Læsetid: 4 min.

En kerne af intet i en skal af alt

Pia Tafdrup siger i sin nye, smukke bog 'kaddish' for sin far
8. september 2006

Hans hud har ikke længere den farve, en hud skal have. Hans ellers så velkendte håndskrift kan hun ikke mere tyde. Hun må lede efter sin far i sin far og spørger med undren sig selv, om det virkelig er ham, denne "skikkelse, der en vindstille dag / hænger sovende / med hovedet mod skulderen / skævt sammensunket / på en hvid plastikstol / ude på terrassen".

Jo, det er ham. Men han er blevet gammel og er trådt ind i den bundløse årstid, hvor livets flod bare strømmer forbi. Sådan set er jo alting normalt, men samtidig er det "angstfarvet", blytungt. For hele tidsperspektivet er smeltet. Dage vokser til uger, ugerne til måneder. Og er i morgen allerede i går?

Så en dag er det overstået. Det nøgne øjeblik blev passeret. Og det er fra dette punkt, at Pia Tafdrup er gået tilbage for at genkalde sig farens svækkelse, sygdom, død, idet hun som en anden Eurydike søger at synge ham frem som den, han var engang. Ham, der tidligt belærte hende (Mindst ét sår har kroppen altid!), ham, der læste godnathistorie for hende, lod hende danse på sine fødder og dryssede "stjernestøv og månegrus" ned i hendes øjne.

Store forbilleder

Tarkovskijs heste, hvis titel skriver sig fra den ophøjede ro i de sidste billeder af filmen Den yderste dom, er Pia Tafdrups trettende bog, og ærlig talt trættende ind imellem med den her stejle stædighed, hvormed den forfølger ét og kun ét motivisk spor, samt indædtheden, hvormed den holder en heftigt følelsesfuld diktion.

Denne vedholdenhed i digterens omgang med døden som stof bliver dog primært en kæmpe styrke. Det klæder ganske enkelt denne fine ordmagerske godt at blive holdt fast af en virkelighed uden for hende selv, og kan man end nære skepsis over for en så satset fokusering på personlige oplevelser, langt inde over grænsen til det dybt private, må man trods alt give sig lyttende hen.

Der står ikke i denne bog ét eneste dårligt digt, værket holder faktisk til at blive læst op imod eller sammen med de to forbilleder, der nævnes, nemlig Rilkes Orfeus-sonetter og Paul Celans Die Niemandsrose (1963), med hvilken det deler den kortlinjede søjleform og beslutningen om, på jødisk vis, at sige 'kaddish' over den døde.

Sorgens fortælling

Som i den foregående samling, Hvalerne i Paris (2002), der også mindedes faren og tit kredsede om døden som vilkår, betjener Pia Tafdrup sig hovedsagelig af høje, slanke strukturer, hvori hvert lille linjebrud lader sig mætte med udsat betydning.

Klangfuldt messende, magtfuld i sin distribution af rytmiske virkemidler synger hun sig op og gennemfører i løbet af de halvtreds tekster (omkranset af 'Intro' og 'Outro') først dødsbesindelsen, dernæst smertegangen og endelig en sorgens fortælling.

Undervejs dukker glasklare erindringer fra barndommen op, og vi bliver stedse mindet om, hvordan døden altid er nogens død. Når der er en, der dør, så er det altid kun én, der dør. Hvert menneskeliv er unikt, hver menneskedød en særegen rejse for den døende såvel som de efterlevende. Pia Tafdrup markerer det ved i næsten hver eneste tekst at gentage: min far.

Noget af det, jeg vældig godt kan lide ved denne sorgens bog, er kombinationen af, på den ene side en vis kuldslået nøgternhed i tilgangen til emnet og så på den anden side en sikkerhed og dristighed i den poetiske billedbrug - mærkbar ikke mindst, når der arbejdes i paradokser: "lugten af marts, en duftløs lugt" eller en "massivt susende stilhed". Virkningsfulde er ligeledes sammenstødene mellem det varme og det kolde, lidenskab (eller feber) og død, f.eks. i form af "isrøde blade" og "snegløder, indsamlet til uendeligheden".

Hvid væg

Jeg har tabt min far til sig selv, hedder det et sted hen imod bogens eller digtkredsens slutning. Men digteren har senere udført sin egen sikre bevægelse og fastholdt ikke kun smerterne og sorgen, men også eftertankens voksende afklaring, smukt igennem sin skrift.

Som gravmonumæle er Tarkovskijs heste fremragende gjort. Som en personlig meditation over døden er den moden og medrivende. Vil man have den samlet i en formel, lyder den 'en kerne af intet i en skal af alt'.

Og vil man have dette strakt ud til forklaring, kan den så passende hentes i digterens registrering af, hvordan et jordskælv i Asien har ændret jordens rotation:

"Jordens masse er blevet tættere,

tre mikrosekunder hurtigere nu.

Ingen hvile får jeg,

så længe min far farer vild om natten

og om dagen drømmer

Himlen

er en hvid væg,

jeg læner mig op ad,

mens atomure justeres

med mindre end et skudsekund.

Sådan vises vi af store katastrofer på plads i de små, og omvendt. Og omvendt."

nPia Tafdrup: Tarkovskijs heste. Digte. 75 s. Kr. 150,00. Gyldendal. ISBN: 87-02-05005-6. Udkommer i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu