I dansk digtning er skoven næsten altid frisk og grøn, kukkuk, kukkuk, faldera. Bevares, vi kan fare vild i dunkle skove, men mest vifter bøgen over vore hoveder. Anderledes i de nordlige broderlande, hvor skovklædte fjelde og udstrakt vildskov indtil vor tid har domineret vide områder og afkastet gode og frygtindgydende historier. Nylig har vi f.eks. læst om Huggerne i Roy Jacobsens roman om de uendelige finske mængder træ, og tænker vi på Kerstin Ekman og hendes romaner, så vandrer vi dér ud og ind af mægtige skov- og vildmarksområder, bl.a. i Røverne i Skuleskoven, Hændelser ved vand, den mytiske fjeldfortælling Arilds tegn samt den store trilogi med fællestitlen Ulveskindet.
At hun er en passioneret skovvandrer, sammen med mand og en hund eller to, fremgår af den netop udkomne Herrarna i skogen, syv store sammenhængende essays, der udgør en meget personlig nordisk kulturhistorie i skovens tegn. Hun har altid været omgivet af skov i sine vekslende boliger, nu i Roslagen nord om Stockholm. Og så af sted! På med støvlerne, notesbog, flora og anden lekture i lommerne og lærdom i hovedet. Resultatet: en medrivende fortællen om den naturligt voksende skov, som bærer minder fra alle tider, selv om den nu nærmest systematisk udryddes af mekaniseret skovdrift og industriel udbytning med uoprettelige skadevirkninger. De sidste kapitler især er præget af sorgfuld polemik mod markedskræfternes hærgen. Nu er det andre 'herrer', der drager ind i skovene.
Ballade
Ellers er de her hentet mest i digtningens univers, anført af Herr Olof og hans dødelige møde med elverkongens datter, et stadigt omkvæd her i Kerstin Ekmans litterære timileskov. Vi kender godt til Hr. Oluf i middelalderballaden "Elverskud", som vi nu om dage gerne læser med Freud og Villy Sørensens psykoanalyse i tankerne. Ekmans Herr Olof tænker anderledes ud fra sine høviske idealer, hvor det er skæbnemødets brud på hans ære, der er uoverkommeligt. Det er symptomatisk, at disse essays med deres vidtstrakte og overvældende kundskabsområder søger ind mod det oprindelige i en protest mod modernitetens tænkemåde, der udgår fra egne behov.
Det er lysende vandringer i de mørke skove. I de 23 år, hvor hun strejfede om i skovene i det nordvestlige Jämtland, mødte hun kun tre gange mennesker, fortæller hun. De fleste forbinder naturoplevelser med åbne landskaber og skønne udsigter. Hun går som en forsker i sporene af fortidens store, Olaus Magnus, Olof Rudbeck, Carl von Linné, og giver tingene navne, eller følger for hvert afsnit tematisk andre 'herrer': Kong Sverre, der banede sig vej gennem sump og vildskov til Nidaros og tronen. I tredje afsnit er det den mørkerædde Goethe på vej til Strasbourg og hans digt "Erlkönig", der anslår temaet om skovens farlige væsener. "Kender du Pan?" mumler en dansker med I. P. Jacobsen, men det kan være andre rædsler, Grylen, som vi kender fra William Heinesen, der ellers ikke er fra et skovklædt område, men så ulven i mange skikkelser.
Skovdød
Dyrene er hovedmotiv i afsnittet om "Dödens trädgård", med en herlig optakt om tre finske ornitologbrødre. Påfaldende er det, at Norden i modsætning til antik mytologi ikke har jagtguder. Men de finske brødre kunne skyde pibehovedet af en rygende bonde og to ænder i samme skud.
I de følgende afsnit går vi fra Selma Lagerlöf og hendes skovdyb til Gilgamesh, hvor han sammen med Enkidu besejrer uhyret i cederskoven, frem til de mange eksempler på skovdød og kommerciel rovdrift - til fordel for bl.a. uendelige mængder papir. Her har vi nu en i alle måder stor, stor bog på nydeligt papir med mange illustrationer, minutiøse fotografier ved forfatteren samt gamle illuminationer.
Der er en velmotiveret nostalgi i Kerstin Ekmans illuminerede skrift, der med virtuositet kombinerer sin subjektivitet med viden, forskningsresultater, fantasi og poesi, læsefrugter lunerigt samlet på kundskabens marker og oplevet i resterne af de skove, som førhen dækkede enorme områder i Sverige og nu vokser vellystigt for læserens øjne. Bogen er mordelig svensk og europæisk. Ingemann leverer det eneste danske pip i flugten.
