Læsetid: 9 min.

Jeg kender mig selv - det ligner mig ikke

Skyldig. Sådan sagde nævningene. Selv siger han det modsatte, for han kan ikke huske noget fra den aften. Men skylden og tvivlen er der alligevel. Og han er sikker på, at den aldrig vil forsvinde,det skulle da lige være, hvis...
9. juli 2007
-Ja, men han siger, at det er en fejl. Han er ikke skyldig,- svarer Deres udsendte til betjenten på vej ud af fængslets port efter interviewet. -Det siger de alle sammen. Kom igen,- svarer den venlige betjent og tilføjer: Det handler om tillid-.

-Ja, men han siger, at det er en fejl. Han er ikke skyldig,- svarer Deres udsendte til betjenten på vej ud af fængslets port efter interviewet. -Det siger de alle sammen. Kom igen,- svarer den venlige betjent og tilføjer: Det handler om tillid-.

Jan Lipka

Der er et lille skår i det tonede glas. Helt i yderkanten af højre brilleglas. Bag dem et par blå øjne omkranset af et rundt ansigt med et overskæg, der vipper opad, når Thomas smiler. Og det gør han faktisk indimellem. På trods kunne man sige.

"Jeg gemmer det væk. Jeg har puttet det i en arkivskuffe heroppe og sat det ind under 'uretfærdige hændelser mod Thomas'. Men når jeg snakker med dig eller mine medindsatte, bliver jeg gal."

Information er taget i fængsel. Rejsen var lang, for fængslet ligger midt på den jyske hede i en landsby, hvor rutebilen fra Vejle til Herning kører igennem et par gange om dagen. Lidt bag den snorlige landevej, der deler Sdr. Ommes parcelhuse i to ens rækker, ligger Statsfængslet.

"Vil du have kaffe, te, vand eller alkoholfri øl," spørger den smilende unge mand mig, da jeg træder ind i fængslets kirke. Han har en piercing i tungen og er solbrændt. T-shirt og løse jeans. Jeg når næsten ikke at svare, før der står frisk kaffe og muffins på bordet i fængselspræstens kontor. Den smilende unge fyr er kirketjener. Men han er også fange, indsat, forbryder. Vist noget med narko. Tre kopper stiller han frem. En til journalisten, en til præsten og en til fange nummer 173, som jeg har en aftale med. Han skal fortælle om at være skyldig. Altså sådan i helt juridisk forstand, når man har papir på det.

Fange nummer 173 er kommet ind fra sit arbejde i skoven og sidder over for mig med sit itugåede og let tonede brilleglas. Egentlig ville jeg ønske, at han tog dem af, for det er lidt svært at se hans øjne.

Jeg lytter i stedet. Hvad er det, han siger? Han har ikke gjort det, er han ret sikker på.

"Jeg kan ikke huske noget fra den aften," siger han.

"Den aften." Det var den aften, hvor Thomas' liv blev forandret for altid. Den aften, hvor hans tidligere kæreste mistede en liter blod efter et knivstik i halsen. Den aften for snart to år siden, hvor Thomas mistede sin frihed og sin rene straffeattest.

Skyldig i forsøg på manddrab sagde de i landsretten. Og så fik han seks år.

Et års uvished

Der er et stort hul i hukommelsen.

Men han er sikker på, at han ikke har gjort det. Næsten sikker. For han kan jo ikke huske noget. Hvad der egentlig skete, inden han pludselig lå med ansigtet nede i et bed, anholdt for drabsforsøg, fortaber sig stadig i tågerne, siger Thomas.

Jo, han kan huske, at han havde været ude at drikke og var på vej hjem med en flaske vin. Han kan huske, at han blev råbt an af en fremmed mand. Stop, sagde manden. Lidt efter Thomas lå med ansigtet mod jorden. Og han kan huske detentionen i Herning, hvor han blev undersøgt af en læge og fotograferet "splitterragende nøgen".

Men drabsforsøget kan han ikke huske, siger han.

"Jeg havde en promille på 2,18," fortæller Thomas.

Dorte lever, var der en, der sagde til ham efter nogen tid. Ja, det gør hun vel, svarede Thomas.

"Der var det så væk igen, det der med, at jeg skulle have forsøgt at slå hende ihjel," fortæller han.

Dorte er det, man i fængselssprog kalder den forurettede. Hun var også Thomas' kæreste. Ekskæresten skulle der stå, for Dorte havde slået op tre dage tidligere. Det var ikke første gang, hun gjorde det. Men nu havde hun altså givet ham et ultimatum. Igen.

Mistanken og senere anklagen og dommen lød på, at Thomas havde forsøgt at skære hendes hals over med en kniv.

Thomas mener selv, at han er blevet offer for justitsmord. En heksejagt. Spundet ind i et kafkask spind. Han mener, at han fik straffen for alle de gange, de 10 kvindelige nævninges mænd var kommet hjem, skidefulde og ubehagelige. Du er skyldig kammerat, og du skal bøde med seks år bag lås og slå.

Senere fik han 'rabat' ved højesteret, og straffen blev nedsat til fem år. På det tidspunkt havde han allerede afsonet 17 måneder af sin straf i Horsens. 23 af døgnets 24 timer sad han i en celle på fem kvadratmeter i uvished, mens sagen verserede. Toiletbesøg var ledsaget af en betjent, der ventede udenfor, og som efter færdigt 'arbejde' fulgte Thomas tilbage til cellen. Mad i metalbakker med tre huller: en til kød, en til en klat sovs og en til en kartoffel, der først var blevet kogt, så frosset ned og så varmet op igen. En glaskartoffel kalder han det.

"Uvisheden var det værste. Får jeg tre år, får jeg ni måneder, får jeg fem måneder?"

Varetægtsfængslingen blev igen og igen forlænget med fire uger. Det blev til et år, inden dommen faldt i landsretten. I mellemtiden kunne Thomas spekulere på sin skyld, sit svigt, sin forurettelse, mens han kiggede efter flugtveje og overvejede at "tage strikken".

Thomas troede, at han ville blive frikendt, og hans advokat tog på ferie med ordene "det klarer du sagtens, Thomas. Nu tager jeg på ferie".

Brændemærket

Der er et lille skår i det tætte panser. Thomas er i tvivl. Han overvejer, om han lider under posttraumatisk stress og "simpelthen lukker af". Om hukommelsestabet er en måde at dække over skylden. Men vender så tilbage til Dortes forklaring, som ikke kan passe. Til hendes nye kæreste politimanden, som måske har forhindret en effektiv efterforskning, til de 10 kvindelige nævninge, til samfundets heksejagt på de små fisk, til Dortes problematiske fortid.

"Jeg kender mig selv. Og jeg kan ikke forestille mig, at jeg kunne have gjort det. Det ligner mig ikke," siger han. Men den nagende tvivl vil altid være der, det ved han. Derfor vil skylden også være der et eller andet sted.

"Den tror jeg ikke, jeg slipper af med."

Med mindre, siger Thomas, at han finder nogle helt klare beviser på, at det er noget, "hun har spundet sammen".

Bebrejder han sig selv? Ja da. Han skulle ikke have drukket sig så fuld, det fortryder han bittert, "fordi det har haft så vidtrækkende konsekvenser".

Thomas har næsten ingen kontakt med sine fire børn. Han har to piger og to drenge med to forskellige kvinder. Den største af sønnerne er vist vred på ham. Thomas' mor vil ikke besøge ham i fængslet, og de andre har heller ikke gjort det. Undtagen Thomas' far. Thomas ser ikke forurettet ud, når han taler om familien, der ikke besøger ham.

"Jeg er flov over, at jeg har sat familien i den situation," siger han. Det er jo ikke særlig skægt for forældrene at skulle fortælle venner og resten af familien, at Thomas er dømt for drabsforsøg og sidder i fængsel.

Men det værste er skyldfølelsen over for sønnerne. I dag er de to teenagere 13 og 16 år gamle. De boede hos Thomas fra de var fire og seks år. Thomas fik forældremyndigheden over dem, fordi deres mor, ifølge Thomas, har et lidt for nært forhold til flasken. Nu er de så alligevel endt hos hende.

"Engang imellem bryder jeg ud i tårer, fordi... hvor må de have det svært. Det er det værste for mig," siger han.

"Jeg har jo været deres omdrejningspunkt det meste af deres liv. Det bekymrer mig meget, hvordan de har det, men jeg kan ikke få fat i dem. De er flyttet, og de svarer ikke på brevene."

"Jeg vil meget gerne tale med dem," siger Thomas og rømmer sig.

Selv om Thomas ikke mener, at han kan have gjort det, der står i hans domsudskrift, så drak han sig jo sanseløst beruset. Og resultatet er, at hans børn straffes. De bor hos en mor, der ifølge Thomas ikke kan tage sig ordentligt af dem og går i skole hver dag, brændemærket med skammen over at have en far, der sidder i fængsel.

Og hvad med ekskæresten Dorte? Følelserne er blandede. Thomas er vred på hende. Men han savner hende også. Han savner at tale med hende om de oplevelser, han har haft i fængslet. Thomas tror, at det ville være en god ide at mødes, konfronteres, for han tror, at det ville kunne bringe noget nyt frem i sagen. Måske ville hun faktisk kunne sige noget, der ville overbevise ham om, at han havde gjort det, hun har fået ham dømt for. Og i så fald ville han sige undskyld.

"Lige nu er det ad H til," som han siger. For han kan hverken tilgive sig selv eller komme videre, når han nu ikke kan huske noget fra den aften.

"Det er jo en alvorlig forbrydelse at forsøge at slå et andet menneske ihjel. Vel er det så. Og det er da skræmmende, at jeg muligvis kunne have gjort det. Også for mig. Det er også derfor, jeg har brug for at tilgive mig selv," siger han.

En dag ad gangen

Der er en relativ frihed her i Sdr. Omme. I hvert tilfælde hvis man sammenligner med det lukkede fængsel, hvor Thomas sad i halvandet år.

Men tag ikke fejl, siger fængselspræsten. Der er ingen sprækker i den usynlige mur. Det kalder hun grænsen mellem fængslet og verden udenfor. Det vil sige; der er ingen sprækker for Thomas og de andre fanger. De ved, hvor grænsen går mellem fængslet og verden udenfor. Muren er bare usynlig her. Men den er der, og du skal altid spørge om lov og være underdanig, både over for de ansatte, men også over for de stærkeste fanger.

Thomas kender sin plads og får derfor ikke for mange skrammer. Holder sig til det interne kodeks om, at vagterne er fjenden, og stridigheder ordnes internt. For er der noget, man ikke vil, så er det at blive mistænkt for at være stikker. Så vanker der kødhammer og billardkugler i strømper, hvilket den tidligere medfange i Sdr. Omme Kurt Thorsen ifølge Ekstra Bladet blev udsat for. Han var ikke nået i frivillig isolation.

Thomas tager en dag ad gangen, siger han. Men det er ikke helt rigtigt. For han tænker tilbage. Fortryder nogle gange. Andre gange bliver han vred og forurettet. Men han har også planer, der strækker mange dage ud i fremtiden. Næste forår. Der håber han på at komme ud. Han kommer aldrig tilbage til det liv, der blev væltet omkuld den aften med promillen på 2,18. Drengene flytter nok ikke tilbage, og studiet på pædagogseminariet kan han lige så godt droppe. Som tidligere straffet vil det blive næsten umuligt at få job. I stedet vil han gerne læse filosofi. Og noter, det kan han i hvert tilfælde tage. På bordet mellem os ligger der flere siders linjeret papir, hvor Thomas med en blå fyldepen har forberedt sig på interviewet om skyld. Det, der står på papiret, handler om skylden som abstrakt begreb. Ikke så meget om hans egen skyld.

På vej ud gennem den usynlige port, tilbage til landevejen mellem Grindsted og Tarm, spørger en venlig fængselsfunktionær, om jeg fik, hvad jeg kom efter.

"Ja, men han siger, at det er en fejl. Han er ikke skyldig," svarer Deres udsendte.

"Det siger de alle sammen. Kom igen," svarer den venlige betjent og tilføjer: "Det handler om tillid".

Personnavne og fangenummer i denne artikel er fiktive. De medvirkende personers identitet er redaktionen bekendt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her