Læsetid: 4 min.

Kent interviewer Kent

Næh, det gør han nu ikke, men Søren Pind snakker med Lise Nørgård og Cecilie Frøkjær med Jane Aamund, når People's Press og Aschehoug tester branchen. Nye bøger til efteråret med navne som Umberto Eco, Tøffe, Savater, Sjón og Graver
6. juli 2005

People's Press tordner fremad. Det kun tre år gamle forlag udgiver i år 60 titler mod 35 i fjor. Forlaget har testet hele branchen ved at love forfatterne højere procentsatser (royalties), mere aktiv pr og større annoncer, som forfatterne så til gengæld er med til at finansiere. Derved har de kunnet trække nogle kendte navne over fra andre forlag - ud over dem, de selv finder frem til.

Således satses benhårdt kommercielt, men i efterårsprogrammet, som netop er udsendt, ses også en filosofisk sværvægter som spanieren Fernando Savater med titlen Mod til at vælge. Den behandler begrebet frihed, og Savater betragter den selv som et hovedværk i sit forfatterskab.

Af den kontroversielle indiske forfatter Arundhati Roy udgives essaysamlingen Menigmands guide til imperiet. Roy fik Bookerprisen for en debutroman i 1998. Det var de meget stolte af i den indiske magtelite- lige til hun begyndte at kritisere denne. Men så røg hun da også direkte i fængsel.

Andre skønlitterære nyudgivlser er af bl.a. James Ellroy, Benn Q. Holm, Stig Dalager, Eddie Thomas Petersen, Natasha Illum Berg og ikke mindst punkikonet, sangeren Martin Hall, der med mammutromanen Den sidste romantiker for alvor træder ind i litteraturens verden.

Kim Skotte og Jelved

En 71-årig debutant kan man også præsentere, Georg Ursin med en kafkask krimi, Chenlein og Schmidt. Ligeså forbavsende er Kim Skottes tilbagevenden til den lyrik, han forlod for 19 år siden for at blive kulturjournalist på Politiken. Han er mest kendt som konferencier ved årets Bodil-uddelinger. Sensei forlader byen hedder den nye digtsamling.

I den mere populære afdeling, den, der henter grunkerne hjem, finder vi Cecilie Frøkjærs interviewbog med Jane Aamund, og mere populært kan det næppe blive. Den vil uden tvivl - selv i en café latte-tid - slå såvel Marianne Jelved-biografien som samtalebogen om islam og kristendom med Kathrine Lilleør og Naser Khader.

Maise Njor har interviewet Sanne Salomonsen, Lars Daneskov har beskrevet Mike Tramp fra Mabel og senere White Lion, og der loves sportsbøger om fodboldens Thomas Graversen - Graver - og Stig Tøffe Tøfting, golfens Sten Tinning samt arvefjendeklubberne FCK og Brøndby.

Til og med har People's Press indgået samarbejde med børnebogsforlaget Phabel om bl.a. en børnebog af Iselin C. Hermann.

Kong Frederik IX

Egentlig var det Aschehoug, der for år tilbage satsede hårdt og succesrigt kommercielt med såkaldt bløde biografier af kendte danskere. Her resulterer biografidillen i år med bøger om Hans Engell, Frits Helmuth, Benny Andersen, kong Frederik IX (ham med tatoveringerne) og - som noget nyt: En bog med en kendt, Lise Nørgaard, interviewet af en anden kendt, som ikke er journalist, nemlig Venstre-borgmesteren Søren Pind. Hvad bliver det næste? At Kent Kirk interviewer Superman Clarke Kent? Tommy Kenter interviewer den tidligere landsholdsspiller Kent Nielsen. Eller er denne ikke kendt mere? Så går den jo ikke.

Matisse, PH og Per Kirkeby (bronceskulpturerne ved Poul Erik Tøjner) får også en bog hver i afdelingen for kunst og design, hvor også Umberto Eco er på med Skønhedens historie. Den kongelige hofkunstner Bjørn Nørgaard har ny-illustret Bibelen i den version, som Anna Sophie Seidelin genfortalte den i 1980'erne.

Kokkedrengen Jamie Oliver har som i sin tid Elisabeth David rejst rundt i Italien efter regionsretter. Skønlitterært er Aschehoug hovedsageligt til mainstream-spænding som Stephen King, og minsandten om ikke Jens Christian Grøndahl har oversat en roman om et unikt kærlighedsforhold af Audrey Niffenegger.

Skyggebaldur

Men så har Aschehoug også det lille forlag Athene, og her er man på forkant med litteraturen med udgivelse af romanfortællingen Skyggebaldur af årets islandske modtager af Nordisk Råds Litteraturpris, Sjón. Desuden Hanne Ørstaviks nye roman Præsten og novellesamlingen Oscar Wildes elevator af en tidligere prismodtager, Lars Saabye Christensen. Jette Hansen, kendt - der var den igen - fra Informations klummer debuterer med romanen Så længe vi lever om et kærlighedsforholds sammenbrud. Der er allerede aftalt interview med Alt for Damerne.

Mere Aschehoug: Selvudvikling, Farrollen som karrierebrændstof, Dalai Lama, den skaldede kok, Vejret ved Peter Tanev, Dansk politik fra A-Å ved Kaare R. Skou, Den nye sangskat, - Aschehoug kommer vidt omkring i sit omfattende katalog, hvor man også rider med på Hitler-bølge, og udi det politiske desuden byder på historien om den kolde krig og om de 102 frygtelige og skæbnesvangre minutter i tvillingetårnene, minutter som ændrede verden.

Over til Hans Reitzels Forlag, der traditionelt holder fanen højt for de bøger, der handler om alt det interessante, der sker inden i os mennesker, altså psykologi og pædagogik, men også om det rundt omkring os, sociologi og anden humaniora.

Reitzels esser

Således udsendes Axel Honneths Kamp om anerkendelse, der udkom i Tyskland i 1992 og siden er regnet for et socialfilosofisk hovedværk. Den tager afsæt i en kritisk rekonstruktion af Hegels tidlige skrifter, suppleret af bl. a. Winnicotts objekt-relations-teori og Meads socialpsykologi, og den skitserer vilkårene for en ny normativ samfundsteori. Er De helt med?

Axel Honneth afløste Jürgen Habermas på det legendariske Goethe Universitet i Frankfurt, og af Jürgen Habermas har Reitzel allerede lige udgivet tekstsamlingen Demokrati og retsstat, som Rune Lykkeberg anmeldte overordentligt positivt her i bladet i forgårs.

Udgivelsesrepertoiret fokuserer direkte på vægtige, faglige emner som bl.a. klinisk børnepsykologi, affektregulering, Krop, sygdom og seksualitet (ved Christian Graugaard, Bo Møhl og Preben Hertoft), familierådslagning, omsorgssvigt, etik, outsidere, samfundsteori, migration, kvalitative metoder i interaktionistisk perspektiv, sprogstimulering, retorik, toddlerkultur (det sociale samspil i vuggestuen), men også på børns vej til musikken og meningsfuld mad. Stærkt meningsfuldt i det hele taget.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu