeg tror på, at der er en vis selvregulering, når man ved, at dén, man begår indbrud hos, måske kommer til kaffe hos ens forældre næste dag."

Halballer giver uro
Når det handler om kriminalitet og vold er det især de unge i Aarup, både Karl og andre har fæstnet blikket på. "Nogle unge mennesker har det ikke nemt, fordi de vokser op i ustabile hjem. De mangler et ståsted. Dem kan jeg spotte meget tidligt," siger Karl. Typisk roder den slags unge sig ud i tyveri og indbrud, men det betyder ikke, at de dermed er dømt til en lang kriminel løbebane. Eksempelvis kan det gøre underværker at blive forelsket.
"Der var f.eks. Jan, som stjal og stjal, men så mødte han en pige. Hun kunne tage ham i kraven og styre ham, så han fandt sit ståsted," siger Karl. Og tilføjer med et skævt grin: "Derfor kom jeg en gang til at sige, at jeg går ind for tvangsægteskaber. Nogle af vores unge her har godt af at blive tvunget ind i et ægteskab!" Det er også de unge, der oftest kommer i slagsmål. Et fænomen Karl mener handler om risiko og rum - inspireret af juraprofessor Flemming Balvig. I visse rum og visse sammenhænge er der større risiko, for at der opstår kriminalitet end i andre. Et sådant risikorum er halballerne i Aarup. Her har byens unge i årevis holdt fest - og ballerne har altid tiltrukket sig en smule ballade. Sidst var det en gruppe på 10-12 unge fyre, der uden for hallen kastede sig over to andre. Én fik en dørrist smadret ned i hovedet, og den anden blev slået ned i asfalten. Men halballerne er ikke værre, end at Aarup kan leve med det. Susanne Licke har boet fire år på Bredgade tæt på hallen, og det eneste, hun har mærket til ballerne, er et stykke pizza der blev efterladt på trappestenen og et stykke tyggegummi, der sad på hendes vindueskarm. "Selvfølgelig hører vi da også de unge på knallerter udenfor, men det er det hele. Aarup er en meget stille og rolig by," siger hun. Om godt et år siger Karl farvel til jobbet som landbetjent i Aarup. Efter 39 år i politiets tjeneste er det ved at være tid til, at "gå ud og pille mit skint ned," som han siger. Og for Vibeke slutter dermed 39 års politiskjortevask- og strygning, som dog blev lidt nemmere, dengang politimærkerne for 20 år siden blev påsyet skjorterne frem for at være aftagelige. Karl er sikker på, at Aarup fortsat vil ligge i førerfeltet inden for fred og fordragelighed, når han er væk. En af hans sidste gerninger har nemlig været at få ansat en SSP-medarbejder. "En person M/K med hår på brystet, der tør gå ud på gaderne og tage de konfrontationer, der er - uden referencepligt til politiet, for de unges tillid er kernen," som Karl siger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu