Læsetid: 3 min.

Fra kerne til kaos

26. august 2000

AT KERNEFAMILIEN er under opløsning, kan næppe kaldes en overraskelse. Den vej er det gået de seneste 30-40 år. Men skulle nogen gå rundt i den vildfarelse, at opløsningstendensen er taget af, var denne uges familieundersøgelse fra Danmarks Statistik en god lejlighed til at blive klogere.
Undersøgelsen tegner et klart billede af udviklingen fra kernefamilie til en mere diffus familiestruktur.
Og udviklingen er gået hurtigt siden 1981, hvor Danmarks Statistik for første gang indsamlede familietallene. Hele 82 procent af alle børn boede dengang hos begge forældre. I dag er tallet nede på 75 pro-cent.
Og selv om det måske ikke lyder voldsomt, betyder det alligevel, at hele 39 procent af alle 17-årige har oplevet at have mere end én familie, ligesom 24 procent af alle børn i dag har halvsøskende - tallet var kun 11 procent i 1981.

FOR DEN STORE gruppe af kulturkonservative, der stædigt fastholder troen på, at kernefamilien er den bedste konstruktion, var tallene selvfølgelig bekymrende.
Konservatismens fanebærere på Morgenavisen Jyllands-Posten søgte da også straks trøst hos formanden for Børns Vilkår, cand. psyk. John Halse, for at få bekræftet, "at børn er bedst tjent med en barndom i en lykkelig kernefamilie".
Man har ikke svært ved at se avisens beroligede læsere for sig. Der er ikke noget så godt som at få bekræftet troen på gode, gamle, solide familieværdier, når virkeligheden går i en helt anden retning.
Desværre er det ikke kun Jyllands-Posten, der er på flugt fra virkeligheden. Det er stadig de fleste, der anser kernefamilien for at være det bedste for børnene.

UNDERLIGT NOK. For det er svært at finde klare beviser på, at det faktisk er tilfældet, når man måler på den mest relevante lakmusprøve af dem alle: Hvordan børn klarer sig, når de vokser op med mere end én familie.
Som det fremgik af gårsdagens avis, klarer de sig glimrende. Det er i hvert fald svært at finde belæg for, at de klarer sig dårligere end børn, der har tilbragt hele deres barndom i en kernefamilie.
Tværtimod kan et skiftende familieliv give nogle kompentente og fleksible børn, påpegede to af Danmarks børneguruer - Børnerådets formand, Per Schultz Jørgensen, og familieterapeut Jesper Juul fra Kempler Instituttet i Odder.

SPØRGSMÅLET ER selvfølgelig, hvilken formåen det omskiftelige familieliv giver børnene. Mangen en tilbeder af kernefamilien vil påstå, at netop trygheden og nærheden til begge forældre er afgørende, når de mellemmenneskelige egenskaber skal udvikles. Og i en tid, hvor det sociale liv og samfundets sammenhængskraft tilsyneladende lider, kan det jo være tiltrængt.
Men igen er det svært at finde klare vidnesbyrd på, at det faktisk er tilfældet. Store dele af den nye børneforskning viser, at børn - almindeligvis - i højere grad selv tilegner sig de nødvendige omgangsformer, mens de i mindre grad lader sig inspirere af deres forældre. Hvilket i øvrigt også kan være svært, da børnene ser mindre og mindre til deres forældre.
Som familieundersøgelsen viser: Antallet af børn i familier, hvor forældrene arbejder på heltid, er steget fra 48 procent til 80 procent i løbet af de seneste 20 år.

TRODS DET, at entydige fordele ved kernefamilien er svære at finde, fortsætter drømmen om far, mor og børn tilsyneladende uanfægtet. "Evigt ejes kun det tabte," som den norske dramatiker Ibsens linje lyder.
Fra USA har vi erfaringen om et kampråb - "family values" - der lyder mere og mere skingert, jo mindre virkelighedens familiemønster svarer til retorikken. Ekkoet er lydeligt i Danmark. Både blandt de unge og i det politiske liv har al talen om familie kun ét mål: Kernefamilien.

DET ER SYND. Netop når virkeligheden er så mangfoldig, som tallene fra Danmarks Statistik viser.
For ved at fastholde illusionen og lovprisningen af kernefamilien som det normale fortsætter vi med at forpeste livet for de mange, som ikke lever i én. Det gælder såvel dem, som egentlig gerne ville, men ikke formår det, og dem, som efterstræber noget helt andet. Kommer nogen for skade i en samtale at tilstå, at børn har de ikke og ønsker heller ikke at få dem, er reaktionen oftest - et medlidende blik.
I stedet for at bruge tallene fra Danmarks Statistik til at forstærke kampen for kernefamilien er tiden kommet til at anerkende, at et diffust og nærmest kaotisk familiemønster er blevet det normale. Og drøfte: Hvordan kommer vi så videre derfra?ør

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu